Lørdag aften samlede hele tv-Danmark ind til Afrika. Storartet, og helt i tråd med den voksende velgørenhedskultur, som både dronning og statsminister bakker op om. Hver gang er der alligevel noget beklemmende over hele setuppet: tv-værter, der fester igennem, familien Danmark, der guffer fredagsslik, mens vi sms’er ind for at vinde en bil og støtte det kronisk sultne kontinent i samme ombæring. Hver gang bliver det nemlig også stereotypiernes fest – de nødstedte og de nødhjælpende. Afrika og os. Et skift i sympati Derfor var jeg også nysgerrig efter at læse britiske Christie Watsons roman, dedikeret til »Egberongbe-folket, der fik mig til at falde for Nigeria«. En bog, der går bag om klicheerne? Smukt lyder det i hvert fald. Og man kan også godt hyggelæse ’Små solfugle i det fjerne’ som en uskyldig B-film på skrift.
Man skal bare ikke tænke for længe over, hvorfor ens sympati skifter, som vinden blæser, for så falder hele konstruktionen under Christie Watsons projektroman nemlig sammen, og man begynder at stritte imod: Nej, gu fanden er den luddovne muslimske patriark en rar gammel bedstefar på bunden, han svigter sin knag af en kone for at avle på en yngre model, som han så i øvrigt behandler skidt og giver to sæbeøjne, da hun tillader sig at skæve til anden side.
