En af dem, der ved mest om tyrkisk litteratur lige nu, er Amy Spangler i Istanbul. Hun har sammen med tre medarbejdere opbygget det lille agentur Anatolialit, der promoverer tyrkiske forfattere til udgivelse i udlandet. Jeg møder hende i lokalerne på adressen i Kadiköy på den asiatiske side af Bosporus. Spangler er amerikaner og har levet i Tyrkiet siden 1999. Hun er en spinkel kvinde i trediverne. Hun tager imod med stor beredvillighed, rydder plads omkring et bord med stabler af bøger, skænker te i små glas og tager så fat på at fortælle om de forfattere, hun har i sin stald. Hun forklarer, at der har været en stigende interesse fra forlag i Vesten, ikke mindst i kølvandet på Orhan Pamuks nobelpris i 2006. LÆS OGSÅTyrkere kan ikke tåle William S. Burroughs Den fik sat Tyrkiet på det litterære verdenskort, og det tyrkiske kulturministerium har nu lanceret et støtteprogram, som betaler 80 procent af oversættelseshonoraret, når en forfatter skriver kontrakt med et udenlandsk forlag. Hvilket også er livsgrundlaget for en virksomhed som Anatolialit. Spangler tegner kontrakter med engelske, tyske, bulgarske, arabiske, græske, rumænske forlag, men, nej desværre, indtil videre ingen danske. Ny bølge 'efter Pamuk' Der er i disse år en talentbølge af yngre forfattere, siger Spangler. Det er forfattere, der skriver på en ny stærk selvbevidsthed og med en eksperimenterende energi, der ikke nøjes med at gå i én retning. Det er den generation, der nu er i trediverne og fyrrerne. Det vil sige dem, der var børn under statskup i 1980'erne og unge med EU-forhandlinger, nyliberalisme og voksende islamisk populisme. Det er også dem, der er vokset op med nettet, Facebook og blogs side om side med statskontrol og censur. Hvordan opfatter denne generation sig selv i forhold til Vesten? Ja, siger Spangler, det spørger vestlige journalister altid om. Men for det første er det ikke specielt forholdet til Vesten, der optager disse forfattere, det er nærmere dette spørgsmål: Hvem er vi? Hvem er tyrkerne? Og for det andet er 'identitet' for mange forfattere meget mere noget, der har at gøre med nye måder at bruge sproget på. Hvem er tyrkerne? Elif Shafak var den første efter Pamuk, der fik stor international opmærksomhed. Hun har fået masser af publicity og et stort publikum med bestsellerromanerne 'The Bastard of Istanbul' (2006) og 'Forty Rules of Love' (2008). Den sidste er kommet i et oplag på 550.000, hvilket er mere end nogen af Pamuks. Herhjemme udkom 'Bastarden fra Istanbul' i 2009, dog uden den store opmærksomhed. Romanen handler om en slægtsgåde, der rammer ind i et kollektivt traume, nemlig det armenske folkemord i 1915, som er et af de sorte kapitler, der er slettet fra den officielle tyrkiske historie. Shafak blev efter udgivelsen stævnet for retten, tiltalt for 'utyrkisk sindelag', og selv om anklagen blev frafaldet, siger det jo noget om det problem, hun beskriver. I romanen drager den unge amerikaner Amy/Armanoush til Istanbul for at opspore sine armenske rødder og havner hos den farverige tyrkiske familie Kacanzi. Familien er lutter velvilje, hvilket skildres i episoder med superb komik. Det er kulturmødet mellem Øst og Vest som sitcom a la 'Friends'. Datteren Aysia vrænger først ad den vestlige feminist, der ser muslimsk kvindeundertrykkelse alle vegne. Men de to bliver forbundsfæller i deres kamp mod de fortrængninger, deres liv er spundet ind i, og som hindrer dem i at forstå, hvem de er. Deportationen af den armenske befolkning, som sendte Armanoushs forfædre til USA, og den incest, som Aysia er resultatet af, er noget, man ikke taler om. Familielivet er centreret om det tyrkiske middagsbord og tv samt et usynligt formynderi, der sætter alting på plads med ordsprog, overtro og nedarvede ritualer. LÆS OGSÅNorman Mailer er en sand fryd som forfatterreporter Shafak, der selv er diplomatbarn og delvis opvokset i Vesten, har et kærligt blik for paradokserne og mytomanien i det traditionelle tyrkiske liv, og hun skildrer det med en sproglig fabuleren, der trækker netop på de ressourcer. Bogen er på én gang en kærlighedserklæring til Istanbul og en drøj analyse af tyrkisk politisk mentalitet. Grusomhedens teater En andet vigtigt navn er den kvindelige forfatter Shebnem Isigüzel, hvis romaner også er stærkt fabulerende, men mens Shafaks er situationskomedie, er Isigüzels grusomhedens teater. Romanen 'Losseplads' (2005/ tysk udg. 2008) handler om vrangsiden af det nyliberalistiske samfund. Bogens hovedperson Leyla er et skakgeni i verdensklasse, partner med Kasparov og på vej til en international karriere, men er siden endt på gaden i Istanbul. Leyla er en taber i det sociale skakspil, men dronning over storbyens udstødte. Fortællingen er forskellige forsøg på at opspore grunden til Leylas deroute, men hver gang forsvinder sporet i et punkt, hvor handlingen overtages af andre