Landsfader. Det er formentlig slut med at opkalde en vodka efter Putin, med pigebands, der besynger hans mandighed, og med kalenderpiger, der smider tøjet i beundring.
Foto: Valentina Petrova / AP

Landsfader. Det er formentlig slut med at opkalde en vodka efter Putin, med pigebands, der besynger hans mandighed, og med kalenderpiger, der smider tøjet i beundring.

Bøger

Putin-portrætter snuser i Ruslands mørkeste kroge

Tre veloplagte bøger ser på Putins valgsejr, og hvorfor den formentligt er på lånt tid.

Bøger

Han har været Ruslands ubestridte hersker i tolv år, men alligevel spørges stadig: Hvem er Vladimir Putin?

Mørke kroge
Den russiske journalist Anna Arutunyan skriver, at det »i virkeligheden er et trickspørgsmål: For at forstå Putin må man forstå den russiske mentalitet, der har tilladt Putin at blive den, han er«.

Det er russisk mentalitets mørkeste kroge, som der må dykkes ned i for at finde en forklaring på mysteriet Putin. De kroge, som vestlige politikere helst undgår, og derfor forstår de ikke fænomenet Putin.

Den russiske stjernejournalist Masha Gessen går i prologen til sin bog lige i hjertekulen på denne skribent. Hun vækkes en morgen til nyheden om mordet på en kær veninde. Nej, ikke journalisten Anna Politkovskaja, men politikeren Galina Starovojtova, der blev likvideret i sin opgang i Skt. Petersborg i 1998, som Politkovskaja blev i sin i Moskva i 2006.

LÆS OGSÅ

Da jeg begyndte som korrespondent for DR i Moskva, var Starovojtova præsident Boris Jeltsins nærmeste rådgiver, så nære bånd til hende og andre demokrativeteraner gav fremragende kontakter i Kreml - på lånt tid.

En gennemkorrumperet og kriminaliseret by
Tilbageslaget for de livsglade håb efter Sovjetunionens fald startede med, at Jeltsin fyrede Starovojtova og andre af de fremmeste demokrater.

Historien om Starovojtova bruger Gessen til at beskrive Putins by Skt. Petersborg, som han flittigt rekrutterede især gamle KGB-kammerater fra.

En gennemkorrumperet og kriminaliseret by, hvor politiske likvideringer var dagligdag. Putin er ofte blevet beskrevet som demokrat, fordi han som KGB-agent valgte at arbejde for Skt. Petersborgs angiveligt demokratiske borgmester Anatolij Sobtjak.

Gessen påviser, at Sobtjak smykkede sig med demokratiske fjer og i virkeligheden hadede Ruslands sande demokrater. Det gjorde hans højre hånd Putin endnu mere indædt.

Gessen udfolder også historien om de velunderbyggede anklager imod Putin for som ansvarlig for byens eksterne relationer at berige sig selv og vennerne. Solide beviser viet ringe opmærksomhed, som Gessen nu råder bod på.
Korrupt og brutal vej til magten

Under kupforsøget imod Gorbatjov i august 1991 gemte Sobtjak og Putin sig: »Det mest sandsynlige er, at Putin ligesom sin chef, borgmesteren, tilbragte de tre kupdage med at sidde på hegnet, indtil kupforsøget var forbi«.

Putins medlemskab af Kommunistpartiet ophørte først et par uger efter det mislykkede kup, »da Jeltsin forbød partiet ved præsidentielt dekret«.
LÆS OGSÅ


»Kan det tænkes, at han (Putin) var den person - eller en af dem - i Sobtjaks inderkreds, der aktivt støttede de konservative kupmagere? Svaret er ja«, skriver Gessen.

Det er historien om Putins vej til magten som korrupt og brutal, manden, der som eneste bidrag til sin valgkamp i 2000 lod sig interviewe til en biografi. »En bølles selvbiografi«, ifølge Gessen.

Arbejderkvarterets vilde bølle
Han skabte selv sit image som den vilde bølle i et arbejderkvarter i det daværende Leningrad, som altid forsvarede de svage med næverne, selv om han var lille og spinkel.

Anna Arutunyan er lige så kritisk over for Putin, men griber sin fortælling anderledes an.

Det er, som hun skriver, »en bog om, hvordan russerne danner deres forhold til statsmagten«. Under tre års rejser på kryds og tværs nåede hun »den forbløffende opdagelse«, at Putin aldrig var så populær blandt de »loyale undersåtter«, som myten vil vide.
Et »latent Stockholm-syndrom«

Han blev set som en »uundgåelig magtfaktor. Dette er ikke popularitet - det er et forhold, der ikke er baseret på gensidig sympati, men på en økonomisk afhængighed af forbløffende størrelsesorden. Det er også baseret på frygt«.

Arutunyan kalder det et »latent Stockholm-syndrom«.

Mange journalister har mærket en rem af huden i form af overdreven ærbødighed ved møder med Putin. Gessen og Arutunyan fortæller om deres følelse af ydmygelse ved møderne. Jeg har kun prøvet det med at blive rasende på mig selv over for ærbødig omgang med nogle Putin-håndlangere.

Det er en fascinerende russisk identitetshistorie med flittig brug af litteraturens og historiens lange tråde, som Arutunyan giver læseren.
På besøg hos høj som lav

Hun fortæller om en episode i januar i år, der viser, at mystikken om Putin da var under hastig nedbrydning. Trafikken er som sædvanlig standset på Moskvas største boulevard Leninskij Prospekt, fordi Putins kortege ventes. Pludselig gjalder hornene fra de ventende biler - et larmende udtryk for foragt for herskerens sovjetmanerer og Putins disrespekt for dem, når han skal hjem til frokost.

Hun tager læseren med på besøg hos høj som lav. Hos husmoderen, der bare beundrer Putin, men ikke ved hvorfor. Hos politibetjenten, som forsøgte at fortælle Putin om korruptionen i politikorpset og lagde videoer ud på internettet som beviser. Putin svarede ikke, men betjenten blev fyret for »bagvaskelse«.

Hun opsøger også unge piger, der har ladet sig fotografere halvnøgne til en fødselsdagskalender til Putin. De kalder sig apolitiske, men sagde ja, fordi de »beundrer Putin« og jo også for rampelysets skyld. 12 unge journaliststuderende, hvor martspigen siger: »Du slukkede ilden, men jeg brænder stadig!«.

12 andre kvindelige fuldt påklædte journaliststuderende lavede en alternativ kalender med spørgsmål som: »Hvem dræbte Anna Politkovskaja?«. Alle med gaffatape over munden for at vise Putins undertrykkelse af ytringsfriheden.
Putin-kulten

Kreml var taknemmelig for den første kalender, men stod øjensynlig ikke bag den. Det var et af mange eksempler på pr for Putin nedefra, som har adskilt Putin-kulten fra den rent Kreml-skabte Stalin-kult.

Vodka opkaldt efter Putin, pigebands, der sang om at ønske Putin som mand, blev til »en postmoderne pærevælling af frygt, sex og profit, som Putin-kulten synes at blande sammen som glimrende kommercielt brand for Putin«.

Et medlem af ungdomsgruppen Nasji, som blev skabt af Kreml, siger: »I 2000 giftede vores samfund sig med Putin. Samfundet stemte på ham og sagde: Vladimir Vladimirovitj, vær vor mand, tag dig af os, beskyt os og giv os arbejde«. Folket som den underdanige hustru er et image, som Kreml-propagandaen har næret.

At russernes store flertal så længe har fundet sig i at være undersåtter, er ifølge Arutunyan ikke, fordi »de genetisk er disponeret for despotisme«. Det har fungeret som en »overlevelsesmekanisme« over for frygten for statsmagtens almægtighed og vilkårlige vold.

