0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv en julegave, der glæder langt ind i det nye år. Giv et abonnement på Politiken

Hammann: Jeg er også selv en egoistisk skid

Verdens fattige er nemme at glemme. Men hvad nu, hvis de stod lige på den anden siden af døren, spørger Kirsten Hammann.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

»Jeg må indrømme, at jeg også selv er en egoistisk skid. Jeg vil af et rent barnligt hjerte meget gerne hjælpe, men jeg kan også finde på at slukke for fjernsynet midt i en hungerkatastrofe«, siger Kirsten Hammann.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kirsten Hammann bor, som sin hovedperson Mette Mæt, i en rar lejlighed i det indre København med alle de fornødenheder, der skal til for at føre en behagelig storbytilværelse: dørtelefon, gårdhavemiljø, dejligt børneværelse, tv-stue og caffelatte med skum i spisekøkkenet.

Og ligesom Mette med det selvtilstrækkelige efternavn vil forfatteren gerne gøre mere for dem, der ikke er født i et smørhul. Men hvor meget bliver det til for de fleste af os ud over et sponsorbarn og noget til raslebøssen, når der er indsamling?

’En dråbe i havet’ handler, som den forrige, ’Fra smørhullet’, om vores gode viljer og slette spil.

Det er denne apati og egoisme hos et ellers velmenende folkefærd, Kirsten Hammann udstiller og indrømmer, at hun selv er en del af.

»Når jeg hænger Mette ud, overdriver jeg også de værste sider i mig selv. Og ikke engang overdriver, for jeg må indrømme, at jeg også selv er en egoistisk skid. Jeg vil af et rent barnligt hjerte meget gerne hjælpe, men jeg kan også finde på at slukke for fjernsynet midt i en hungerkatastrofe. Det skal vi jo også kunne, ellers ville vi blive skøre og løbe rundt i gaderne og råbe: »Hjælp de fattige«, ligesom den sære dame i min bog. Det var nok sådan, vi burde gøre, men hun er jo tosset og sidder på et herberg. Hun er som barnet og den fulde mand, der siger sandheden«.

Smørhullets svøbe
Kirsten Hammann er endda i tvivl om sine egne motiver til at skrive en roman om ulandene:

»Jeg ville gerne beskæftige mig seriøst med ulandene, og så alligevel tænkte en anden del af mig: »Ah for helvede, det gider jeg ikke, hvorfor er jeg tvunget til det?«. Det er sådan et borgerligt ombud, en værnepligt. Det er det dilemma, der kører igennem bogen, og det, som mange af os nok sidder i til hverdag«, siger Kirsten Hamman og understreger, at hun ikke er ulandsekspert.

»Jeg går kunstnerisk til det og forsøger at beskrive, hvordan et vestligt menneske prøver at forstå verden. Og får den trukket hjem, så det foregår på et hotel i København – for at konkretisere og for bedre at forstå det selv«.

Hun hentyder til, at ulandene i ’En dråbe i havet’ er lige inde på den anden side af døren til værelse 516 på Hotel Astor. Her har et mystisk nødhjælpsforetagende gang i et virtuelt eksperiment, som Mette bliver inddraget i, fordi hun researcher til en bog. På den måde kan Mette både besøge nødlidende i den tredje verden og nå hjem til aftensmad.

Mette er dum, Mette er dansk
Det er Kirsten Hammanns varemærke at skrive samtidsromaner, at være optaget af det moderne, orienteringsløse menneske, der har svært ved at begå sig og helst hopper over, hvor gærdet er lavest. I de seneste bøger med en fortællerstemme, der kan minde om den i Per Højholts Gitte-monologer.

»Mette er naiv og ærlig, både lidt dum og lidt klog. Jeg er nogle gange flov over, at jeg ikke er mere intellektuel, og den stemme gør, at jeg tør sige nogle meget banale ting«, siger Kirsten Hammann.

Mette ender med at gøre mere skade end gavn ved sin halvhjertede ulandshjælp, da hun kommer til at sende en hel afrikansk familie ud i uvisheden i den ulandsroulette, som døren på Hotel Astor har udviklet sig til. Mette er dum, Mette er dansk.

Hun hedder endda Mette, ligesom Mette fra den gamle læsebog ’Søren og Mette’.

Fanget i smørhullet
Den ligger lige til højrebenet, den med foragten for smørhullet og nationalstaten Danmark. Måske derfor kan det komme bag på en, at Kirsten Hammann har skrevet en fædrelandssang, som står i Højskolesangbogen.

»Da jeg i 98 blev opfodret til at skrive en fædrelandssang, var jeg nødt til at sige ja, for lige i det år var jeg gået i gang med at lære de gamle sange igen. Alle dem, jeg elsker, fra da jeg var lille, og som jo handler om Danmark og sproget: ’Danmark nu blunder den lyse nat’ og ’Den dansk sang er en ung blond pige’, bare slå op under ’Danmark’ og ’fædrelandssange’. Så min egen handler om kærligheden til den danske sang. Jeg blev pludselig meget højstemt, men jeg mener det dybt alvorligt. Min mor har altid besunget Danmark og Norden, så jeg har fået fra hende, at det bare er det bedste sted at være«, siger forfatteren.

»Men jeg er også blevet fanget i smørhullet. Jeg kan sagtens sidde her og sige velkommen til alle, der vil være her, og det gør jeg, for det mener jeg, men det er jo ikke mig, der skal bo ved siden af dem. Og jeg kan sagtens sige, hvad er det dog for nogle slemme nogen, der holder jer udenfor, for her, hvor jeg bor, er der ikke nogen, der ødelægger tingene i gården. Men så er man ude i et lignende gårdmiljø i Nordvest og opdager, at der går det hele ud på, hvordan man kan bevare tingene, for der bliver de smadret«.

Fotos rammer i hjertet
Hammann researchede til sin roman gennem avisartikler og især fotos i Politiken og Weekendavisen. Mens hun taler, viser hun avisklip frem.

»Jeg bliver ramt af det her foto af manden med de sammensyede øjne, han ligger på et hospitalet i Rwanda, hans øjne er blevet stukket ud. Der er også et andet foto, hvor en ældgammel rynket kvinde bærer et lille barn på armen. Det har faktisk været den bedste research – at gå ind i billederne og skrive ud fra dem«.

Der var én artikel, hun ligefrem havde lyst til at skrive af i bogen.

»Det er et interview med den australske filosof Peter Singer, som opfordrer til, at vi skal give 10 procent af vores indkomst til verdens fattige. Det gør han selv, og det kan man sagtens undvære, hvis man ikke lige er bistandsklient. Alle de der undskyldninger – pengene går til diktatorerne, vi giver i forvejen mere end andre lande – fejer han af bordet. 10 procent af vores indkomst, sådan«.

Hvorfor gør vi det ikke?

»Fordi vi er selvoptagede og ret ligeglade med andre mennesker, især når de bor langt væk«.

Hvorfor gør du det ikke?

»Så kommer jeg med mine dårlige undskyldninger: Så skal alle I andre også gøre det, jeg vil da ikke stå og være den eneste. Men jeg synes godt, vi kan give mere – over skatten for eksempel«.

Forbrydelse og straf

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce