Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Radikal. Walter Benjamin oplever en renæssance i hele Europa.
Foto: WIKIMEDIA COMMONS

Radikal. Walter Benjamin oplever en renæssance i hele Europa.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Walter Benjamin i Danmark: Derfor læser vi ham i dag

Det 20. århundredes store melankolske utopist bliver læst som aldrig før.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tysk filosofis tabte barn, Walter Benjamin, litterat, montagekunstner, barokteoretiker m.m., oplever i disse år en stille renæssance.

Hidtil uudgivne tekstfragmenter udsendes frankeret af hans redaktør, filosoffen Giorgio Agamben. På universitetet genlæses hans litteraturkritik. På arkitektskolen dissekeres skrifterne om bykultur, og på Europas radikale venstrefløj er hans særlige form for kættersk-poetiske marxisme i den grad på mode.

Men hvad er det med Walter Benjamin, som tilsyneladende gør ham så uomgængelig – også i Danmark?

Henrik Reeh, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, der har haft ham på pensum i mange år, mener, at en af grundene til interessen skal findes i værkets fragmentariske skatkammeragtighed:

»Hvert årti har sin Benjamin«. »I 70’erne var de politiske læsninger dominerende, i 80’erne blev han gjort til tidlig postmodernist, og i 90'erne tog dekonstruktivismen ham. Han er altid brugbar«.

LÆS OGSÅ

Det dobbelte blik
Walter Benjamin var født ind i en generation, der, som han skriver i et essay, havde taget hestevognen til skole og nu efter Første Verdenskrigs rædsler stod nøgne og retningsløse, i en verden, hvor kun skyerne var uforandrede. Ligesom han personligt havde oplevet at skride over tærsklen mellem to æraer, var også hans tænkning grænsesøgende.

Sofie Kluge, der netop har afsluttet 10 års arbejde med at oversætte Benjamins disputats om det oversete tyske barokdrama, ’Det tyske sørgespils oprindelse ’, betegner hans praksis som en slags »modernistisk åndshistorie«. For Kluge kommer en del af fascinationen for Benjamin fra hans særlige evne til at skrive en slags dobbelteksponeret historie.

»Hans blik er altid dobbelt: På den ene side interesserer han sig for barokken som noget eksotisk, på den anden side interesserer han sig netop for den eksotisme i det omfang, det er forbundet med det moderne. Med Benjamin er historien altid levende, det er ikke en museal interesse, han har. Barokken er bl.a. interessant for ham, fordi den rummer kimmen til en alternativ modernitet«.

»Som læser har han blik for sammenhængen mellem de forskellige niveauer i teksterne. Han er nærlæser, samtidig med at han er ekstremt god til at se teksten i dens relation til omverdenen«, forklarer Kluge.



Denne evne til at læse på flere niveauer samtidig kommer blandt andet til udtryk i hans kulturkritik, hvor tekstlæsningens metode overføres på analysen af politiske og kulturelle fænomener. Benjamin læser den moderne økonomi, i skikkelse af kapitalismen, som religionens seneste maskering, et stykke teologisk vraggods, der flyder rundt i det moderne, noget menneskeskabt, der præsenterer sig selv som natur. At afsløre disse gøglebilleder er historikerens opgave, mener Benjamin. Marxistisk mystiker

Henrik Reeh forklarer, at Benjamins tænkning »vugger mellem det marxistiske og det jødisk-messianske«. I krydspunktet for de to indflydelser står forestillingen om at aktualisere historien, en påbud, som forvandler historikeren fra videnskabsmand til revolutionær. »Han snakker om det kommunistiske samfund som den tid, hvor hele historien bliver citerbar. Det er selvfølgelig en mystisk formulering, men det er det her med at aktualisere historien, at nå til et sted, hvor den er levende i øjeblikket. Det kan betyde at begynde at skrive kvindernes, børnenes, de undertryktes og hverdagslivets historie på en måde, hvor det ikke er på afstand«.

LÆS OGSÅ Adspurgt om, hvordan en benjaministisk historieskrivning anno 2014 kunne se ud, svarer Reeh: »Det kunne være at se på velfærdssamfundets oversete kulturarv, i modsætning til den kanonorienterede kulturpolitik. At tage de erfaringer og de liv, der leves i 50’ernes og 60’ernes velfærdsarkitektur i Københavns omegnskommuner seriøst, og ikke bare afvise dem som ghettoer, der bør rives ned«.



Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden