Taage og regndage Aah Høst og Vaar og Vintre, I dunkle Døgn, som sove bestænkede med Skarn, jeg vil jer prise og love, at I hænger om min Pande, mit Bryst en Himmel lav, som et dampende Ligsvøb, en svævende Grav. Paa denne store Slette, hvor den kolde Syd kan blæse, hvor Gavlens Fløje, Nætter igennem, skreg sig hæse, kan bedre end i Foraarets lune Gennembrud min trætte Tanke bredt slaa sine Ravnevinger ud. Thi for et Hjerte, opfyldt af Ting, der længst er døde, hvorover Sneen evig sine hvide Naale saaer, aah Døgn, I Dronningtider i det nordiske Aar! er intet mere sødt end Eders blege Øde. Hvad eller, en Aften uden Maane, to og to paa et tilfældigt Leje dysse al sin Sorg til Ro. Digtet er fra 1857. Oversat af Sophus Claussen i 1889, trykt i 1917 i hans samling 'Fabler'.