Lukas, hovedpersonen i Carsten Andersens anden roman, 'Ifølge Lukas', er en midaldrende dansk knudemand. Han bor alene i en lille lejlighed og har i årevis været ansat på en Politiken-lignende avis. Ved romanens begyndelse siger han op, han har netop fået brev om en større arv fra den far, han har afsvoret totalt for mere end 25 år siden!
Tilbage til barndommen Et par dage efter kontaktes han af en smart journalist, som har startet et nyt magasin (a la Press). Han har en historie, som Lukas ikke kan sige nej til at udfolde: På galopbanen er en sikkerhedsvagt fundet myrdet ved stalden. Lukas har kendt ham, de kommer fra samme provinsby (Ebeltoft), og JJ har, som tidligere politibetjent, måske været skyld i, at Lukas' barndomsven Erik døde i detentionen. Opgaven lyder: Skriv historien om JJ, om mordet og om det fisefine galopmiljø. LÆS OGSÅSpeedet Saabye rabler sig til seks stjerner Lukas bider på, og så kan historien begynde. Carsten Andersens roman er en traditionel blanding af en kriminalroman og historien om en mands rejse tilbage til en virkelig fortrængt barndom. Som spor af barndommen får vi en række (temmelig demonstrativt anbragte) breve sendt fra den 8-18-årige Lukas til far, der åbenbart har travlt med andet og efterlader Lukas hos plejeforældre (mor er død). De første breve indledes med »kære« og »kærlig hilsen«, det sidste er et formelt afskedsbrev blot underskrevet »L«. Romanens nutidsplan udspiller sig over lidt mere end en sommermåned og varieres med nedslag i ungdomslivet.
Klichefyldte byggesten 'Ifølge Lukas' er fermt skruet sammen plotmæssigt, men byggestenene er langt hen ad vejen rene klicheer, som får historien til at virke som en dansk tv-serie. Her er et lavendelfarvet uåbnet brev og store mystiske kuverter, en symbolsk drøm, en smækker blondine, der får orgasme til hest, en slank og veltrænet, men dog følsom advokat, typecastede journalister, et pænt antal mærkevarer samt et passende underklassesegment med de dertil hørende træk. LÆS OGSÅHolocaust-vidnesbyrd insisterer på forpligtelsen til at fortælle Vi kan se det hele for os, for vi kender det til hudløshed fra medierne. Det er forbasket svært at skrive en god roman. Alene det at få en person til at flytte sig fra et sted til et andet, i sprog, er en kunst, som let kan ende som en virkelig omstændelig proces. Og det gør det desværre gennemgående hos Carsten Andersen.
Spildte kræfter Jeg undrer mig over den grundighed, hvormed Carsten Andersen for eksempel beskriver en almindelig morgen: »Det var stadig mørkt, da Lukas næste morgen vågnede hjemme i lejligheden. Selv de københavnske taxaer var gået ned i tempo. Ofte havde han ellers på fornemmelsen, at chaufførerne brugte nattetimerne til at afprøve bilernes tophastighed, men selv de syntes at være gået i hi. I hvert fald var gaden fuldstændig stille, da han hørte avisen komme ind gennem brevsprækken«. Så har vi vist forstået det, der var stille! Grundigheden hvormed selv et telefonopkald beskrives, viser sig at være det rene sludder: »Mobilens display fortalte intet om nummeret. Anonymt opkald«. LÆS OGSÅDansk filminstruktør debuterer med besynderlig roman Jo, faktisk fortæller displayet en hel masse om nummeret, nemlig, at det er hemmeligt. En anden morgen, mobilen ringer og vækker Lukas: »Lukas kunne ikke engang huske, at han havde sat alarmen til. Det havde han heller ikke. Det var søndag. For en gang skyld havde han slet ikke spekuleret på, hvornår han skulle op den følgende dag«. En tredje morgen: »Lukas' lille køkken lignede sig selv«. Ja, hvad skulle det ellers ligne. Det er den slags, man kalder redundans. Intentionen er formodentlig, at vi lærer Lukas at kende, men forbløffende lidt peger hen mod, hvordan Lukas egentlig er og tænker. Spildte kræfter, tænker man, og lukker bogen.