Ro. Vi skal hives ud af travlheden på en måde, hvor det pludselig bliver en ordre at slappe af.
Foto: Jonas Pryner Andersen (arkiv)

Ro. Vi skal hives ud af travlheden på en måde, hvor det pludselig bliver en ordre at slappe af.

Bøger

Litteraturredaktøren: Bræk lårbenet - så får du læst

En halv million bog-elskere får ikke læst. Er det helbredsskadeligt?

Bøger

Det var en tragisk og meget nutidig samtalesituation, da vi forleden interviewede en travl kvinde midt i trediverne her i avisen. Det gjorde vores journalist, mens de to fulgtes ad på cykel. Kvinden, der arbejder som digital projektleder, er nemlig så presset på tiden, at den eneste mulighed for et interview var, mens hun i ulvetimen bevægede sig gennem byen for at hente de børn, hendes mand havde afleveret i børnehaven om morgenen.

I løbet af cykelturen snakkede de to om litteratur. Det gjorde de, fordi kvinden, trods sin kærlighed til skønlitteratur og sin store lyst til at læse, stort set aldrig får det gjort! Og fordi hun ikke er alene om ikke at få læst.

Kulturministeriet har kortlagt Danmarks halvanden million ikkelæsere. Af dem tilhører 500.000 den gruppe, som cykelkvinden hører til i: ’de motiverede’.

LÆS INTERVIEWET

Det er kvinder og mænd med gode uddannelser. Som bor i storbyen, køber sundt ind, gerne betaler ekstra for kvalitet, holder meget af kulturelle oplevelser og elsker skønlitteratur.

Så meget, at de gerne anbefaler bøger til andre, men altså også så lidt, at de næsten aldrig får læst en linje.

Isolerende at læse
I løbet af interviewet fortalte den travle cykelmor og arbejdsbi, som også er ivrig løber og lige har løbet et halvmaraton, at hun oplever det som »ret isolerende« at læse romaner, og at hun derfor prioriterer sit behov for fiktion ved at se tv i stuen sammen med manden, når de små er puttet. Jonathan Franzen, ophavsmand til romaner som ’Korrektioner’ og ’Frihed’, skriver i sit berømmelige ’Harper’-essay begavet om skønlitteraturens nederlag til tv og film.

Hans far læste helt naturligt 15-20 romaner om året, fordi det gjorde man som newyorker, hvis man ville være med på noderne. Franzen, der omtaler sig selv som »tragisk realist«, nærer ikke selv forhåbninger om, at skønlitteraturen er samfundsnyttig, og stiller spørgsmål ved, om romanen vil overleve, når så mange vender den ryggen.

I det meget misantropiske essay konkluderer han, at den eneste læser, som aldrig vil kunne slås ihjel, er læseren, der var ensom som lille, men i skønlitteraturen fandt de venner og soulmates, som vedkommende ikke stødte på ude i virkeligheden. Som Harold Bloom, USA's store gamle og stokkonservative litterat, engang udtrykte det: Man læser for at befolke sin egen ensomhed.

Men det gør kvinden på cyklen altså ikke. Hun putter sig i sofaen med sin mand og ser ’Arvingerne’ eller ’House of Cards’.Men vi læser også for at blive bedre til at begribe tilværelsens mirakel, altså selve det mysterium, at vi er til.

Sjælen har brug for litteratur

I essayet ’Den frie tanke’ oplyser Marilynne Robinson, at der er to spørgsmål i forbindelse med litteratur, som hun ikke kan svare på: 1) Hvor den kommer fra og 2) hvorfor vi har brug for den. Hvorefter hun bruger 20 sider på at vise, at vores ’selvbevidsthed’, det man engang kaldte sjælen, både skaber – og har brug for litteratur.

Om sin egen praksis skriver moderne amerikansk romankunsts mest overlegne udforsker af det guddommeliges betydning: »Når jeg skriver fiktion, antager jeg, forsøger jeg på at efterligne det samlende arbejde i et sind, hvordan det opfatter og reflekterer, hvordan det trækker på kultur, minder, samvittighed, tro eller antagelser, omstændigheder, frygt og længsel – et sind, der skaber et øjebliks erfaring og reaktion og derefter genskaber dem begge som fortælling ved at holde den ene tanke op mod den anden med henblik på at vurdere og rationalisere, fornemme medfølelse eller blive krænket«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Netop det er vel, hvad vi mister, hvis vi dropper læsning af skønlitteratur til fordel for anden fiktion: Mødet, i ens eget tempo, med andre sind, som på komplekse måder fører os nye steder hen. Eller bekræfter os i, at vi allerede er ankommet.

I artiklen fra sidste uge kom en forsker i læsning med et bud på, hvordan cykelinterviewets travle it-konsulent og motionist vil kunne blive læser igen: »Det bedste, der kan ske, er, at hun brækker lårbenet, så hun ikke kan løbe«.

LÆS OGSÅ

Det er morsomt! Vi skal hives ud af travlheden på en måde, hvor det pludselig bliver en ordre at slappe af. Det vil sige ligge ned eller sidde i en god stol – og læse.

Så er det ligefrem livsfarligt ikke at læse? Næppe. På den anden side er der jo en årsag til, at depression er blevet en kulturelt smitsom sygdom. Den rammer som bekendt ellers velfungerende folk, der for længe har afstået fra at gøre noget, de elsker.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden