»Hvad!!! Har de fjernet chili con carne fra menukortet?«, siger forfatteren Jens Christian Grøndahl og tilføjer - ikke uden selvironi - en sætning, som man kunne gå omkring og sige sådan helt seriøst dengang i 1980’erne:

»Det er jo vildt fremmedgørende«.

Vi sidder på Café Dan Turèll i Store Regnegade midt i København midt på dagen.

Bortset fra spejlvæggene er der ikke mange minder tilbage fra dengang i 80’erne, hvor stedet var et af de første i byen til at importere den tids franske caféstil.

Og hvor Café Dan Turèll var stedet, hvor de unge og fremmelige og diskussionsivrige og velskrivende kunstnere kom for at se og blive set.

Jens Christian Grøndahl kom her, allerede inden han i 1983 blev uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole – en uddannelse, han i øvrigt aldrig har brugt i filmbranchen, for siden debuten med ’Kvinden i midten’ i 1985 har han været prosaist.

LÆS JENS CHRISTIAN GRØNDAHLS KRONIK Finanskrisen er også en kulturkrise

»På det her tidspunkt tror jeg nu også, at jeg foretrækker en salat med gedeost«, fortsætter den nu 53-årige forfatter, der mindes ungdommens sene aftener og nætter på cafeen med blandede følelser.

»Søren Ulrik Thomsen, Carsten Jensen, Michael Kvium, Henrik Nordbrandt ... det var her, jeg mødte mange af dem, jeg kom til at kende rigtig godt. Dengang var her ikke engang forsøgsvis gjort hyggeligt som nu, hvor væggene er røde. De var skriggule, og det er jo sådan en advarselsfarve. Her var råt og nøgent. Det var en danger zone, man entrerede. Også fordi man var så usikker på sig selv. Man ville jo gerne være med i miljøet af unge kunstnere. Være en del af 80’erne, før nogen overhovedet var klar over, at de var i gang. Derfor hang man ud her«.

De kølige 80’ere
Hverken Jens Christian Grøndahls prosa i de seneste årtier eller hans fint strikkede, brunrøde uldpullover under jakken i dag matcher 80’ernes generelle eftermæle som nogle kolde, sorte år med kronragede kunstnerspirer, undervægtig prosa og fænomenet spejlcafeer.

Dengang blev der drukket »en helvedes masse guldbajere«, man kæderøg Kings og Camel, og man kiggede på piger og forsøgte at score, husker forfatteren, der mindes, at han ikke selv var så god til det sidste og til at benytte sig af 80’ernes ry for at være en tid, hvor man ikke var tilbageholdende med at have sex med nogen, man lige havde mødt.

»80’erne var ligesom en eksplosion oven på eksplosionen i 68. Jeg er født i 59 og har altid oplevet, at jeg befandt mig mellem to generationer. Jeg kom for sent til ungdomsoprøret og for tidligt til overhovedet at overveje, om jeg gad gå på Forfatterskolen. Og for mange i min generation fortsatte det dér med fri sex. Også på det punkt var jeg nok lidt aparte. Jeg kan jo ikke vide det, men det virker, som om de unge i dag er mere fornuftige og også mere følsomme. Der var jo noget ufølsomt ved at bruge hinanden på den måde«.

Et opgør med en arrogant selvforståelse
Den franske salat med lun gedeost ankommer og behøver ikke tigge om at blive smagt på.

Mellem os ligger et eksemplar af Jens Christian Grøndahls splinternye essaysamling med titlen ’Den sibiriske måne’.

Jeg turde ikke komme steder som her dengang i 80’erne.

»Det kan jeg godt forstå. Jeg følte heller aldrig rigtig, at jeg hørte til. Der var noget indbildsk over 80’erne, en lidt parodisk måde at gentage de gamle avantgardeklicheer på, som jeg instinktivt følte mig fremmed over for«.

Mens han nyder maden, hvis franske karakter er valgt med omhu af forfatteren, der taler fransk, holder af fransk kultur og har mange læsere i blandt andet Frankrig, taler han i lange forløb om det nye værk.

Rockmusikkens barnagtige provokatører, Herman Bangs stemningsfulde ’Ludvigsbakke’, det personlige møde med klassisk kunst og Jørgen Leths med årene stadig bedre poesi er blot nogle af temaerne i en samling af tekster, der er forskellige og dog alligevel mulige for Grøndahl at tale om under ét:

»Min bog er ikke ment som et opgør med 80’erne. Teksterne er blevet til igennem en periode på over ti år og udtrykker på den måde, hvad der har bundfældet sig, hvor jeg har bevæget mig hen, og hvordan jeg oplever det at skrive og læse. Men indirekte er der tale om et kritisk blik på 80’ernes i grunden meget retroagtige avantgardisme. Altså alt det dér med, at man for guds skyld skulle provokere og optræde konfronterende over for sin omverden og sit publikum, ikke mindst. Ruske i den indre småborger og slynge ham ubehagelige sandheder i synet. Der ligger jo noget meget arrogant og bedrevidende, ja, nærmest intimiderende, i den selvforståelse«.

Litteraturen som fællesskab
Som trænet taler glider Jens Christian Grøndahl hurtigt videre i sin argumentation, men får dog indimellem fortalt, at kun hans nærmeste kalder ham Jens – for andre er han ’Jens Christian’.

Da han var omkring de 30, skete der et skift i hans tilgang til at skrive.

Da havde han i en periode lagt sig efter 60’ernes modernisme og den eksperimenterende franske roman og syntes, han havde skrevet sig selv op i et hjørne ad den vej.

Som barn af modernismen selv smed han ikke dens erfaringer ud, men tog alligevel en mere klassisk stafet op og begyndte at udfolde sig på en mere frugtbar måde, siger han om skiftet, da han forlod »en indelukket skrivestil, der vender ryggen til læserne i stedet for at åbne sig over for dem«:

»Det er et grundtema for mig, at litteratur altid også er kommunikation. Ikke at jeg henvender mig til bestemte læsere, men som en henvendelse til sproget selv. Sproget har jeg jo ikke opfundet, det er et fællesskab, jeg træder ind i. Et fællesskab med de forfattere, der har skrevet før mig, men også et fællesskab med læserne. En sælsom udveksling mellem indlevelse og fremmedhed. Man kender ikke sig selv, derfor skriver man om nogle andre. Men man kender heller ikke de andre. Derfor skriver man om nogle andre, der kunne være én selv. Spejlet vender begge veje, når man skriver fiktion, og i de bedste tilfælde er det bogen, der genkender læseren, før læseren når at genkende sig selv i bogen. Det begynder og slutter med indlevelse, og så er jeg ligeglad med, om nogle synes, det er patetisk. For mig er der en indlysende forbindelse mellem liv og værk, selv om det vist nok er forbudt ifølge god, senmodernistisk tone. Og hvis der ikke var læsere, der følte sig genkendt af mine bøger, ville jeg ikke finde det umagen værd at skrive dem«.

Vidt omkring

Fred være med, at der stadig er spejle på væggene i Café Dan Turèll.

Men det er nu ikke den slags genkendelse, Jens Christian Grøndahl taler om. Det er et helt andet, man kan opleve gennem læsning og sprog, og det er ikke mindst de kvaliteter, ’Den sibiriske måne’ belyser.

Den slags kan man egentlig tale om alle vegne. Også her. Som forfatteren siger med latter i stemmen ved måltidets afslutning:

»Man kan komme vidt omkring undervejs gennem sådan en gedesalat«.

fortsæt med at læse

Jens Christian Grøndahls børnebogsdebut er ikke heldig