Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Med Elvishår og røde bakkenbarter

I elleve år har norske Jo Nesbø skræmt et stort publikum med sine kriminalromaner om vicekommissær Harry Hole. Men nu introducerer han en ny helt, som ikke er større, end at han kan skylles ud i toilettet og ned i kloaksystemet under Oslos gader. Jo Nesbøs første børnebog er netop udkommet i Danmark.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Revolveren er lagt i skuffen. Blodet flyder ikke længere i Oslos gader.

Og vicekommissær Harry Hole må for en stund passe sig selv, sit strithår og sit komplicerede forhold til kvinder og alkohol.

For det er andre og mindre helte, der på det seneste har optaget den norske krimiforfatter Jo Nesbøs fantasi.

Nemlig miniaturedrengen Bulle med Elvishår og røde bakkenbarter og hans veninde Lise, der bor på Kanonvejen ligesom Doktor Proktor med det lange stride skæg, en række ubrugelige opfindelser og en stor forkærlighed for karamelbudding.

Og de drabsmænd, der plejer at hærge i Nesbøs univers, er skiftet ud med et sæt let overvægtige tvillingeskurke, Troels og Trym, der holder sig til småkriminalitet som buksevand og indbrud.

Mobbeoffer med et fantastisk snakketøj
»I mange år har jeg fortalt historier for min datter, og hun plejer at bestemme, hvem der skal være med i dem. I denne historie bad hun om en prinsesse, der lignede hende selv lidt, en lille dreng og en gal professor«, siger Jo Nesbø.

»Så fortalte jeg historien om Lise, Bulle og Doktor Proktor. Og blev fascineret af Bulle-karakteren, der er et mobbeoffer med et fantastisk snakketøj, som bliver hans overlevelsesstrategi. Jeg skrev den ned, og det slog mig, at det var mærkeligt, at jeg aldrig tidligere havde skrevet for børn. For det er den slags historier, jeg har udtænkt flest af i tidens løb«.

Børsmægler. Sanger. Fodboldspiller. Civiløkonom. Musiker. Dramatiker. Og forfatter. I Danmark er Jo Nesbø kendt for sine kriminalromaner, men i hjemlandet Norge har han bedrevet lidt af hvert. I et lille års tid har det således også kun været nordmændene, der har kendt til ’Doktor Proktors pruttepulver’. Men nu er Nesbøs børnebogsdebut udkommet på dansk.

Derfor har han indvilget i at mødes på spisestedet Bølgen & Moi i Briskeby – et solskinsfyldt, stille kvarter lidt uden for Oslos bymidte. Der går et kvarter. Så går der ét til. Og et mere. Før en spinkel muskuløs fyr i cowboybukser med en rygsæk slænget over skulderen træder ind ad døren. Ting kan nemt gå skævt på en telefonlinje mellem København og Oslo, når man ikke taler helt samme sprog, så:

»Det må du virkelig undskylde. Jeg havde misforstået det«, siger Jo Nesbø, inden vi slår os ned udenfor i solen. Håret og skægget er lyst, det smalle ansigt er udstyret med et sæt markante kindben, og et par sorte solbriller har taget ophold i den korte frisure.

En far omgivet af bogreoler
’Doktor Proktors pruttepulver’ bringer blandt andet læseren ned i kloaksystemet under Oslos gader, hvor en anakonda ved navn Anna Konda hærger og gør livet usikkert for kloakrotter og andet småfolk. Men først og fremmest handler bogen om venskab, loyalitet og medfølelse.

»Det vigtigste er jo ikke at være den, der løber hurtigst eller er bedst til at læse. Det vigtigste er, at man er udstyret med medfølelse og et socialt instinkt. Det er noget af det, der har glædet mig mest ved min egen datter. At det havde hun faktisk allerede som lille. Det må være noget medfødt«, siger han og smiler.

Selv er Jo Nesbø opvokset i et meget læsende hjem i Molde på Vestlandet i Norge. Moderen var bibliotekar, og hans far sad som regel i en lænestol omgivet af bogreoler og læste. Som 7-årig gik Jo Nesbø på hugst i reolerne og fandt en bog med et grisehoved på en stav på forsiden, nemlig nobelprisvinderen William Goldings ’Fluernes herre’.

