Kirsten Hammann bor, som sin hovedperson Mette Mæt, i en rar lejlighed i det indre København med alle de fornødenheder, der skal til for at føre en behagelig storbytilværelse: dørtelefon, gårdhavemiljø, dejligt børneværelse, tv-stue og caffelatte med skum i spisekøkkenet. Og ligesom Mette med det selvtilstrækkelige efternavn vil forfatteren gerne gøre mere for dem, der ikke er født i et smørhul. Men hvor meget bliver det til for de fleste af os ud over et sponsorbarn og noget til raslebøssen, når der er indsamling? ’En dråbe i havet’ handler, som den forrige, ’Fra smørhullet’, om vores gode viljer og slette spil.
Slukker du for hungerkatastrofen
Mette vil gerne ændre verden og gøre de rigtige ting, men på den anden side er det så besværligt. Viljen til at hjælpe bliver væk i magelighed, rødvin, sex med manden og film i tv’et.
Det er denne apati og egoisme hos et ellers velmenende folkefærd, Kirsten Hammann udstiller og indrømmer, at hun selv er en del af. »Når jeg hænger Mette ud, overdriver jeg også de værste sider i mig selv. Og ikke engang overdriver, for jeg må indrømme, at jeg også selv er en egoistisk skid. Jeg vil af et rent barnligt hjerte meget gerne hjælpe, men jeg kan også finde på at slukke for fjernsynet midt i en hungerkatastrofe. Det skal vi jo også kunne, ellers ville vi blive skøre og løbe rundt i gaderne og råbe: »Hjælp de fattige«, ligesom den sære dame i min bog. Det var nok sådan, vi burde gøre, men hun er jo tosset og sidder på et herberg. Hun er som barnet og den fulde mand, der siger sandheden«. Smørhullets svøbe Kirsten Hammann er endda i tvivl om sine egne motiver til at skrive en roman om ulandene: »Jeg ville gerne beskæftige mig seriøst med ulandene, og så alligevel tænkte en anden del af mig: »Ah for helvede, det gider jeg ikke, hvorfor er jeg tvunget til det?«. Det er sådan et borgerligt ombud, en værnepligt. Det er det dilemma, der kører igennem bogen, og det, som mange af os nok sidder i til hverdag«, siger Kirsten Hamman og understreger, at hun ikke er ulandsekspert. »Jeg går kunstnerisk til det og forsøger at beskrive, hvordan et vestligt menneske prøver at forstå verden. Og får den trukket hjem, så det foregår på et hotel i København – for at konkretisere og for bedre at forstå det selv«. Hun hentyder til, at ulandene i ’En dråbe i havet’ er lige inde på den anden side af døren til værelse 516 på Hotel Astor. Her har et mystisk nødhjælpsforetagende gang i et virtuelt eksperiment, som Mette bliver inddraget i, fordi hun researcher til en bog. På den måde kan Mette både besøge nødlidende i den tredje verden og nå hjem til aftensmad. Mette er dum, Mette er dansk Det er Kirsten Hammanns varemærke at skrive samtidsromaner, at være optaget af det moderne, orienteringsløse menneske, der har svært ved at begå sig og helst hopper over, hvor gærdet er lavest. I de seneste bøger med en fortællerstemme, der kan minde om den i Per Højholts Gitte-monologer. »Mette er naiv og ærlig, både lidt dum og lidt klog. Jeg er nogle gange flov over, at jeg ikke er mere intellektuel, og den stemme gør, at jeg tør sige nogle meget banale ting«, siger Kirsten Hammann. Mette ender med at gøre mere skade end gavn ved sin halvhjertede ulandshjælp, da hun kommer til at sende en hel afrikansk familie ud i uvisheden i den ulandsroulette, som døren på Hotel Astor har udviklet sig til. Mette er dum, Mette er dansk. Hun hedder endda Mette, ligesom Mette fra den gamle læsebog ’Søren og Mette’.
