Der skal noget til, før en romandebutant får Augustprisen, den svenske forlæggerforenings årlige litteraturpris, opkaldt efter Strindberg, forstås, og siden starten i 1989 bl.a. tildelt sværvægtere som P.O. Enquist og Kerstin Ekman.
Men det, som i 2011 skaffede den i år 47-årige Tomas Bannerhed plads i det ærefulde selskab, foruden en stribe andre ærespriser, er også noget særligt: Bannerhed kan opbygge bange anelser. Ikke som i en kriminalroman, men som i familier, hvor katastrofen lurer.
Knækket selvværd
Klas hedder den 12-13-årige knægt, hvis synsvinkel vi følger, fra starten sågar gennem en kikkert. Egentlig kigger han efter fugle, men i synsfeltet dukker hans far op midt i den støvsky, som hans traktor med harven rejser over de usle marker, familien har forpagtet gennem flere slægtled.
Så usle tønder land tørvejord, at farens bekymringer er blevet til tvangstanker om kommende naturkatastrofer, tørke, coloradobilleangreb – en kronisk depressiv tilstand, som familiens bange anelser er knyttet til: Katastrofen truer ikke udefra, men indefra, i farens sind.
Fuglekiggeriet er Klas’ flugt fra en skæbne som farens og farfarens efterfølger i plovfurerne.
LÆS OGSÅ Ungdomsnoir er ikke mindre dyster end Cormac McCarthy
Drengen søger ud i skoven, og han kender dem alle: sangdroslen, grønspætten, hornuglen, gøgen – og rørdrummen frem for alt.
Det er endda sammen med den nye pige i klassen, Veronika fra Stockholm, at han en sommernat har held til at finde den sky og sjældne fugl. En drøm om et andet liv.
Drømmen om glæde og stolthed har hans formørkede far også næret engang, aner vi i den stålsat optimistiske mors kærlige tålmod med sortseeren såvel som i korte glimt af kontakt mellem far og søn ude i naturen.
Men sortsynet får overtaget, og faren må indlægges. Medicineringen hjælper, men i mellemtiden har en lokal løsarbejder kunnet udfylde hans arbejdsfunktioner, og hele landsbyen ved besked om turen til statshospitalet. Farens selvværd er knækket – hvor længe holder han?
Fuglesymbolik
Mere skitseagtige figurer omgiver dette intense familiedrama: nogle lokale mænd i forskellige aldre og grader af afstumpethed og Veronikas far med en eksotisk, hovedstadsagtig og akademisk version af landbofarens karaktersvækkelse.
I dette alt andet end forbilledlige mandeselskab vælger Klas at ligge »med høreværnet på«, i enhver betydning, og studere fugle: Vinhejre. Tennesseesanger. Bøffeland. Hærfuglelærke. Den gode oversætter har haft sit hyr med fuglehåndbøgerne.
Høreværnet skyldes konkret, at faren er flyttet ud i fyrrummet, hvor han fyrer, så det rumsterer i alle husets rør, hvis han da ikke står i bar skjorte midt om natten og sorterer skrot ude bag gården i pandelygtens uhyggelige skær, mens ravnene skriger for hans indre øre.
LÆS OGSÅ Åndeløst smuk billedbog er en sær åbenbaring
’Ravnene’ er sprogligt et mesterligt billede af en psykose i begyndende udbrud. Generationskonflikten omkring landbrugets afvikling foregår vel her i 1970’ernes begyndelse, forfatterens egne barndomsår, men vil minde danske læsere om Jens Smærup Sørensens bøger, senest afstand og hengivenhed mellem bondefar og akademikersøn i ’Hjertet slår og slår’ fra sidste år.
Hos Bannerhed får nørderiet omkring fuglene alt, hvad symbolikken kan trække, og måske lige lidt til – selv uden at lade drengen sætte en drage op havde vi nok fattet, at fugleflugten er den jordbundnes frihedslængsel osv.
Den svenske debutant har en svaghed for at smage lidt for længe på det gode sprogbillede. Hvilket ikke hindrer, at han har fremkaldt et oprivende indblik i længslen efter at være fri som fuglen – og depressionen ved at være tynget til jorden og bundet til naturens ubarmhjertige luner.
fortsæt med at læse
