I 1919 lærte danskerne et nyt ord: 'wienerbarn'. Nu er det gået ud af sproget, og det skal vi næppe beklage, fordi det i praksis stod for nød, elendighed og savn. Men journalist Susanne H. Knudsen vil fastholde det lidt endnu for at mindes et fint stykke dansk humanitært hjælpearbejde.

På rekreation i Danmark
Efter Første Verdenskrig var Østrig det krigsførende land, der led mest under krigens virkninger. I 1919 døde 53.000 wienere af kulde, sult og sygdom, heraf 60 pct. børn, endnu 150.000 børn var underernærede. Amerikanere kom til undsætning, men også organisationer som Komiteen for Wienerbørns Ophold i Danmark og Kollegahjælp.

Vi fratager asylbørn deres rettigheder I efteråret 1919 kom de første 520 børn på rekreation i danske hjem, og det blev til nye 500-600 børn hver måned, før det ebbede ud fra 1922. I alt fik danske lokalkomiteer organiseret 20.000 ophold, mange børn kom flere gange, og på højden i 1920 var 6.000 små østrigere i Danmark. Faktisk var der så stærk rift især om pigerne, at mange plejefamilier søgte at omgå reglerne for midlertidigt ophold (højst tre måneder) og helst ville adoptere deres plejebørn.