Den rammer lige ned i en eksplosiv diskussion, Naser Khaders nye bog.
For selv om titlen ’Bekendelser fra en kulturkristen muslim’ kan lyde from, er der alvor bag den tidligere politikers forsøg på at sætte en form for reformation af islam i gang. Guderne skal vide, at det er et nødvendigt projekt, men også at det som regel vækker stor modstand hos mange af dem, det er hensigten at reformere.
I den sidste tid er der blevet diskuteret både stormoske, muslimske friskoler og ghettoopvækst i stor stil. Digteren Yahya Hassans bragende opgør viste blandt andet, at kritik af islam og måden, den praktiseres på, kun kan komme indefra, hvis den for alvor skal sætte sig igennem.
LÆS OGSÅ
Det skyldes ikke mindst det forgiftede politiske miljø i 90’ernes og 00’ernes Danmark, hvor kritik af islam blev del af en national værdikamp og derfor set som enten angreb eller forsvar i stedet for en diskussion med den muslimske kultur.
I bakspejlet er det tankevækkende, hvor lidt godt flere årtiers glødende debat gjorde for muslimerne i Danmark. Ikke så få af de muslimske stemmer, som forsøgte at blande sig, blev nærmest mobbet ud af offentligheden.
Det gjaldt ikke Naser Khader, og hans kritik af islam er da også velkendt. Men med sine religiøse bekendelser tager han et nyt og imponerende skridt ved at lave en form for komparativ analyse mellem kristendommen og islam og forsøge at indkredse, hvad de to kan lære af hinanden.
Hamrende kritisk
Naser Khader er vokset op i en meget religiøs familie i Syrien. Som ung indvandrer var han ateist, men har siden nærmet sig religionen igen.
Den voksne tilnærmelse til troen har dog ikke mindst været rettet mod kristendommen, og Khader har taget en master i teologi ved Københavns Universitet.
Set gennem danske læsebriller vil Khaders udlægning af, hvad islam kan lære af protestantismen, alt efter temperament være kilde til enten stolthed over egen fortræffelighed eller kvalme over egen selvfedme
Christoffer Emil Bruun
Efter den slingretur tager han os nu med ind i sine to huse, islam og kristendommen, for at se på den måde, troen udfolder sig i relation til dens respektive grundlag, Koranen og Bibelen.
Det, der giver hans beretning gnist, er hans ret uafklarede og tvivlende forhold til Gud.
Khader er hamrende kritisk over for islam – ikke bare som den bliver praktiseret af ortodokse eller islamister, men også over for selve religionen og dens mange love. Men han er samtidig så tæt knyttet til islam, at han holder ved som muslim.
Når det kommer til kristendommen, er Khader fuld af begejstring – ikke mindst over for Luthers reformation, men også i forhold til den måde, det er lykkedes folkekirken at forblive et kulturelt anker i samklang med den moderne, sekulære udvikling.
Potentiale til at ændre islam
Set gennem danske læsebriller vil Khaders udlægning af, hvad islam kan lære af protestantismen, alt efter temperament være kilde til enten stolthed over egen fortræffelighed eller kvalme over egen selvfedme.
Khader, der i sin tid selv stod bag udtrykket 'hallalhippie' giver den som 'præmieperker' i højeste potens, og det er næsten ikke til at holde ud, at han oven i købet kalder Jesper Langballe og Søren Krarup for »nogle guttermænd«.
Når Khader mener at have indset, at fætrene har ret i deres syn på kristendommens betydning for den nationale identitet, er han ikke i sync med sit blik på udviklingen af den moderne folkekirke. Blikket på kristendommen er sympatisk og befriende i sin naivitet, men tjener først og fremmest til at sætte islam i perspektiv.
