I 1300-tallet genfødtes antikken, ’renæssancen’ kaldte man siden denne kulturelle revolution, som blev introduceret af den italienske digter Petrarca.

Den åbnede for en værdidebat, hvis deltagere med stigende mod vejede det moderne mod det antikke. Debatten kulminerede i 1600-tallets og 1700-tallets Frankrig under betegnelsen ’Striden mellem de antikke mennesker og de moderne’, og den fik verdenshistorisk betydning med den amerikanske og den franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Det er takket være denne strid, at vi i dag ejer begreber som demokrati og republik. Denne debat er livsvigtig for vores forståelse af demokrati, humanisme og menneskerettigheder. De gamle går ved siden af os moderne. Det ser vi i dag i Kulturministeriets demokrati-kanon. Men den klassiske filolog Mogens Herman Hansen har viet et langt forskerliv til denne tradition. Han fortæller os til stadighed, hvorfor antikken er så væsentlig, og det på en måde, der river interesserede med. Nu har han i en lille, letlæst bog kaldt striden mellem de gamle og de moderne til live igen. Anledningen er en politisk retning, der har udviklet sig de seneste 30 år og nu gør sig gældende med en vis kraft, om end måske på en uventet kant, nemlig i diskussionen om andre kulturers integration i den europæiske civilisation. Den antikke verden Mogens Herman Hansen er fascineret af denne ’republikanisme’, netop fordi den knytter an til den antikke verden, der er hans speciale. Den forsvarer højlydt det repræsentative demokrati som den eneste acceptable samfundsform. ’Republikanisterne’ advarer mod direkte demokrati, der ender i massetyranni og vilkårlighed. For ret at forstå diskussionen kunne forfatteren mere tydeligt have tilkendegivet, at ordet ’demokrati’ i 1770-tallet og begyndelsen af 1800-tallet opfattedes som direkte demokrati, præcis som amerikaneren Tom Paine formulerede det under den franske revolution i 1792, da han skelnede mellem repræsentation og demokrati. Republikanismen lægger imidlertid vægten på samfundsborgeren, medborgeren, snarere end på individet og privatmennesket i demokratiet. Den kræver af sine tilhængere, at de aktivt forsvarer folkestyret og fædrelandet, og at de er opfyldt af ’borgerdyd’, for at bruge et ældre, men udmærket udtryk. De demokratiske republikker blev idémæssigt og konkret til i kamp mod enevælden og stændersamfundet. Den politiske liberalisme er først og fremmest et opgør med konservatismen, der dengang som i dag nødigt slipper sine privilegier. Republikanismen kan bidrage til, at det ikke går i glemmebogen. Negativ og positiv frihed Diskussionen af liberalt kontra republikansk demokrati blev tilspidset af den moderne engelske filosof Isaiah Berlin i et omdiskuteret essay fra 1958 om skellet mellem såkaldt negativ og positiv frihed i et folkestyre. Det første er den individuelle frihed til at forfølge sin egen lykke, som det hedder i den amerikanske uafhængighedserklæring. Det andet er borgerens politiske medindflydelse. Berlin, der var en liberal tænker, så de to former for frihed som hinandens modsætninger, og han drev sin tankegang så langt ud, at Rousseau og Kant blev gjort til fortalere for totalitarismen. Mogens Herman Hansen påviser, at Berlins skelnen er uvidenskabelig, uhistorisk og forkert. Den påståede modsætning eksisterer ikke. Derfor er det ikke uliberalt, når republikanister kræver, at vi tager aktivt del i samfundslivet, at vi sætter fælles mål frem for individuelle, og at vi ikke opfatter den demokratiske stat som værdineutral. Men her løber republikanisterne åbne døre ind. Den demokratiske stat er ikke værdineutral. Den hviler på en tradition eller ligefrem en forfatning, der udtrykker FN’s menneskerettighedserklæring og kræver lighed for loven og tolerance. Patriotisme og universalisme Ingen demokratisk forfatning kan acceptere apartheid – hverken over for folk af en anden hudfarve, race, religion eller køn – det sidste er ikke mindst vigtigt i integrationsdebatten. Når det liberale demokrati adskiller stat og samfund, skyldes det netop, at staten nu er en forfatning (og en geografisk ramme om denne forfatning), der giver lighed for loven. Den er ikke ’mig’, som Solkongen hævdede. Lighed for loven kan og må udfolde sig inden for rammerne af en stat og et statsborgerskab. Derfor er der heller ikke, som republikanisterne påstår, en modsætning mellem patriotisme og universalisme. Man må derfor snarere opfatte republikanisme, som den fremstilles af Mogens Herman Hansen, som et borgerværn omkring demokratiske værdier, eller skal vi sige en årvågen demokratisk offentlighed. Men risikoen for, at borgerdyd ender i selvretfærdighed, er unægtelig stor. Allerede Sokrates viste, at det ikke er muligt at fastholde en bestemt borgerdyd eller opfattelse af de værdier, der bærer samfundet – altså ’de gamle skikke’. Han betalte med sit liv for at bore i sine medborgeres selvsikkerhed. Han vidste, at han ikke vidste noget. Underforstået: Han vidste ikke, hvad der var det gode, men hans ’indre stemme’ fortalte ham, hvad det onde var. Længere kan vi aldrig komme, republikanister heller ikke.