0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De gamle går ved siden af os moderne

Republikanske idealer hører også med i en god demokratikanon. Ny bog giver en fin fremstilling af moderne republikanisme og dens arv fra antikken.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 1300-tallet genfødtes antikken, ’renæssancen’ kaldte man siden denne kulturelle revolution, som blev introduceret af den italienske digter Petrarca.

Den åbnede for en værdidebat, hvis deltagere med stigende mod vejede det moderne mod det antikke. Debatten kulminerede i 1600-tallets og 1700-tallets Frankrig under betegnelsen ’Striden mellem de antikke mennesker og de moderne’, og den fik verdenshistorisk betydning med den amerikanske og den franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Det er takket være denne strid, at vi i dag ejer begreber som demokrati og republik.

Denne debat er livsvigtig for vores forståelse af demokrati, humanisme og menneskerettigheder. De gamle går ved siden af os moderne. Det ser vi i dag i Kulturministeriets demokrati-kanon. Men den klassiske filolog Mogens Herman Hansen har viet et langt forskerliv til denne tradition. Han fortæller os til stadighed, hvorfor antikken er så væsentlig, og det på en måde, der river interesserede med.

Nu har han i en lille, letlæst bog kaldt striden mellem de gamle og de moderne til live igen. Anledningen er en politisk retning, der har udviklet sig de seneste 30 år og nu gør sig gældende med en vis kraft, om end måske på en uventet kant, nemlig i diskussionen om andre kulturers integration i den europæiske civilisation.

Den antikke verden
Mogens Herman Hansen er fascineret af denne ’republikanisme’, netop fordi den knytter an til den antikke verden, der er hans speciale. Den forsvarer højlydt det repræsentative demokrati som den eneste acceptable samfundsform. ’Republikanisterne’ advarer mod direkte demokrati, der ender i massetyranni og vilkårlighed.

For ret at forstå diskussionen kunne forfatteren mere tydeligt have tilkendegivet, at ordet ’demokrati’ i 1770-tallet og begyndelsen af 1800-tallet opfattedes som direkte demokrati, præcis som amerikaneren Tom Paine formulerede det under den franske revolution i 1792, da han skelnede mellem repræsentation og demokrati.

Republikanismen lægger imidlertid vægten på samfundsborgeren, medborgeren, snarere end på individet og privatmennesket i demokratiet. Den kræver af sine tilhængere, at de aktivt forsvarer folkestyret og fædrelandet, og at de er opfyldt af ’borgerdyd’, for at bruge et ældre, men udmærket udtryk.

De demokratiske republikker blev idémæssigt og konkret til i kamp mod enevælden og stændersamfundet. Den politiske liberalisme er først og fremmest et opgør med konservatismen, der dengang som i dag nødigt slipper sine privilegier. Republikanismen kan bidrage til, at det ikke går i glemmebogen.

Negativ og positiv frihed
Diskussionen af liberalt kontra republikansk demokrati blev tilspidset af den moderne engelske filosof Isaiah Berlin i et omdiskuteret essay fra 1958 om skellet mellem såkaldt negativ og positiv frihed i et folkestyre. Det første er den individuelle frihed til at forfølge sin egen lykke, som det hedder i den amerikanske uafhængighedserklæring. Det andet er borgerens politiske medindflydelse. Berlin, der var en liberal tænker, så de to former for frihed som hinandens modsætninger, og han drev sin tankegang så langt ud, at Rousseau og Kant blev gjort til fortalere for totalitarismen.

Mogens Herman Hansen påviser, at Berlins skelnen er uvidenskabelig, uhistorisk og forkert. Den påståede modsætning eksisterer ikke. Derfor er det ikke uliberalt, når republikanister kræver, at vi tager aktivt del i samfundslivet, at vi sætter fælles mål frem for individuelle, og at vi ikke opfatter den demokratiske stat som værdineutral.

Men her løber republikanisterne åb