»Den så spændende ud, så jeg bad min far om at læse den for mig. Jeg syntes også, at den var ganske god, men lidt træg indimellem. Og mente, at jeg nok kunne gøre det bedre selv«.

Frygten i stemmen
Jo Nesbø var også selv god til at fortælle. Og det var altid ham, der blev bedt om en spøgelseshistorie, når de var flere børn sammen. Selv tænkte han, at det nok var, fordi hans historier var så gode.

»Men senere har jeg fået at vide, at det også var, fordi de kunne høre frygten i min stemme. Når man fortæller, bruger man jo sin egen frygt som benzin«.

Den benzin havde Jo masser af, fordi han var så mørkeræd. Når han skulle hente kartofler i kælderen, var han eksempelvis sikker på, at der sad en lille mand oppe på hylden mellem sylteglassene med korslagte ben og holdt øje med ham.

»Han var omtrent på denne størrelse«, siger han og måler 30 centimeter ud mellem håndfladerne.

»Jeg så aldrig op på den hylde. Bortset fra én gang. Og da var han der og sad og kiggede på mig«, siger han uden så meget som at trække på smilebåndet.

Digte og tekster til kammeraternes bands
Jo Nesbø elskede at skrive stile, digte og tekster til kammeraternes bands. Og resten af tiden spillede han fodbold. Med så stor succes at han som 17-årig debuterede i eliteserien. Og selv troede, at fremtiden lå i Tottenham. Men så røg korsbåndene i begge knæ.

»Det er ikke sikkert, at det var et tab for Tottenham, men for mig brast verden sammen. Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet og havde pjækket så meget, at mine karakterer bare var raslet ned«.

Jo Nesbø var ellers dygtig i skolen. Og behøvede ikke at anstrenge sig for at følge med. Indtil han valgte den matematiske linje i gymnasiet.

»Jeg troede, at jeg også kunne klare integralregning på intuitionen. Det kunne jeg så ikke. Og da jeg fik eksamensresultaterne, gik det op for mig, at en del døre var lukket. Og det var bare aldrig faldet mig ind, at det kunne ske«.

Så Jo Nesbø søgte ind i militæret. I et år arbejdede han i luftforsvaret i Nordnorge, hvor han kæmpede sig gennem tre års matematikpensum, gik op som privatist og fik topkarakterer.

»Det var min første oplevelse af, at der er ting, man er nødt til at arbejde for. Og at det lønner sig. Det var virkelig forandrende for mig«.

Dem dersens
Nu kunne Nesbø komme ind, hvor han ville. Han vidste bare ikke, hvad han ville. Så han begyndte at læse til civiløkonom på Norges Handelshøyskole i Bergen.

»Sikkert fordi min far var økonom. Eller fordi min storebror havde haft en kæreste, som jeg syntes var vældig pæn. Jeg kan huske, at jeg som 14-årig sad inde på værelset sammen med dem. Og at hun sagde, at hun ville giftes med en civiløkonom fra handelshøjskolen i Bergen, for det var ligesom den bedste skole«.

I Bergen lærte han sig også at spille guitar og kom med i sit første band. Som færdiguddannet flyttede han til Oslo, arbejdede i ni år som børsmægler. Og det var »for så vidt spændende«.

»Især fordi det var så overbetalt. Men det var lidt ligesom at spille computerspil. Jeg slukkede for det, når jeg gik hjem, og tænkte ikke mere over det«.

I Oslo startede han sammen med tre andre et popband ved navn Di Derre. Som på norsk betyder noget i retning af ’de der’ eller ’dem dersens’.

»Vores første album skaffede os nogle få hardcorefans, som betød, at vi kunne turnere. Da vi kom tilbage til lufthavnen i Oslo efter fjorten dage, regnede turnélederen ud, at hvis vi tog bus i stedet for taxi ind til Oslo, så ville vi gå i overskud«.

Musikken skulle ikke være levebrød
Med den næste plade fik Di Derre to store hit, og albummet blev det mest sælgende i Norge i mange år. Så pludselig var Jo Nesbø popstjerne. På ét år spillede Di Derre 180 job, mens han stadig havde fuldtidsjob. Så når børsklokken lød, gik han ud på gaden og tog en taxi til lufthavnen.

»Så spillede vi, og så gik de andre ud og festede, mens jeg gik hjem på hotellet og sov nogle timer, stod op, tog det første fly til Oslo og en taxi direkte på arbejde. Var der, til børsklokken ringende, gik ud på gaden, tog en taxi til lufthavnen og fløj videre til det næste job«.

Egentlig tjente Jo Nesbø penge nok på sin musik til at kunne sige sit job op. Men han havde besluttet, at musikken ikke skulle være hans levebrød, fordi han var så glad for at spille.

»Og jeg vidste, at hvis det blev mit job, ville jeg få en anden indstilling til det. Og Norge er et lille land, så på et eller andet tidspunkt ville jeg blive nødt til at gøre ting, jeg ikke havde lyst til musikalsk«.

Den første »møgbog«
Da Di Derre havde udgivet tre album, var Jo Nesbø så slidt, at han bad om et halvt år fri fra både arbejde og band. Og tog til Australien med en bærbar computer. På flyveturen udtænkte han et plot til en bog. Og da han kom tilbage til Oslo, var den næsten skrevet færdig. Han sendte bogen til et forlag under pseudonym for at undgå, at de udgav »en møgbog, bare fordi den var skrevet af en popstjerne«. Så mødte han igen op på sit arbejde og tændte for computeren. Men da Dow Jones-indekset tonede frem på skærmen, gik det op for ham, at noget måtte ske.

»Min far var død to år tidligere – samme år som han blev pensioneret og skulle til at skrive en bog om sine oplevelser under Anden Verdenskrig. Det nåede han ikke. Og jeg tænkte, at det samme ikke måtte ske for mig. Så jeg gik ind og sagde op«.

I tre uger anede han ikke, hvad han skulle. Men så ringede telefonen. Og nogen i den anden ende af røret spurgte, om det var Kim Erik Lokker. Det var det pseudonym, Jo Nesbø havde brugt, da han indleverede sit manuskript. Som forlaget gerne ville udgive.

Harry Hole på mange nye opgaver
Så i efteråret 1997 udkom ’Flagermusmanden’, den første bog om Harry Hole, og blev belønnet med både Rivertonprisen for årets bedste norske krimi og den skandinaviske krimipris Glasnøglen. Næste bind i serien, ’Kakerlakkerne’, bragte Jo Nesbø og Harry Hole til Bangkok. Og den tredje, ’Rødhals’, blev den bog, som hans far egentlig skulle have skrevet.

»Min far voksede op i USA og var antikommunistisk indstillet. Og for ham var der kun to muligheder i Europa på det tidspunkt – Stalin og Hitler. Så da han var 19 år, meldte han sig ved Østfronten og kæmpede på tyskernes side. Han fortalte mig det, da jeg var 16 år. Og det var selvfølgelig et chok. Min mors familie var modstandsfolk. Så jeg har tit tænkt, at det må have været et vældig mærkeligt bryllup. Men jeg tror, at han tilgav sig selv. Og var klar over, at han havde foretaget en fejlvurdering. Alle respekterede ham som en mand med stor integritet, og han var et menneske, man aldrig ville mistænke for at tage et standpunkt for egen vindings skyld. Jeg tror, at det er grunden til, at han ikke havde problemer. Men det er hans oplevelser, jeg skriver om i ’Rødhals’«.

Siden har Harry Hole været på mange nye opgaver. Senest var han på jagt efter en seriemorder i ’Snemanden’.

Verdens bedste job
»Det gik skidt for ham. Og at hans fremtid ser endnu mørkere ud. Og derefter går det helt ad helvede til«, lyder prognosen. Med andre ord: Serien om Harry Hole kommer nok ikke til at fortsætte Nesbøs karriere ud. Eller som han selv siger:

»Jeg håber, han dør før mig«.

Skulle det ske, skal den norske forfatter nu nok finde på noget andet. For med egne ord har han verdens bedste job.

»Jeg elsker at skrive. Det første, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen, er den historie, jeg er i gang med. Så ligger jeg lige og arbejder en halv times tid – det er da et godt job«, siger han og smiler.

»Nogle af mine kolleger klager over, at der er så dårlige tilstande i branchen, og at det er svært at få legater. Men for mig er det fantastisk at få lov at sidde og skrive. Og at der så er nogen, der vil betale penge for at læse det bagefter«.

Ser for lidt tv
Det er måske heller ikke så svært at være tilfreds, når man har solgt mere end en million bøger i 35 lande. Et enkelt sted handles bøgerne oven i købet på det sorte marked. Nemlig i Buenos Aires, hvor hele førsteoplaget af bogen ’Rødhals’ blev stjålet fra en lastbil ved et væbnet røveri.

»Jeg tænkte, at de måtte have taget fejl af den og en anden bil. Men da de fandt bilen igen, var den tømt for bøger. Jeg er da vældig glad for den store interesse. Og kan godt lide tanken om, at ’Rødhals’ bliver solgt fra et bagagerum i en mørk sidegade i Buenos Aires«.

Læser du selv krimier?

»Ja, men jeg læser mere anden litteratur. Faktisk læser jeg for mange bøger og ser for lidt tv, når det gælder krimier. For kvaliteten af det, der vises på tv, er højere end i det, der skrives. Serier som ’Sopranos’ og ’The Shield’ har en skyhøj kvalitet i forhold til meget amerikansk kriminallitteratur – selvfølgelig fordi det er meget dyrere at lave en tv-serie, og derfor må man kvalitetssikre den«.

I modsætning til flere af sine krimikolleger i Norden har Nesbø takket nej til at få filmatiseret sine bøger.

»Hvis den blev filmatiseret nu, og en skuespiller skulle gestalte og spille Harry, ville det blive meget defineret, hvem han er. Og det har jeg ikke lyst til. Det må vente, til jeg er færdig med at skrive serien«.

Romantiker og melankoliker
Siden han flyttede til byen som 26-årig, har Jo Nesbø i lighed med Harry Hole huseret i Oslo. Spørger man til hans civilstatus, lyder svaret, at han er »far«. Og spørger man, om han ligner Harry Hole, der har et kompliceret forhold til både kvinder og alkohol, lyder svaret sådan her:

»I begyndelsen troede jeg, at vi var meget forskellige, men nu kan jeg se, at jeg har hentet mere fra mig selv, end jeg var klar over. Men hvor Harry er alkoholiker og har et meget ryddeligt hjem, er jeg mere afholdende og har et rodet hjem. Hans kærlighedsliv er en nøjagtig beskrivelse af mig eget, hvis det var det, du gerne ville høre. Vi er begge romantikere og melankolikere. Vi elsker store byer og kvinder. Og er helt uinteresserede i biler, husdyr og værktøj. Vi deler også musiksmag, bortset fra at Harry ikke er Di Derre-fan«.

Hvad ellers? Ja, ellers afleverede Jo Nesbø for nylig ’Doktor Proktors tidsbadekar’ som er andet bind i trilogien om Bulle. Og så er han også lige blevet færdig med ottende bind i serien om Harry Hole. Og så har han skrevet musicalen ’90-meters bakken’ med Di Derres sange, som blev en kæmpe publikumssucces i Norge. Og denne torsdag aften skal han spille sammen med en bassist i Oslo og dagen efter med Di Derre.

Hvad er du dårlig til?

»At køre bil. Vi er fire i bandet, og jeg får kun overladt rattet, hvis de andre tre har virkelig mange tømmermænd«.

Det var en meget lille ting?

»Ja, det var det«, siger han, griner og slår de sorte solbriller ned for øjnene, selv om han sidder med ryggen mod solen.

»Det var nærmest lidt koket. Jeg prøver at skabe en myte om, at jeg er god til alt. Men i virkeligheden er jeg kun rigtig god til én ting. Og det er at fortælle historier«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden