Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tankevirksomhed. Tatoveringen er en kopi af et hulemaleri af verdens første tænkende menneske. Rosa Liksoms antropologiske baggrund fornægter sig ikke.
Foto: Finn Frandsen

Tankevirksomhed. Tatoveringen er en kopi af et hulemaleri af verdens første tænkende menneske. Rosa Liksoms antropologiske baggrund fornægter sig ikke.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Finsk forfatter trækker kunst ud af en togkupé

Forfatter Rosa Liksom har et bud på, hvorfor små nationer skriver gode romaner.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rosa Liksom, en af de to farverige finske forfattere, der sidste søndag lyste op blandt deres mere afdæmpede kolleger i Humlebæk, taler lige ud af posen: Nye nationer har mere på hjerte end gamle, og det kommer der rigtig god litteratur ud af.

»Lande som Finland, Estland og måske især Island har en så speciel og turbulent historie bag sig sig, at det er et paradis for en forfatter. Vi har så meget materiale, vi har været igennem så meget, og vi har travlt med at slå fast, hvem vi er«, siger hun, og begår noget, der ligner et karaktermord på vores fælles naboland.

»Sverige, for eksempel, har ikke haft ufred i mange hundrede år. Verdenskrigene var de jo ikke med i ... Sidste krig var vel den, de tabte til Rusland, og hvor de forærede Finland væk«, siger Rosa Liksom, der i sine bøger og kunstinstallationer ofte behandler historiske emner. Krigen, hun taler om her, er den mellem Sverige og Rusland, som sluttede i 1809.

Men er der noget, svenskerne kan, er det at skrive kriminalromaner, medgiver Rosa Liksom.

LÆS OGSÅ

»Middelklassen er meget stor i Sverige, og fordi der ingenting sker i middelklassen, elsker svenskerne at skrive kriminalromaner, og de elsker at læse kriminalromaner. De går i skole, de tager på arbejde, de bliver gift, børnene kommer, børnene rejser igen, og så dør de. Så kriminalromaner giver en lille smule spænding«.

Forfatteren, der ellers er ret god til dansk, udtaler ordet kriminalromaner som kriminelle romaner, men det er vistnok utilsigtet.

Så det er godt at være finsk?

»Som forfatter er det det helt rigtige. Eller islænding. I Rusland må det også være godt at være forfatter, men som læser er det et helvede. For det er så hårdt at leve i Rusland, landet er udslidt, kulturen er i opløsning. Men for os fra Finland eller Island er det en svir at være forfatter«.

Rusland


Rusland har en særlig plads i Rosa Liksoms litteratur. Som ung studerede hun i Moskva, og i sin seneste roman, 'Kupé nr. 6', trækker hun kunst ud af en tur med Den Transsibiriske Jernbane, som hun var på i 1986. Den eneste anden passager i kupeen var en sovjetisk bygningsarbejder på vej til Ulan Bator i Mongoliet.

I den prisbelønnede roman, der også er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, kaldes hovedpersonerne blot pigen og manden. Og rejsen gennem Sovjetunionen foregår i perioden umiddelbart inden imperiets opløsning. Men hvorfor tog det hende mere end tyve år at skrive den historie?



Efter rejsen tænkte jeg at en gang i fremtiden ville skrive om den oplevelse at rejse sammen med en ukendt russisk mand i to uger gennem en nation, der var ved at bryde sammen. Men det tog faktisk meget lang tid, før jeg kunne skrive den, for jeg ville rense historien for positive og for negative følelser. Jeg vill have neutrale øjne til at se på den tids Rusland. Så jeg var næsten 50, før jeg var færdig med at skrælle alt af«.

Hvorfor var det svært at blive neutral?

»Jeg havde meget fine oplevelser af Rusland, men også dårlige. Så jeg var alt for følelsesfuld. En anden grund var, at jeg behøvede alle disse år til at forstå Rusland. Hvad var Rusland, og hvad var Sovjet. Hvordan er menneskene der, blevet som de er, hvad ligger bag deres måde at være på. Jeg har studeret Ruslands historie nøje, læst mange russiske bøger, og klassikerne selvfølgelig, set russiske film og talt med russere, så at samle alle disse aspekter af denne kultur og puttet dem ind i en kupé på fem kvadratmeter tog tid«.


Brovtende og sjofel
Manden i romanen 'Kupé nr. 6' er brovtende og sjofel, mandschauvinistisk, vodkadrikkende og ubehøvlet, men også hjælpsom, skarp, morsom, imødekommende og stolt af sit land, på trods af at hans far, for eksempel, blev idømt 40 års tvangsarbejde for en bagatel. Man kommer til at holde af ham.

»Ja, det er mærkeligt! Jeg tror, det er, fordi den russiske mand viser sine følelser til forskel fra den skandinaviske mand. Den finske mand er cool, den danske mand er cool, alle er så cool. Det er ikke populært at vise følelser. Men i Rusland er det sådan, at både mænd og kvinder kan vise følelser lige med det samme og hvorsomhelst. Det er en meget følelsesladet kultur, og man ved præcis, hvad manden tænker og føler. Han har ingen behov for smalltalk, alligevel kommer man ham meget nær. Det er ligesom kun virkelige sager, han taler om«.

Jeg byggede pigen og manden i kupeen op litterært. Men det, der sker uden for kupévinduet, og når vi står af toget, er virkelighed

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Manden, som Rosa Liksom rejste i kupé med, så ikke så godt ud og var heller ikke så karismatisk eller klog, men han talte på den der ligefremme måde, der karakteriserer ham i romanen.

»Jeg byggede pigen og manden i kupeen op litterært. Men det, der sker uden for kupévinduet, og når vi står af toget, er virkelighed«.

Hun slår sig pludselig for munden med et grin: »Taler jeg nu dansk eller engelsk?!«, udbryder hun.



Det har vist været en lang dag på scenen i Louisianas største sal.

Men nu har hun så godt som fri. Litteraturfestivalen er slut og hun sidder i solen backstage med bare arme og en tatovering af et tænkende menneske på den ene af dem. Det er en kopi af det tidligste hulemaleri af et intellekt, prikken i tændstikmandens hovedet markerer hjerne: »Vi antropologer kan analysere alt«, siger hun.


Et lille land
Om finger og håndled har hun Hello Kitty- og madonnasmykker. Selv hendes navn er en dekoration, som hun dog har taget så meget til sig, at Rosa Liksom i dag hænger bedre ved end dåbsnavnet, Anni Ylävaar.

»Jeg synes, mit eget navn er lidt underligt, så da jeg begyndte at skrive, bestemte jeg mig for at tage et psynonym. Rosa kommer fra Rosa Luxemburg, og Liksom er et ord, som svenskerne og mine finlandssvenske venner anvender meget«.

Og nu bliver det hele endnu mere finsk, for Sofi Oksanen, festivalens anden farverige forfatter, kommer forbi og taler længe og alvorsfulldt til Liksom, på finsk.

Netop Sofi Oksanen har som bekendt et anstrengt forhold til Rusland. Med sine stærke familiebånd til Estland handler mange af hendes romaner om forholdet til den dominerende nabo, og tidligere besættelsesmagt, i øst. Forholdet til Rusland er i det hele taget et emne, som man kommer ind på, når man taler med finske forfattere.



»Finland har 1.400 kilometer grænse til fælles med Rusland, og Finland er et meget lille land med kun fem millioner indbyggere. Vi har det her sprog, som ingen forstår, og klimaet kommer fra helvede. Så vi kan intet stille op. Rusland vil altid være så stort«, siger hun og breder armene så langt ud, som de kan række. »Og Finland så lille«, siger hun og viser noget, der lige kan være mellem to pegefingre.

»Så lad os være venner, det er nu min mening. Hvorfor altid tale dårligt om hinanden og have et anstrengt forhold. Vi har ingen anden mulighed end at være venner med Rusland, Sverige og Estland. Vi behøver ikke være enige, men vi må tilpasse os den geografiske situation«, siger hun og uddyber, at russere også er mennesker, og at også de blev tvunget til fronten, når der skulle føres krig.

»Vi har meget tilfælles, i al fald os almindelige mennesker. Og Rusland bliver aldrig et demokrati, lige meget hvad hvem siger. Rusland vil aldrig blive som Skandinavien. Vores måde at leve på er jo også bare en måde at leve på. Vi kan ikke påføre vores meninger til resten af verden«. Ro på med hensyn til Syrien

Med Syrien som aktuelt emne i de her dage lyder det næsten, som om hun også tænker på Mellemøsten? »Ja, det gør jeg. Vi skal ikke lære andre, hvordan de skal leve. Det er antropologen i mig, der mener det. Det er ikke sådan, at jeg accepterer alt, men jeg vil hellere forstå end at ændre. I islamiske lande vil jeg forstså hele historien om, hvorfor de omskærer kvinder i Sudan eller i Ghana eller andre lande. Der findes en historie bag«.

LÆS OGSÅ Man skal ikke protestere?»Jo! Men man skal også kende hele historien, baggrunden, grunden. Man skal ikke lade stå til, man skal være aktiv, men man skal holde sin hjerne neutral, inden man farer ud i noget. Man skal se på alt med neutrale øjne, at hade og elske duer ikke altid. Man skal tage det roligt, og det tager tid. Det tog mig over tyve år at få sat neutrale øjne på bare en togrejse fra Moskva til Mongoliet«.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

-----------------------

Rettelse: Det fremgik af en tidligere version, at Sverige måtte overlade Finland til Rusland efter krigen i 1742-43. Men det var først efter endnu en krig: i 1809.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden