Macho. Roald Amundsen var en stålsat polarhelt. Men moralsk og menneskeligt var han dybest set et dumt svin. Foto: Fra bogen

Macho. Roald Amundsen var en stålsat polarhelt. Men moralsk og menneskeligt var han dybest set et dumt svin. Foto: Fra bogen

Bøger

Ny bog afslører macho polarhelts svinestreger

Den norske nationalhelt Roald Amundsen kom først til Sydpolen. Men moralsk og menneskeligt set fejlede han.

Bøger

Roald Amundsen var en skiderik. En ærekær machomand, som var besat af ønsket om hæder.

Hans navn er knyttet til heltedåd i de hvide verdener: Nordvestpassagen, som han fandt, og Sydpolen, som han var den første til at nå. Til fods, på ski, med hundeslæde, i fly. Det dumme svin prøvede det hele.

Både at overleve og komme af dage på en måde, som gjorde ham udødelig, men altså også ridsede hans eftermæle, fordi han fejlede menneskeligt set.

Fik altid sin vilje
Roald Engelbregt Gravning Amundsen blev født i 1872 og var med inspiration fra den store Fritjof Nansen opfyldt af trangen til heltedåd fra en tidlig alder.

Allerede som 17-årig var han med på en videnskabelig ekspedition, som overvintrede ved Antarktis. Verdensberømmelsen var en realitet, da han 23 år senere, 14. december 1912, vandt kapløbet mod engelske Robert Falcon Scott og kunne plante det norske flag på Sydpolen.

Det sidste livstegn fra den store opdagelsesrejsende blev registreret 18. juni 1928, hvor det fly, han var med, forulykkede et ukendt sted nær Bjørnøya, nord for Tromsø.

LÆS OGSÅ Amundsen fandt hverken ukendt land eller løste videnskabelige gåder. Men han forstod energisk – og skruppelløst – at planlægge og organisere sine ekspeditioner, så de bar frugt i en tid, hvor den unge norske nation havde brug for helte. Hans folk skulle knokle, til de fik »blodsmag i munden«. På alle tidspunkter var han ’chefen’, en hård hund, som til enhver tid gennemtrumfede sin vilje.

Hvis nogen mente noget andet eller tillod sig at sige ham imod, viste han ingen nåde, tværtimod kunne han gemme på en bitterhed, der grænsede til had over for dem, han følte sig svigtet af.

En hård straf

Værst gik det ud over Hjalmar Johansen, som selv var en berømt og respekteret polarhelt, fordi han havde været med, da Nansen med skibet ’Fram’ forsøgte at nå Nordpolen i 1893.

På turen til Sydpolen, hvor han var den mest erfarne deltager, tillod han sig at sige Amundsen imod et par gange og at blive gal, da Amundsen kritiserede ham for at være kommet sent hjem til basen efter en dødsensfarlig tur mod syd, hvor der skulle udlægges depoter.

Alle, også Amundsen, vidste, at Hjalmars sene tilbagekomst skyldtes, at han havde båret rejsefællen Prestrud og dermed reddet ham fra den visse død. En fantastisk indsats, som burde være blevet mødt med glæde og anerkendelse, men i stedet blev mødt med fuldstændig urimelig kritik. Det endte med, at Hjalmar Johansen eksploderede i vrede og fortalte Amundsen, hvordan han som chef burde have opført sig i en nødsituation. Amundsen straffede ham prompte ved ikke at give ham lov til at tage med til selve Sydpolen, men i stedet vente på, at polholdet kom tilbage fra sin historiske mission.

LÆS OGSÅ

Efterfølgende sørgede Amundsen nidkært for at fratage Johansen enhver form for omtale og hæder.

Han beskrev Johansen som en mytterist, der var blevet afskediget fra ekspeditionen, så modsat alle de øvrige ekspeditionsdeltagere var Hjalmar Johansen ikke med til middag hos kongen og dronningen hjemme i Norge og modtog heller ikke medaljer eller ’æresløn’, som de andre.

3. december 1912 skød Hjalmar Johansen sig selv, Amundsen sørgede for, at der ikke blev udbetalt enkepension til hans efterladte hustru.

Kampen om udødelighed
Om hele forløbet skriver Niels Aage Jensen i sin engagerede og letlæste biografi om Amundsen: »Det er muligt, at Amundsen reddede sin autoritet som leder ved denne disposition, men sit renomme som menneske havde han skadet ganske alvorligt«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jensen tilføjer: »Roald Amundsens storhed som opdagelsesrejsende er uomtvistelig. Men hans menneskelige format skrumper betydeligt ind, når man ser, med hvilken nidkærhed han forfulgte Hjalmar Johansen, manden, som i virkeligheden havde reddet hele ekspeditionen ved at redde Prestrud i de sværeste vanskeligheder«.

Først da Hjalmar Johansens dagbøger mange år senere blev fundet, kom denne historie frem, for Amundsen havde i sin tid tvunget Johansen til at underskrive en tavshedserklæring.



Rundt omkring i Norge er der med generøs hånd spredt statuer af denne bistert udseende mand, som klarede sig så godt i rivaliseringen med andre mænd om udødelighed.

At erobre nye verdener er selvsagt ikke noget for bløddyr, så med hvilken alen skal man måle hans indsats, denne mystiske mand, som både var benhård realist og båret af romantiske drengedrømme?

Hverken Niels Aage Jensen eller den store offentlighed, som kan siges at komme til orde i Wikipedias artikel om Amundsen, er i tvivl. Både set med datidige og nutidige øjne fejlede ’jernmennesket’ Amundsen moralsk.

Det norske folk mindedes deres døde helt 14. december 1928, datoen for erobringen af Sydpolen. Biler, tog, sporvogne og hestevogne stoppede og folk holdt op med at arbejde i mindet om nationens forsvundne søn. I vore dage er Amundsen ikke et eksempel til efterfølgelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce