Med nyoversættelsen af den engelske feminist Mary Wollstonecraft (1759-97) giver litteraturforsker Claus Bratt Østergaard på ny adgang til hendes herostratisk berømte bog 'Et forsvar for kvindens rettigheder' ('A Vindication of the Rights of Woman') fra 1792.
Usædvanlig udgivelse Allerede i Wollstonecrafts samtid var hendes udgivelse usædvanlig. En kvinde yderst dreven i tidens religiøse, filosofiske og pædagogiske diskussioner, som ikke holdt sig tilbage fra deltagelse i ophidsede disputter med tidens lærde notabiliteter af hankøn. Hendes bog om kvinders rettigheder er i høj grad skrevet på skuffelsen over den franske revolution (1789) og bestemmelserne i Nationalforsamlingens proklamation om lighed for loven, der som bekendt ikke blev udstrakt til kvinder. Ikke blot det uretmæssige, men også det ulogiske og inkonsekvente i denne beslutning var en torn i øjet på hende. LÆS OGSÅKønskamp - bryd ikke sammen, bryd ud! Derfor dedikerer hun bogen til Talleyrand, medlem af Nationalforsamlingen, hvis forståelse hun indledningsvis appellerer til, blandt andet fordi han tidligere har talt for offentligt skolevæsen og uddannelse til begge køn - en af hendes egne mærkesager. Selvsændig fornuft 'Fornuften' er et kernepunkt. Hun forsvarer kvinders evne til at udvikle fornuft fuldstændig på linje med mænds, hvorfor politiske privilegier og borgerrettigheder naturligvis også bør tilfalde dem, mener hun i en tæt kobling mellem rettigheds- og uddannelsesspørgsmålet. En forkvaklet pigeopdragelse til koketteri og behagesyge har nemlig virket negativt stimulerende på kvinders fornuft, mener hun, hvorfor en grundlæggende reformering af skolesystemet, der skal sigte på begge køn, må sættes i værk. Sarkastisk bid Stilistisk tester hun sine egne argumenter og konklusioner mod modstandernes synspunkter i en diskuterende og ofte associerende form. Det tager ret underholdende drejninger. For Wollstonecraft var ikke bare en - også for tiden - ualmindelig belæst kvinde, hun var en skarpsleben retoriker, der i sin argumentation var humoristisk langt ud i sarkasmen. Ikke mindst når hun går i rette med filosoffen Jean-Jacques Rousseaus ideer om børns kønnede opdragelse, som han formulerede dem i værket 'Émile, eller om opdragelsen' fra 1762, emmer hun af velformuleret foragt for selvmodsigelserne i hans tekst og hans evne til at gradbøje de filosofiske logikker og pædagogiske principper for i sidste ende at privilegere sit eget og mænds begær: LÆS OGSÅGuide: Her fejrer kvinderne sig selv »Vi må tro, at han enten ikke søgte tilbage til naturen, eller at hans fremherskende tilbøjeligheder greb forstyrrende ind i fornuftens operationer, da han ellers næppe havde draget den slags primitive slutninger«.
Væsentligt historisk dokument Oversætteren Claus Bratt Østergaards righoldige kommentarer i noteform kontekstualiserer fornemt Wollstonecrafts tekst i tidens filosofiske diskussioner og tilfører merværdi til hendes referencer, der let kan blive indforståede for en læser på 220 års afstand. Der er helt givet tale om et væsentligt historisk dokument, der - som jeg ser det - kan tjene til at perspektivere feminismens teoretiske historie og belyse de udviklingsspor, dette enorme forskningsfelt har fulgt siden - hvis det altså er det, der er udgivernes mening med bogen?
Savner refleksioner Som læser savner man langt mere udfoldede refleksioner indledningsvis end dem, litteraturforskeren Tania Ørum leverer, og som tjener et tekst- og bibliografiintroducerende formål. Hvilket er fint, men ikke nok. Af nysgerrighed ja, men også fordi teksten sine steder faktisk er krævende læsning, ville det for de fleste ikkeindviede læsere være kærkomment med bud på, hvorfor værket skal genoversættes og udgives i 2012.
En hjælpende hånd Hvad gør Wollstonecraft relevant i dag? Ønsker Bratt Østergaard at relancere værket? Fordi tekstens ideer og argumenter for kvinders rettigheder kan perspektivere dagens kønspolitiske diskussioner om fædreorlov og kvinder i bestyrelser? Eller er hans motiv helt enkelt at sikre et væsentligt historisk dokuments overlevelse og tilgængelighed for fremtidig forskning? Dertil mangler man et par bemærkninger om, hvordan oversættelsen adskiller sig fra tidligere oversættelser. Ja, hvornår den i det hele taget er udgivet første gang på dansk? Kan sådan et værk klare sig alene uden en mere udfoldet og kommenteret indledning? Jeg tvivler. Medmindre man henvender sig til en meget snæver kreds af specielt interesserede, skal Wollstonecraft altså have en hjælpende hånd. Hun ville have slået sig i tøjret, havde hun læst dette. Men med lidt assistance holder hendes refleksioner og sylespidse humor langt ind i fremtiden. FACEBOOK