Følelsen af fællesskab er væk, skriver Rasmus Navntoft om det politiske Europa. EU er forvandlet til et »skamskudt symbol« på oplysningstidens naivitet.
Manglende balance Årsagen til den politiske og kulturelle død i Europa ligger i en mangel på balance: Fornuft, oplysning, den snorlige opskrift på demokrati og stadig bedre samfund har fortrængt livets urkræfter, hele den sydende og boblende masse af førcivilisatorisk dæmoni, mysticisme, instinkter og drift. Fortrængninger hævner sig, ridser og flår i de gode miners limpolitur. I Europa: bliver til nationalisme, fremmedangst, antidemokratiske tendenser. LÆS OGSÅEuropa må gøde sin jord i stedet for at pine den Der er noget skematisk over analysen, men også noget effektivt og klargørende. Lad os nu bare sige, at det i store træk er sådan, det er fat.
Balancepunkt i ny humanisme Et tilsvarende billede kan Rasmus Navntoft overbevisende og i idehistorikerens ubekymrede marchhøjde læse ud af Thomas Manns forfatterskab. Og han kan ved forfatterskabets afslutning pege på en løsning: et balancepunkt i en ny humanisme. Afsættet for den ambitiøse sammenligning er Manns store debutroman fra 1901, ’Buddenbrooks’. Med den tager vi afsked med det gamle borgerskab, konkret den lübeckske købmandsfamilies storhed, på det vigtigere overførte plan med en pligt- og arbejdsmoral, der tilsidesatte det individuelle til gavn for det almene, det vil sige samfundet. Efter sammenbruddet spirer lysten, morskaben, det ansvarsfri. Og det irrationelle, berusende og destruktive. På den måde tager historien sit lange tilløb over Weimarrepublikkens dekadente festligheder til nazisme og dødekult. Skematisk beskrevet.
Civilisationen uden fernis Mann følger op i den delvis selvbiografiske, i hvert fald selvspejlende, roman ’Døden i Venedig’ med billedet af den respektable forfatter og pligtdragon Aschenbachs fortabelse i en homoerotisk besættelse og undergangs- og opløsningsfantasier. Det er civilisationen uden fernis. Det ejendommelige ved Mann, set med nutidige danske øjne, var hans egen meget langsomme besindelse på den kedsommelige oplysning og hans bare delvise fodslag med »civilisationslitteraterne«, som var hans skældsord for demokratiets naive fortalere. Nogenlunde at oversætte med »pladderhumanister«. LÆS OGSÅKunst er det umuliges politik Han kunne aflæse dæmonien og det selvdestruktive set i Aschenbachs perspektiv. Det var hans tragiske erkendelse af pligtmoralens og borgerskabets svaghed. Men han holdt uforandret på det særligt tyske, inklusive det irrationelle og mytologisk-romantiske, helt frem til afslutningen på Første Verdenskrig. Civilisation var indtil da noget bras.
Organisk humanisme Omslaget læser Rasmus Navntoft ud af den store roman ’Trolddomsbjerget’ (1924). Hovedpersonen Hans Castorps syv år lange ophold på et schweizisk sanatorium er en erkendelsesrejse for ham selv og for læseren; liv og død, oplysning og romantik er ikke hinandens modsætninger, men komplementære størrelser, spundet ind i hinanden. Det betyder i argumentationens samfundsspor, at mytologi og irrationalitet godt kan tjene demokratiet, ja, betinger det. Fænomenet kalder Navntoft »organisk humanisme«. De lange linjer i Thomas Manns forfatterskab er trukket forbilledligt klart, og som fortolkning af frontstillinger i den aktuelle europæiske situation er bogen både klarsynet og forfriskende. Mellem nyliberalisme og nationalisme En analyse af de højst paradoksale alliancer mellem nyliberalisme og nationalisme, der prægede dansk politik under Fogh Rasmussens regeringer, kan det anbefales at klippe ud og tage med sig i lommen til daglig påmindelse. Til gengæld virker de afsluttende forsøg på at mage civiliseret oplysningsgods med kristelig og førkristelig tradition À la Manns organiske humanisme som skitser tegnet i den tynde luft. Her kunne Navntofte godt komme igen med stærkere bud. Hvordan gør man egentlig? FACEBOOK