Da jeg åbnede denne bog, meldte der sig spontant en gammel oplevelse fra sidst i halvtredserne, da jeg for første gang var på en journalistrejse – til Berlin. Vi skulle ned at se det nye demokratiske Vesttyskland. Vi boede på et hotel midt i byen; udsigten til den ramponerede og røgsvedne baggård viste, at så længe var det ikke, siden krigen var slut. Jeg stod og barberede mig og fik øje på en ældre kollega, der gik rundt dernede og skrabede i jorden med både skosnuden og hælen. »Hvad lavede du«, spurgte jeg, da vi lidt efter sad bøjet over vores blødkogte æg. Han sendte mig et tvetydigt smil: »Man ved jo aldrig …«. Han gik i stå. »Hvad ved man aldrig?«. » … om man er heldig og finde noget … øh … smykker. Eller tandguld«. Det rette navn for min kollegas bizarre motion i gården er – alt andet lige – gravrøveri. Det var ikke blot en klunser forklædt som distingveret journalist. Der stod et iskoldt pust ind fra verdenskrigen her midt i demokratiet og morgenmaden.
LÆS OGSÅ Nazister og fanger byttede plads efter krigen
Afdød med udgangstilladelse
Det systematiske gravrøveri i skyggen af holocaust er en af de undertitler, man kunne give denne nye bog om alle de omfattende røverier og andre tilvendinger af jødisk ejendom, der fulgte med – og på – holocaust.
Når trængslen var massiv på ramperne i Auschwitz, og kvægvognene ventede i hundredvis ude på banegårdsterrænet, tjente lokalbefolkningen stort på at sælge et krus vand til de smægtende.
Først blev vagterne bestukket med vodka og sex, så udveksledes der vandsjatter mod juveler gennem tremmerne. På samme måde lukrerede borgerne i byerne uden for ghettoerne af jødeforfølgelserne som pengeafpressere.