Både Gessens og Arutynyans beskrivelser er på hver sin måde dramatiske øjenåbnere om den russiske folkesjæl med gribende fortællinger om deres egne oplevelser under de store demonstrationer siden dumavalget i december, da frygten veg for fælles handling.
Iagttageren udefra

Per Dalgårds Putin-bog giver en helt tredje historie. Den mangeårige Ruslandskorrespondent for Information har dyb indsigt i landet, men er selvfølgelig mere iagttageren udefra end de to russiske journalister.

»Det er sandt nok, at der stadig er mange mange problemer i Rusland, men tilværelsen er blevet tålelig for de fleste«. Mon russiske journalister, der kun med livet som indsats søger at bedrive ærlig journalistik, er enige? Og mon de millioner, som kæmper en hård overlevelseskamp, er?

LÆS OGSÅ

Han har ret i, at Putin nu bliver nødt til at lytte til kravet om demokrati fra en voksende mellemklasse. Dalgård har også ret i, at »en ny generation er ved at tage over. Den generation bliver Putin nødt til at lytte til, ellers er han en færdig mand i russisk politik«.

Dalgård er på linje med de to andre forfattere, når det gælder om at forudse, at Putins tid er ved at rinde ud, men han er mere optimistisk end de to russere, der forudser, at undertrykkelsen vil blive skærpet i regimets overlevelseskamp.
Ukontrollabelt demokrati

»Hans politiske linje går grundlæggende ud på at skabe en stærk stat, som bygger på et stærkt, »demokratisk« system, om det så kræver totalitære midler«, skriver Dalgård. Og det mener Putin jo som regel, at det gør. Bogens glade budskab er, at Putins »kontrollerede demokrati« er blevet ukontrollabelt.

Dalgård mener, »at Rusland er på vej ud af stalinismens klør«, men reel afstalinisering er umulig med Putin som hersker. For den personaliserede magt bærer stalinismens grundelementer som at sende politiske rivaler eller blot kritikere i graven eller i eksil.
Sødme og brutalitet hånd i hånd

Med to veninder, Galina Starovojtova og Anna Politkovskaja, som ofre i den proces forbliver Putin en gennemført skidt knægt for mig. Måske gav han ikke ordre til disse og mange andre likvideringer. Men han skabte klimaet, der gjorde kritikere fredløse og mordere ustraffede.

Mit eget forhold til manden, der 'genvælges' i morgen, er selvfølgelig også præget af, at jeg siden 2003 har været persona non grata i Rusland. Det er jo ikke en dødstrussel, selv om sådanne er fulgt med som en anonym e-mail efter mordet på Politkovskaja: »Du er på samme dødsliste som forræder Politkovskaja«.

Det har ikke forstyrret min nattesøvn eller min lyst til at vende tilbage til det vidunderlige, forfærdelige Moskva, hvor sødmen går hånd i hånd med brutaliteten og den kyniske foragt for undersåtterne, der er frataget retten til at være borgere.

Jeg forsøgte igen med en forespørgsel til den russiske ambassade i København, om det kunne nytte, at jeg søgte visum til at dække valget til Dumaen i december. Det var måneder før valget. Efter en rykker for svar var den korte besked, at min forespørgsel var sendt til Moskva til »overvejelse«. Myndighederne i Moskva blev ikke færdige med at overveje før decembervalget og blev det heller ikke før præsidentvalget.
Angsten nedbrydes

Men tilbage til bøgerne. Dalgårds bog har det fortrin fra Gessens og Arutunyans, at den også fokuserer på fremskridtene i Putins tid. Men det største fremskridt er nu engang, at mystikken omkring og angsten for ham nu brydes ned af russerne.

Og, som Gessen skriver, er flere tv-journalister ikke længere kun »propagandamaskiner«. Hun genkender dem fra »dengang de sidst talte med menneskelige stemmer for mere end ti år siden«. Læs alle tre bøger, som gør kendere af Rusland klogere med også fremragende kildehenvisning.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce