Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Litteratur. Litteraturen er et stort kredsløb og en stor rigdom. Begge ting skal medregnes i diskussionen om litteraturstøtten. Tegning: Anne-Marie Steen Pedersen

Litteratur. Litteraturen er et stort kredsløb og en stor rigdom. Begge ting skal medregnes i diskussionen om litteraturstøtten. Tegning: Anne-Marie Steen Pedersen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter: Litteraturstøtten er et løft til Den Danske Sprogbank

Merete Pryds Helle er uenig i Grøndahls kritik af kunststøtten.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det føles trist, at så mange bruger deres sproglige vid og tid på at kritisere den litteraturstøtte, vi har i Danmark, og ser den som et problem snarere end som et gode; for tiden er det Jens Christian Grøndahl, der er ude med riven.

Jeg har svært ved at afgøre, om det er forfatterne, der modtager støtte, de mennesker, der uddeler støtten, eller systemet med kunststøtte, Grøndahl mener er problemet; men i hvert fald nævnes de forfattere, der regelmæssigt modtager støtte – deriblandt mig selv.

LÆS GRØNDAHLS KOMMENTAR

Det er nemt at mistænkeliggøre enkelte individer, men måske ville det være mere frugtbart at se på litteraturstøtten i en større sammenhæng. Litteraturstøtten er jo en del af et økonomisk system.

Vi forfattere er en del af et økonomisk kredsløb, hvor støtten kun er et af tandhjulene. Ingen forfatter kan leve af litteraturstøtten alene, men alle forfattere ønsker da, at de kunne undvære den.

Litteratur som økonomi
Jeg mener ikke, at økonomi er den vigtigste årsag til at have en kunststøtte, men i en liberal verden taler vi åbenbart om litteratur som økonomi, så lad os da gøre det grundigt og fuldstændigt.

I den periode 2006-2011, hvor det nævnes i Politikens liste, at jeg har modtaget en million kroner i støtte, udgiver jeg samtidig fem romaner ud over det løse (det løse vender jeg tilbage til). Jeg har ikke mine salgstal ved mig i skrivende stund, men der er nok et gennemsnitligt salg på hver bog på 3.000 eksemplarer til en gennemsnitlig pris på 250 kroner.

Da vi i Danmark opererer med en bogmoms på 25 procent, har jeg altså indtjent 937.500 til staten i bogmoms og ud over det betalt omkring 250.000 i skat af min royalty for bøgerne. Jeg betaler selvfølgelig også skat af de modtagne legater, omkring 40 procent og fra 2011 også 8 procent i arbejdsmarkedsbidrag. Det vil sige omkring 430.000. Jeg er altså allerede her en god forretning for staten. Den støtte, som har gjort det muligt for mig at skrive de bøger, har tjent sig selv ind.

Og ja, der kunne være andre måder at støtte litteraturen på, som for eksempel at fjerne bogmomsen og sørge for, at forfatterne modtog de 25 procent i stedet, eller for eksempel at fjerne det arbejdsmarkedsbidrag, regeringen har lagt på mine royalties uden at give mig et eneste af de goder, som arbejdsmarkedsbidraget skulle være en garanti for, som for eksempel barselsorlov, sygedagpenge etc.

For ingen forfattere modtager de ydelser. Vi betaler selv. Det gælder også alle børnenes sygedage, overarbejdstimer etc.

Led i en kæde
Desuden er jeg som forfatter første led i en kæde af mennesker, som har et lønarbejde, fordi jeg skriver. Det er min redaktør, de andre forlagsansatte, sætteren, grafikeren, der laver omslaget, trykkeren, boghandleren (som tager 40 procent for at sælge min bog), bibliotekaren, gymnasielæreren, der skal undervise i ’Nyere litteratur’, kritikeren i bogtillægget og journalisten, der kan skrive artikler om forfatteres kunststøtte.

Vi lever i et lille sprogområde, og det at støtte råstofproduktionen betaler sig hele vejen igennem systemet; fuldstændig som i andre erhverv.

LÆS OGSÅ

Det lyder ofte, som om kritikerne af Statens Kunstfond mener, der burde være en forfatterstøtteordning, uanset om det, der skrives, er kunst eller ej. Det synes jeg sagtens, der kunne være, men det er bare en anden ordning end den, vi har i dag.

Det kunne være en form for erhvervsstøtte, a la landbrugets generøse ordninger. Men når vi taler om Statens Kunstfond, støtter man kunst, og derfor får også smalle ukendte og unge forfattere støtte, fordi de tænker og skriver helt anderledes og arbejder med sproget som kunst.
Det, der ikke kan sættes på formel

Når jeg modtager støtte, giver det mig mulighed for også at lave ting, der har med litteratur at gøre, som ikke nødvendigvis ender som en bog, og som ofte slet ingen penge involverer. Det er for mig det mest fantastiske ved kunststøtten, at den tillader mig at træde ud af den økonomiske tankegang.

Det er måske ikke så moderne i et samfund, som ønsker at gøre alt til økonomi, men jeg synes, det er vores største rigdom, at samfundet også prioriterer det, der ikke kan sættes på formel og regning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis jeg enten kun skulle skrive bøger, der solgte meget, eller skulle have et andet erhvervsarbejde ved siden af mit forfatterskab, ville jeg skulle sige nej til mange af de mærkelige finurlige ting, jeg bliver bedt om, og mine bøger ville bestemt se anderledes ud. Jeg ville heller aldrig have mulighed for at eksperimentere med de digitale medier, som jeg har valgt at gøre, selv om der ingen penge er i det.

I marts var jeg en del af en skandinavisk delegation på 40 forfattere til bogmessen i Paris (blandt andre sammen med Jens Christian Grøndahl), og mange spurgte: Hvordan kan det være, at den skandinaviske litteratur i dag generelt er af så høj kvalitet i forhold til i andre lande? Jeg havde lyst til at svare, at det er, fordi vi har en kunststøtte, der giver os mulighed for at bruge længere tid på vores bøger, end man kan, hvis man skal aflevere et manuskript hurtigt, så man kan få nogle penge.

Tid og ro er nok noget af det vigtigste for litteraturen. Men selvfølgelig kan og bør man altid tage en ordning op til overvejelse og se sig omkring i andre lande efter inspiration til fornyelse.

Grøndahl mener for eksempel, at det er forkert, at forfattere på livsvarig ydelse modtager yderligere støtte, samt at det er forkert, at de samme modtager år efter år.

Forslag
Hvis vi skeler til vores nabolande, er der mange andre muligheder for ændringer end at være negativ og foreslå, at vi skærer støtten ned. For det første kunne den livsvarige ydelse være en egentlig ydelse, og ikke som nu, hvor ydelsen hurtigt skæres ned til et minimum.

Hvis nu det var et beløb, der lignede noget, man kunne leve af, med en mulighed for, at forfatteren selv frasagde sig støtten, hvis man ikke havde brug for pengene, så ville der ikke være behov for at søge yderligere støtte.



I årene før forfatteren kom på en livsvarig ydelse, kunne man have længerevarende legater som i Sverige og Finland. Det ville spare en masse administration og give forfatteren ro, for det er usikkert aldrig at vide, om man nu får et legat eller ej.

Og man kunne så forestille sig, at forfatterne blev bedt om til gengæld at stille sig til rådighed et vist antal gange med oplæsninger på biblioteker og skoler.

Og for at støtte de unge debutanter kunne man gøre som i Norge, hvor bibliotekerne skal købe 1.000 eksemplarer af hver bog, hvilket både er en god indtægtskilde for de unge og en glæde for bibliotekets brugere. (Der er naturligvis dog et udvalg, der sørger for, at de indkøbte bøger er af en vis kunstnerisk kvalitet).

Ovenstående forslag er ikke gratis, men skal betragtes som en bankpakke til Den Danske Sprogbank. Der er masser af muligheder for at forbedre den støtte, vi har.

Forskellen er selvfølgelig, om man ønsker at mistænkeliggøre eller nedgøre et kunstnerisk erhverv, der eksisterer på svære betingelser, eller om man ønsker at glæde sig over det og støtte det.

En ægte rigdom
Til sidst vil jeg gerne bede Politikens læsere om at regne sammen, hvad de selv har tjent de sidste seks år. Beløbene bliver altid dejligt imponerende. Man kunne også regne med de sidste ti år, og så blev beløbet endnu højere. Måske er det den store interesse, der har været i dansk litteratur de sidste ti år for at lave lister, der er slået igennem også i journalistikken.

Det væsentlige må være, om vi har en levedygtig litteratur, der er en del af en større sammenhæng, og som er tilgængelig for alle. Som viser, hvad det sprog, vi er så få, der taler, kan. Som udtrykker de tanker, vi alle har i dag på en ny og særlig måde, så hver læser igen forstår sig selv og de andre på ny.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



For mig er litteraturen ægte rigdom. Men en rigdom, der kan blive fattig, hvis den skal være en slave på markedets betingelser. Jeg er personligt dybt taknemmelig for den støtte, jeg har modtaget, og jeg håber, at jeg har kunnet give noget igen for den, til de mennesker, der har været med til at betale for den.

Jeg er også dybt taknemmelig over alle de danske bøger, der er udkommet de seneste fem år med støtte, som jeg har kunnet låne på biblioteket og læse, og som har været med til at gøre mig rigere som menneske.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden