selvudgivere. Man kan møde repræsentanter for en lang række med- og selvudgivelser på BogForum. Også forlaget Mellemgaard.

selvudgivere. Man kan møde repræsentanter for en lang række med- og selvudgivelser på BogForum. Også forlaget Mellemgaard.

Bøger

Litteraturkritiker: Selvudgivelser er sjældent relevante for os andre

Skriveglade danskere, der selv betaler for at blive udgivet, er en stigende tendens

Bøger

En digtsamling om et afdødt familiemedlem. Indsamlede beretninger fra landpostbude. Selvbiografier, novellesamlinger, romaner. Kogebøger, hobbylitteratur og krigshistorie.

De ankommer enkeltvis, i kassevis, fra forfatteren selv eller fra mindre forlag, som får et beløb fra forfatteren for at hjælpe en udgivelse på vej.

I stakken af selvudgivne bøger på Politikens redaktion ligger for eksempel hospicesygeplejersken Anne Heinungs beretning, ’Af lys er du kommet’. Hun har skrevet tre bøger inden for den spirituelle genre, og to af dem har været fuldt selvudgivne, det vil sige, hun skriver, redigerer, finder omslag, sender det hele via nettet til et trykkeri og får en bog retur.

Hun gætter på, at hun betaler et par tusinde for hver tyve bøger, og hendes målgruppe er mennesker, der interesserer sig for det spirituelle, og hvad der sker efter døden.

»Det kan både være folk, der selv ligger for døden, men også pårørende. Desuden har flere biblioteker og boghandlere henvendt sig«, siger Anne Heinung, som synes, det er nemmest at stå for udgivelsen selv.

»Det andet er så besværligt. Man sender ind og får afslag. Der går lang tid, og man ender også med kun at få 10 procent af salget«, siger hun.

Kvaliteten er ofte dårlig Bogmarkedet oversvømmes i øjeblikket af en strøm af mere eller mindre selvudgivne bøger.

Mere eller mindre forstået på den måde, at forfatterne ofte har betalt for at få deres manuskripter udgivet, og at mange af bøgerne hverken er redigeret eller korrekturlæst.

Fælles for dem er ifølge Klaus Rothstein, litteraturkritiker på Weekendavisen, at de sjældent har interesse for andre end familie og venner, og at de ofte er af dårlig kvalitet.

»Jeg synes, det er fantastisk positivt, at mulighederne for at skrive og blive udgivet er så gode, men det betyder ikke nødvendigvis, at resultatet interesserer resten af offentligheden. Det står og falder med kvaliteten«, mener Klaus Rothstein, der ligesom Politikens litteraturredaktion får tilsendt et hav af disse selvudgivne bøger hver uge.

Han mener, at bøgerne ofte er grimme, dårligt producerede, og han er træt af, at disse selvudgivere ofte lader til at tro, at de på grund af selvudgivelsen kan kalde sig selv ’forfattere’ på lige fod med de etablerede af slagsen. 17.000 for en digtsamling


Susan Skovborg Roed har selv betalt 17.000 kroner for at få udgivet sin digtsamling ’Sangen om Ketty’, der er en hyldest til forfatterens afdøde mor.

Hun har tidligere udgivet 10 bøger, en på Forlaget Borgen, en på Tiderne Skifter og resten på forfatter- og selvudgiverforlaget Attika. Men hvorfor en digtsamling om hendes mor?

»Det var af indre nødvendighed. I sorgprocessen over min mor«, forklarer hun. Forlaget oplyser, at en digtsamling som denne nok højst vil sælge 50 eksemplarer – hvis den bliver godt anmeldt – hvilket giver digtsamlingen en pris på 340 kroner stykket for forfatteren.

»Jeg regner med at få nogle af pengene ind, men det er ikke derfor, jeg skrev den«, siger Susan Skovborg Roed, som har fået digtene positivt anmeldt i Rold Skov Bladet, men som godt kunne tænke sig, at også de større dagblade kunne finde på at anmelde hendes forfatterskab.



Men selvudgiverne bør slet ikke forvente at få deres bøger anmeldt, mener Klaus Rothstein.

»Indimellem må vi anmelde de bøger, men også flere etablerede forfattere har svært ved at finde plads i avisernes spalter«, siger kritikeren, som personligt langt hellere vil have en fyldig børnelitteraturkritik end at begynde at bruge mere plads på selvudgiverne.

»Og når det handler om at få plads i avisen, hvem ville så fravælge et forfatterinterview med en dygtig forfatter i forhold til en anmeldelse af en dårlig selvudgivelse«, spørger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mangler ekstern redaktion
Politikens litteraturredaktion ender ofte med at sende de selvudgivne bøger videre til andre redaktioner på avisen, og det mener Klaus Rothstein er en god idé.

»Det er kritikernes rolle og ansvar at påpege, at de selvudgivne bøger ikke er det samme som rigtig litteratur. Men det er konstruktivt at se deres indspark som en vigtig erfaring, der kan behandles journalistisk. Det skal ikke prioriteres litteraturkritisk«, siger han.

Ifølge Klaus Rothstein lysner det i forhold til at hæve niveauet på de selvudgivne bøger.

»Det, vi mangler helt sindssygt inden for selvudgiverområdet, er ekstern redaktion«, siger han, og det er ifølge ham helt i orden, at det er noget, selvudgiverne selv skal stå for – og dermed betale for.

Det er der en del af forlagene, der allerede kræver. Men forlag som Mellemgaard, der i denne uge udgiver 20 bøger og ellers omkring 10-15 per uge, forklarer selv, at de sorterer i manuskripterne, og at de bestemt ikke udgiver alt, men de er fortsat ikke kritiske nok i Klaus Rothsteins øjne.

»Det kan godt være, at de vælger nogle fra, men dem gad jeg så godt se«, siger han.

Hverdagens budbringere
En af de bøger, Politiken har fået tilsendt fra Mellemgaard, er Arne Ipsens ’Landpostbudene’, en samling beretninger om dem, han kalder »hverdagens gode budbringere«.

»Jeg kan godt vende mig lidt imod dyrkelsen af de kendte, min interesse er rettet mod hverdagsmennesker – almindelige menneskers hverdagsliv. Og folkeminder«, siger han.

Arne Ipsen har udgivet over 20 bøger og er gammel journalist fra det lokale ugeblad i Lyngy-Taarbæk. Han har betalt et indskud til Mellemgaard, som tilbyder en pakke med redigering, korrektur, grafiker og markedsføring i prisklassen 10.000-20.000 kroner per udgivelse. Og så har han søgt fondsmidler til bogen.



»Jeg tror, min bog kunne være interessant for yngre generationer. Måske i skolerne«, siger han. En af hans bøger blev på et tidspunkt omtalt som »en rigtig hyggebog« i Kristeligt Dagblad, men ellers er Arne Ipsen tilfreds med ikke at blive anmeldt.

»Så slipper man da for den kødhakkemaskine«, siger han. Det endte jo godt

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den pensionerede erhvervsmand Steen Langebæk har udgivet sin biografi, ’Udsæt aldrig!’, på det lille forlag Indblik, som udgiver fagbøger, hvor man ikke kræver betaling fra forfatteren.

Forlaget kræver som regel, at der skal en ekstern redaktør eller fotograf ind over, og det skal forfatteren selv betale for. Steen Langebæk blev henvist til to freelanceredaktører af Indblik, og dem har han selv betalt for, oplyser forlaget, som er begyndt at skrive redaktørernes navne i bøgerne for at understrege, at bøgerne er redigerede, som en garanti over for læseren. »Jeg gik først til Gyldendal, som man skal, men de syntes ikke om bogen«, siger Steen Langebæk, som i sin biografi går tæt på de etablerede jødiske familier under krigen, hvor han selv var en af dem, der flygtede til Sverige. »Jeg har haft et fantastisk eventyrligt liv, og det er jo endt godt«, siger Steen Langebæk, som er født i 1927 og skrev bogen, da hans kone fik Alzheimers og han pludselig havde behov for at udfylde tiden med noget godt. »Det morede mig meget at skrive den, og den er både henvendt til familie og venner, men også til yngre generationer, der måske vil kunne blive inspireret til at – ja – opføre sig ordentligt«, siger Steen Langebæk, der er ligeglad med, om hans bog bliver anmeldt. »Det rager mig faktisk en papand. Det er ikke derfor – jeg er ikke forfatter, og hensigten har aldrig været, at jeg skulle til at leve af det. Hensigten var, at jeg skulle have – ja, nu lyder det måske lidt hovskisnovski – have tiden til at gå med noget positivt, og at jeg kunne fortælle noget om, hvad man kan få ud af tilværelsen«, siger Steen Langebæk.









Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden