60digte, ét for hvert år i digterindens liv. Fra spædbarnets sansninger, flimrende som morgenlysets »skyggespil over tapetet«, til den modne digterindes »ord,/ der lyser som arret hud, hvor et livs kærtegn er indgraveret«. Fra starten er døden indskrevet: »Livet er døden, der kommer«, står der i digt 1, og digt 59 slutter således: »Der er bare/ ét liv/ og et utal af forsøg/ på tilvænning/ til den død, der ikke er langt fra fødslen«. Blide og brutale berøringer I digt 27 er den unge kærligheds »vintereventyr« allerede et knugende koldt landskab, hvor to mennesker graver hver sin gang gennem sneen med bevidstheden om at skulle »forsvinde/ i hver sin død,/ ligge under jorden/ på hver sin ø,/ du på Fyn, jeg på Sjælland«. I digt 24 sidder den studerende en nat blandt præparerede ligdele i en rus af poetisk inspiration, indtil et færdigt digt stirrer på hende, og hun er »alene tilbage mellem formløse skygger, /hvor den griber ud igen, døden – /med mulighed for at indgå/ i samlingen på Anatomisk Institut«.
LÆS OGSÅ Ny Tafdrup-roman stiller for mange spørgsmål
Samlingens komposition, hvor vi i flimrende, kalejdoskopisk, stadig mutation bevæger os fra år 1 til år 60 ad poesiens billedstrøm, giver i sig selv læseren denne fornemmelse af, at der ikke er langt fra fødsel til død.
Men også af, at der er masser af liv og sansning og nedbrydning og genfødsel på vejen derhen. At ordene både er ar efter sår og spor efter kærtegn, født af livets både brutale og blide berøringer. Kontrasternes møde Digtsamlingens titel, ’Salamandersol’, får sin poetiske forklaring præcis i bogens (og livets) midte, i digt 30. Her bliver salamanderen billede på en nærmest alkymistisk forvandling, »et livgivende og skånselsløst møde«, hvor is møder ild, hvor »bundfrosne bogstaver tør op«, og »ord syder og vågner/ i flammer«.
