Din nye roman rummer et mord og en opklaring, men er ikke en krimi eller ...? »Hvis jeg solgte den som krimi, ville jeg sende et signal om, at vi igen igen får en historie fra et eller andet mærkeligt lokale i Københavns Politigård, hvorfra man jager nogle onde forbrydere. Jeg er bare slet ikke interesseret i politiet. I deres rapporter og detaljer fra obduktionsbordet. Men det er en fordel at bruge krimien som motor, fordi man ad den vej får læsernes opmærksomhed og får dem til at læse de historier, man også godt vil fortælle, uden at de skal tvinges til at læse videre. De vil simpelthen gerne vide, hvad der sker«. Pia Juul, Lars Frost og Svend Åge Madsen flirter også med krimigenren. Gør I det for at lokke husarerne til?

»Man kan ikke bruge den genre som skabelon uden selv at kunne lide den. Hvis jeg skulle lokke husarerne til, skulle jeg jo træde gaspedalen helt i bund, opfinde en seriemorder, der slog højtstående politikere - eller allerbedst - tv-folk ihjel. Eller en galning, som flår huden af folk, så han kan sy en kåbe af den og sidde med den på bag nedrullede gardiner. Men det er ikke interessant. For hvem fanden kender en seriemorder? Det er mere interessant med romanpersoner, som man kan relatere sig til«. LÆS OGSÅ ANMELDELSEEksistentiel spændingsroman er fyldt med klicheer »En af mine yndlingsforfattere er Barbara Vine. Når hun skriver som Ruth Rendell, er det krimier om inspector Wexford, men når hun skriver som Vine, trækker hun sig et skridt tilbage og fortæller nok en spændende historie, hvor der sker noget voldsomt i en persons liv. Men det er ikke krimier i gængs forstand. Det er dramaer i almindelige menneskers liv. Og det er dér, jeg gerne vil hen«.
Men du kunne alligevel ikke nære dig for et gedigent værtshusslagsmål og et mordforsøg? »Der er da næsten ingen vold! Jeg er imod den voldspsykopati, der præger tidens krimier. Og jeg kan slet ikke få mig til at lave plot med folk, der skærer hinanden op på mærkelige måder eller jager hegnspæle gennem ofrene. Det er slet ikke mig. De scener fra 'Ifølge Lukas', som du refererer til, var slet ikke planlagt - de kom faktisk bag på mig selv. Værtshusslagsmålet kunne jeg selvfølgelig ha' resumeret kort, men scenen er vigtig for handlingen og fortæller samtidig noget om nogle miljøer, jeg engang har kendt«.
Hovedpersonen, Lukas, er en midaldrende lyshåret, journalist, som færdes i et københavnsk bladmiljø. Har du skrevet en nøgleroman? »Ha! Lukas er meget yngre end mig. Og mit hår er gråt. To ting har jeg nu til fælles med ham: Han bor i en mikroskopisk lejlighed, som jeg selv har boet i engang, og vi har begge en kort fortid i militæret. Der er ingen af bogens personer, der eksisterer i virkeligheden, men der er rigtig meget, der refererer til noget, jeg har mødt. Machokulturen i værtshusmiljøet i en provinsby i 70’erne f.eks.«.
Lukas møder stærke og handlekraftige kvinder: den forførende rigmandsdatter og den effektive, lækre advokat. Bejler du til den kvindelige læser?