figurer. Der er både den herskesyge dirigent Maestro og de to kvinder, der rivaliserer om at skrive Maestroens biografi, og der er historien om den bortførte baby. Fortalt af en fortæller, der hele tiden er et skaktræk foran og lokker læseren videre i bogens fun- og horrorlabyrint. Hver episode er et nyt afsnit af alles kamp mod alle, isnende komisk og skræmmende brutalt. F.eks. i scenen, hvor Leyla følger en skakturnering på storskærm på Taksimpladsen. Midt i mængden overfaldes hun af den onde Ulvemand, der skambider hendes køn og slæber hende blodig ned ad trappen til det underjordiske pissoir. I sidste øjeblik får Leyla øjenkontakt med skakguden Kasparov på skærmen, men selv han formår ikke at redde hende fra det onde. Forsøg med blog-roman Som Amy Spangler siger, søger mange forfattere et nyt forhold til selve det at fortælle. Ikke mindst fordi den socialrealistiske genre har domineret så længe. Tyrkiske forbilleder er Pamuk og de lidt ældre modernister Ahmet Hamdi Tanpinar og Oguz Atay. Og inspirationen fra Vesten kommer typisk fra Calvino, Fowles, Eco, Borges, Jelinek, Michel Houellebecq, hvorimod den nutidige amerikanske roman ikke, som herhjemme, spiller en dominerende rolle. LÆS OGSÅNobelprismodtager skal betale fornærmelsesbøde til Tyrkiet Spangler introducerer mig til Murat Gülsoy, som trækker på disse inspirationer. Jeg træffer ham på en café i byens centrum, lige over for Tünel-stationen, og vi snakker sammen over adskillige kopper kaffe og teglas. Gülsoy har en karriere som ingeniør i biomedicin, men har været virksom som forfatter, siden han startede tidsskriftet Hayalet Gemi (Spøgelsesskibet), som var et vigtigt rugested for unge forfattere i 1990'erne. Elif Shafak var f.eks. fast bidragyder. Hendes egne romaner kredser om den måde, fiktionen griber ind i hverdagens mest banale situationer på, og om, hvordan vi hver især og kontinuerligt er i gang med at fortælle og redigere historien om os selv. Titl en på hendes sidste roman 'En uges venlighed i Istanbul' er også titlen på en billedkollage af den franske surrealist Max Ernst. I plottet anstiller hovedpersonen et eksperiment og lader en kreds bekendte nedfælde deres associationer til de mystiske billeder. En slags Rorschach-test, der viser, hvordan alle personer fortolker det samme billede forskelligt alt efter sjæletilstand og erfaringer. Fortællingerne vokser ind i hinanden og tager styringen fra forsøgslederen, der må finde sig i at se passivt til, mens en magtkamp om at definere egen og andres identitet udløses af den uskyldige selskabsleg. På mit spørgsmål, om der ligger en politisk kritik i dette tema, smiler Gülsoy venligt til mig. Jo, jeg har ret i, at censuren og den 'big brother'-atmosfære, der omgiver forfattere og intellektuelle i Tyrkiet, er et demokratisk problem. Men som Gülsoy ser det, er det virkelige problem mere upåagtet, nemlig at dette samfund ikke har nået at omstille sig i takt med den bratte udvikling i 90'erne af globale medier og løsslupne markedskræfter. Vi bliver tilbudt uendelige muligheder og lige så mange illusioner om det gode liv og hurtig succes. Det, Gülsoy vil vise med sine bøger, er, at fiktion og hverdag lever sammen i utallige overgange, og at vi selv kan gribe ind og blive aktive fortællere i dialog med andre. I den sammenhæng giver det god mening, at hans seneste roman er en 'blog-roman'. LÆS OGSÅPamuk hylder kvinden og Istanbul i metaroman Hver dag lægger han et nyt afsnit på sin blog af romanen, hvis hovedperson er en mand, der lider af Alzheimers og oplever, hvordan sproget går i stykker og forvandler hans verden. På bloggen skriver læserne deres kommentarer og forslag til næste afsnit etc., altså en på alle måder inviterende fortælling. Dog desværre kun, hvis man læser tyrkisk. På Anatolialits website www.anatolialit.com kan man læse klip af forfatternes tekster i engelsk oversættelse. De fleste af Shafaks romaner findes på engelsk, af Isigüzels og Gülsoys forfatterskaber er et enkelt værk kommet på tysk. Men måske får Amy Spangler held med at promovere mange flere forfattere og oversættelser. Vi har brug for den tyrkiske litteratur, der skrives i disse år, mener hun. Fordi den er talentfuld og elementært spændende, og fordi den fortæller historier fra en anden vinkel end dem, vi er vant til at høre. Det er også en forskel, Shebnem Isigüzel er optaget af. Verden er set fra en anden kant i hendes romaner end i vestlig litteratur, og grænsen mellem Øst og Vest går et andet sted. Hun siger i et interview, at hun skriver fra Øst mod Vest. Fabuleringen har hun med sig fra sin tyrkiske opvækst, den litterære form har hun lært af sine vestlige læremestre. Men, siger hun: det er Østen, der giver min fortælling vinger! Men for det første er det ikke specielt forholdet til Vesten, der optager disse forfattere, det er nærmere dette spørgsmål: Hvem er vi? Hvem er tyrkerne?