Det er vist mange år siden, at nogen har brugt betegnelsen »skandaløs« om sex. Hvad der før var skamløst, skandaløst eller ligefrem perverst er i dag mainstream ude i soveværelserne, eller hvor det nu foregår. Sådan var det ikke i 1791. Kun to år efter den franske revolution udkom Alphonse Donatien Francois de Sades roman ’Justine’, der blev betragtet som så langt ude, så revolutionær, at den yderligtgående markis både blev fængslet og indespærret på en galeanstalt. I ’Justine’ opregner de Sade hele sit herostratisk berømte katalog af seksuelle udskejelser – eller nydelser, om man vil: Pisk og afstraffelse i en uendelighed. Oral- og analsex, urin-, bæ- og prutteditto, sindrigt opstillede tableauer med kvinden i centrum som den ydmygede osv.
Maksimal frihed
I romanen er det smukke og dydige Justine, som blev forældreløs i en alder af kun 12 år, det går ud over. Serien af pinefulde seksuelle overgreb synes endeløs. Bestandigt kaster den ærbare unge kvinde sig for fødderne af en tilsyneladende redningsmand, men ak, igen og igen ender det med, at hun bliver afstraffet og misbrugt.
De færreste forbinder i vore dage markis de Sade med andet end den seksuelle »sadisme«, han kom til at lægge navn til, men de Sade var også en skarp religionskritiker. Det filosofiske grundsynspunkt i ’Justine’ er, at mennesket er ondt, og at det gælder om at lade hånt om lovene, de sociale konventioner og guderne ud fra devisen om, at kun den maksimale frihed er acceptabel.
