Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningB uguan baimaoheimao daizhu laoshu jiu shi haomao lyder måske ikke umiddelbart genkendeligt, men faktisk er det en af de mest indflydelsesrige læresætninger i nyere tid.
Den har været med til at skabe den verden, vi lever i i dag.
En god kat
Oversat til dansk betyder det nemlig: »Uanset om den er hvid eller sort, er en kat, der fanger mus, en god kat«.
Deng Xiaopings berømte metafor, som endegyldigt satte punktum for Kulturrevolutionens fanatisme og satte Kina på sporet af pragmatismen i Reform- og Forandringsbevægelsen, som nu har omskabt Kina til verdens næststørste økonomi.
LÆS OGSÅ
At Deng Xiaoping dekreterede Jiefang sixiang - Befrielse af tanken - er en af de store omvæltninger i andet bind af tegneserietrilogien 'Et kinesisk liv'. Bind 2 'Partiets tid' spænder over den relativt korte periode 1976-1980, og i forhold til de mange voldsomme begivenheder i første del af historien er omvæltningerne denne gang af mere fredelig karakter.
Det betyder, at den som tegneseriefortælling er knap så spændende som bind 1, men indholdet er interessant nok endda.
Revolutionerende synsvinkel
Det mest revolutionerende ved 'Et kinesisk liv' er synsvinklen.
Tegneren Li Kunwu og hans medforfatter P. Otié fastholder et indforstået blik, der fortæller om begivenhederne indefra og med datidens selvforståelse intakt.
Den 56-årige Li Kunwu har lært sin metier som propagandategner for systemet, og han er stadig medlem af Kinas Kommunistiske Parti og forstander for Yunnans Kunstnersammenslutning og Kinesisk Forskningsinstitut for Bladtegning.
Lune og drama
'Et kinesisk liv' er ikke propaganda, men den er heller ikke anti-autoritær. Den er nøgtern og fortæller med lune og drama fra en position, der gør det muligt at skildre de store problemer, hovedpersonen Xiao Li og andre revolutionære kinesere havde med at forstå de nye vinde.
Når alle dessiner fra Centralkomiteen pr. definition er eviggyldige sandheder, der skal adlydes ubetinget, skaber det naturligt nok nogen forvirring, når nye ideer brat afløser de gamle, som prompte stødes ud i Historiens mørke.
Arvelig klassestatus
Det er ikke let at være pligttro partisoldat i omskiftelige tider. Da slet ikke for en ung mand som Xiao Li, hvis hedeste ambition er at blive optaget i Kommunistpartiet og gøre sin far stolt, men som i sin bestræbelse hæmmes af, at bedsteforældrene var jordbesiddere og dermed 'sorte bastarder'.
At man på den måde betragtede klasse som et arveligt og uaftvætteligt kainsmærke er en bizar tankegang, som - også på den yderste danske venstrefløj - dengang var selvfølgelig.
LÆS OGSÅ
På det mere jordnære plan er det fornøjeligt, når den menige kineser i 1980 prøver at forstå de nymodens meldinger om, at man nu snart skal have eget badeværelse og toilet inden døre. Badeværelse? Hvad er dog det? For slet ikke tale om snak om egen bil i et land, hvor hungersnød og blind lydighed over for selv den mest katastrofale ordre indtil da har været dagens orden.
Systemskiftet
Den store begivenhed er systemskiftet under Deng Xiaoping. I sin stadig mere frigjorte, plastiske og varierede sort-hvide tuschstreg skildrer Li Kunwu Xiao Lis liv. Fortæller om faderen, der bliver løsladt efter ti år i lejr og prompte igen bliver højt placeret partfunktionær. Om Xiao Lis liv som fattig, frivillig landarbejder.
Han er længe om at opfatte det politiske skifte fra fanatisme til revisionisme. Tør man nu også tro på det, når man tidligere har oplevet, at ét forkert ord kunne sende folk i døden eller i lejr.
For Xiao Li og hans far er det stadigvæk Partiet frem for alt.
Men i løbet af de blot fire år 1976-80 er det blevet et andet parti og en anden tid. Bind 2 slutter med, at bogens tegner bliver født som kunstner, da Li Kunwus alter ego Xiao Li bliver ansat som karikaturtegner på Yunnan Dagblad og bliver sendt ud i gaderne med blok og pen.
Ikke for at lave propagandaportrætter af Formand Mao, men for i en ny og løsere stil at tegne de første turister, de ældgamle traditioner, som nu ikke længere er forbudt som reaktionære, og de nye udviklinger i samfundet, som står på spring. Som katte parate til at fange et endeløst antal computermus.
FACEBOOK
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
