Jeg sidder ude i Piratbugten og venter på Peter Pan. Han er ikke blevet voksen endnu, så jeg har kun mig selv. Desværre har jeg ingen Kaptajn Klo at fægte med, kun nogle blege gespenster på en tågeø langt borte.
Jeg var ikke ret gammel, da jeg meldte mig ud af virkeligheden. Det er sikkert en udmærket klub at være medlem af, i hvert fald så længe man bare er nogenlunde enige. Globalt set hører klubben fremdeles til de mere velbesøgte. Med stridende fraktioner, religionskrige, alt hvad der nu engang hører sig til. Tag nu tidsånden.
Men ved gud, om jeg gider give et bidrag til den standende værdikamp, som for længe siden har sejret sig til døde. Det mest pinlige ved projektet er, at aldrig er så mange åbne døre blevet slået ind.
Vi har ytringsfrihed, vi har demokrati, der er vel ingen dybere grund til, at PEN for eksempel skal udkæmpe slaget her. Mig bekendt er der aldrig nogen dansk forfatter, som er blevet truet med fængsel eller dødsdom.
De nye tiders ytringsfundamentalister føler sig krænket i tide og utide – især det sidste – og sparer ingen for deres kommentarer. I krænkelsesvillighed overgås de kun af fanatiske muslimer.
Ytringsfrihed er blevet pseudoreligion for partier i det sekulariserede Danmark. Man skulle tro, den var med til at udvide virkeligheden, men den bliver udelukkende brugt til at indskrænke den til noget, der ligner akut terrorbevidsthed.
I dag ryger du ind på bestsellerlisterne eller er selvskreven til en politisk karriere, hvis PET har været nødt til at forsyne dig med livvagter. Holy shit – hvor kan man blive træt af de tegninger. Dissekerede man vore hjerner lige nu, så ville man finde flere muslimer deroppe, end man ville finde i det samlede Talebanregime.
Forfattere erstattet af krimidronninger, så af krimikonger
Når man lever i puritanske tider, går det ud over forfattere, som bekender sig til sprog, farver og lyst. Men fortvivl ikke, vi er de sten i strømmen, som på længere sigt gør det muligt at komme videre.
Forfattere blev erstattet – først af krimidronninger, så af krimikonger, og nu kunne det heller ikke blive mere royalt, omsider havde mændene opnået fuld ligestilling, ikke mindst gennem forløberen, Hr. Larsson, som opfandt så usandsynlig en superkvinde, at selv herrerne bed på krogen.
Gode gamle Jung ville have kaldt det en Anima, en slags kvindelig guddom, som inkarnerer tiden. Kvinderne på deres side, som ikke er forvænt med superheltinder, tog imod hende med kyshånd. Én ting, de bøger har til fælles: Sprogligt og formmæssigt er de fuldstændig uinteressante. De flytter ikke en millimeter, men derfor kan man jo godt læse dem.
Og så er der Knausgård, sagde hunden. JEGet som fortællerinstans er en ethundrede procent upålidelig størrelse, men meningen har heller aldrig været at bruge det som sandhedsvidne, og da slet ikke i erindringer. Det stærkt hypede fænomen er i mine øjne Hr. Ethundrede Procent – fiktion! Som sådan en glimrende forfatter, der har fundet grebet til sin tekst.
Det mest geniale ved seksbindsværket er dets titel, et fund af de helt store: Min Kamp! Hamsun uden filter.
Kritikerkredsens totale hukommelsestab
Med vanlig nationalistisk stolthed forholder nordmændene sig til fænomenet. Jeg har intet derimod at indvende, har selv benyttet mig af et lignende greb. Både for mange år siden i ’Vanilletrilogien’ og nyligt i ’Så var verden deres’.
Men jeg har lidt svært ved at kapere det tilsyneladende totale hukommelsestab, der indfinder sig i kritikerkredse: Aldrig set før, litteraturens nye trend, den traditionelle romans død, Proust og jeg skal komme efter dig.
Solen må rødme og gå ned i skam over denne nyhed. Undskyld, men det er så helt igennem almindeligt blandt forfattere, så fuldstændig kongruent med fiktionens inderste væsen. Dante fyldte sit værk med referencer til sine samtidige, ikke bare referencer, men med deres fulde titler og virkelige navne. Hvorefter han anbragte de fleste af dem i helvede.
Man kan diskutere blandingsforholdet, men man kan ikke diskutere metoden.
Skriften forvandler alt sit stof til fiktion, det er under alle omstændigheder noget, der foregår i et simuleret rum, ingen – heller ikke Knausgård – har en hukommelse, der kan rumme de alenlange replikker, personerne, under deres rigtige navne, fyrer af.
Undskyld, men det siger noget om den herskende litterære kompetence, at man kan skrive mesterværker som ’Hildegard I’ & II (Anne Lise Marstrand-Jørgensen, red.) og så blive forbigået af en forfatterskoleelev i indstillingen til Nordisk Råds Litteraturpris.
Ib Michael
Alt er iscenesat, den ’virkelige’ tekst findes ikke. En promilles fordrejning er nok til at forvandle stoffet til fiktion, enten er det sandt, eller også er det simuleret. Svar selv.
Men det gør ikke jeget til en mindre fascinerende størrelse. Jeget er den knappenål i bevidsthedens frie strøm, der gør, at forfatteren kan fæstne den til papiret. En instans, et standset øjeblik, et verweile doch ...
Bevidstheden er kollektiv, en flod, der binder vore tanker sammen. Uagtet vi går rundt med en permanent cykelhjelm af benvæv, der skal beskytte os mod metafysikken i vores omgivelser. I den forstand er læsning den rene telepati, uden referencerne på kryds og tværs fattede vi ikke en brik af puslespillet.
Derfor er jeget i litteraturen aldrig et udtryk for ego – skide undertegnede – fat det nu, brilleabe! Det grænser til akademisk uhæderlighed, når højtuddannede litteraturkritikere tillader sig – mod bedre vidende – at rode fortællerinstansen sammen med forfatteren.
Hvad sker der lige her? Der findes en uskreven lov, ifølge hvilken det går værst ud over dem, der har fået mange læsere. Det koster åbenbart respekten fra anmelderne. Hvorfor glæder de sig ikke bare over, at der bliver læst bøger, hvis de – som de hævder – elsker litteraturen? Her de seneste år har jeg tabt alt for dem, der er ikke én eneste personlighed tilbage på den hjemlige kritikerscene, som evner at løfte et værk ud af sammenhæng, tidsånd og kulturkamp.
Det eneste, som ærgrer mig, er, at forlæggerne stadig ligger under for dem og citerer dem med stjerner og citater.
Toget er kørt, hurtigt videre til e-bogen og de sociale netværker. Institutionen har overlevet sig selv, avisdøden vil under alle omstændigheder gøre det af med den sidste anmelder i en nær fremtid.
