Knud Wollenberger og Vera Lengsfeld blev begge født 1952.
Han i en yderst privilegeret akademikerfamilie, nu bosat i Østberlin og med dansk pas på grund af sin danske mor, hun provinsbarn og systemtro opdraget. De blev gift i 1980 og fik to sønner, og ægteskabet virker lykkeligt. På intet tidspunkt afslører Knud, at han siden 1970 (under navnet ’Donald’) har været en nidkær uofficiel meddeler for Stasi, først i afdelingen for kontraspionage blandt de diplomater, han via sit danske statsborgerskab havde adgang til, siden i bekæmpelsen af den interne opposition, hans kone efterhånden befandt sig i centrum af. Det stod på, til han blev afsløret i 1992 og hun ville skilles. Alt, hvad familien – og dem, der stolede på den – foretog sig, blev rapporteret til Knuds føringsofficer, som siden hævdede, at han kendte Knuds kone bedre, end hun kendte sig selv ... Ingen empati Det er kernen i det ’Stasidrama’, den danske østblokkender Mikael Busch (født 1962, cand.mag. i tysk og sprogofficer i polsk) netop har udgivet med titlen ’Knud og Vera’. Selv garvede folk har haft svært ved at sluge omfanget af forræderiet, nedrigheden og ufølsomheden i Knuds dobbeltliv og hans mangel på den mest rudimentære skam. Han var ikke engang særlig ideologisk; han var åbenbart først og fremmest interesseret i at føle sig interessant, i konspirationen og i pengene. Der faldt jævnlig beløb på mellem en femtedel og halvdelen af en østtysk månedsløn som erkendtlighed for hans ydelser.
