En svensk debutant kaldes Linda Olsson. Men faktisk er hendes bog skrevet langt fra fødelandet, på engelsk i Auckland, New Zealand, og er det håndgribelige resultat af et skrivekursus på universitet der. ’Astrid & Veronika’ er langtfra et eksamenspapir. Bogen er udkommet i en lang række lande, har fået flere priser, hvilket er forståeligt. Den er en levende, mættet skildring af et sjælemøde dybt inde i skovene i Dalarna mellem to kvinder, en ung og en gammel. En kærlighedshistorie kan man kalde den, en sanset kærlighed til egnen og et venskab, der rammer lige så dybt som kærlighed. ... och den som mot stjärnorna ser/ blir aldrig riktigt ensam mer. En strofe fra et digt indleder hvert kapitel – dette fra Bo Bergmans ’Stjärnornas hjälp i Kedjan’ – i sagaen om Astrid og Veronika. Det er Veronika, vi først møder. 30 år og med en roman, der skal skrives, ankommer hun i kulden og mørket til et lejet hus i Dalarna. Ægteskab og andre grusomme ting Hun er kommet langvejs fra, har hele livet rejst med sin far, men Sverige er oprindelseslandet. Huset holder hende de første dage på afstand, men snart fylder hun det med sig selv og sine gøremål. Romanen kan hun dog ikke få hul på; det er, som om den handler om en anden end den, hun nu er. Hun kommer fra New Zealand, er flygtet fra noget, en sorg. Et stykke fra hendes hus ligger et mørkt hus. Dér bor Astrid, heksen, har hun hørt hos købmanden. Men Astrid er ingen heks, selv om hun går rundt i mørket i sit hus og holder sig fra andre. Hun er næsten 80 år og har ikke været glad, siden hun som purung mødte en ung mand dybt inde i skoven på et hemmeligt skovjordbærsted. Siden skete ægteskab og andre grusomme ting. Barndomshjemmet er nu hendes skjulested og hendes fængsel. Længslen efter et land En dag kan hendes hånd dog ikke lade være med at vinke til Veronika. Og da Veronika ikke lader sig se i flere dage, kan hendes ben ikke lade være med at gå over til nabohuset for at se, om noget er galt. Sådan starter venskabet mellem Astrid og Veronika i et poetisk landskab, som folder sig ud gennem vår, sommer og efterår. Sorg bliver blotlagt, grumhed gravet op. Men også det fine kaffestel hentet frem af glemsel. Dejlig mad stillet på bordet. Lys bliver tændt. På grænsen af det sentimentale på sine steder, men ikke over den. I de to hovedpersoners store aldersforskel ligger en frihed. Friheden til at tale. Af og til friheden til at le. Linda Olsson føjer sig med romanen ind i den række af forfattere, som skriver på længslen efter et land og ser det i et kærlighedslys, fordi det er så langt væk. Et drømmeland med et drømmemøde, som får alle de gamle sange og viser og digte til at vælte frem i erindringen, og som binder bånd mellem gammel og ung, mellem nord og syd. En smuk oplevelse.