Man forstår egentlig godt, at Maureen Corrigan var vred. I løbet af seks hektiske måneder havde den anerkendte journalist og litteraturkritiker læst mindst 300 amerikanske romaner og novellesamlinger. Vejet dem op mod hinanden, overvejet for og imod, sendt e-mail og holdt møder.
LÆS OGSÅ Pulitzerjury forsvarer nedstemte romaner
Til sidst var hun og to kolleger nået frem til tre værker, som de havde indstillet til en af årets mest prestigefyldte skønlitterære udmærkelser i USA, Pulitzer Price for Fiction. Vred på vegne af romaner Men da prisen i maj skulle uddeles sammen med de ca. 20 andre Pulitzerpriser, var der ikke kåret nogen vinder. Bestyrelsen havde ikke kunnet samle absolut flertal for nogen af de tre indstillede værker. »Jeg er vred på vegne af de romaner«, skrev Corrigan i Washington Post. »Der udkom et væld af gode romaner i 2011. Vi udpegede enstemmigt de tre nominerede. I vores fælles bedømmelse var disse meget forskellige romaner alle udsøgte værker«, tilføjede hun. Kritik af ukendte forfattere Blandt de tidligere prismodtagere er Ernest Hemingway og en lang række andre prominente amerikanske forfattere. De nominerede i år var ikke navne, der er kendt i brede kredse. Et af værkerne - Dennis Johnsons ’Train Dreams’ - havde været trykt i en kortere udgave i et parisisk litteraturmagasin for nogle år siden. Og var den ikke for kort til at være en roman?







