0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tre forfatterinder fletter hår og tekster i skøn symfoni

Under fællesbogen ligger en smittende klangbund af levet liv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 PETER KLINT
Foto: PETER KLINT

Fermt. Digteren Naja Marie Aidt, dramatikeren Line Knutzon og digteren Mette Moestrup har lavet kæmpebogen 'Frit flet' sammen. Freud mente, at kvinder flettede, hæklede og strikkede for at skjule, at de ikke havde en penis.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De tre forfattere Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup har gennem fem år arbejdet på en fællesbog.

’Frit flet’ hedder den, for princippet er et sammenflet af tekster, fra skønne digte til halvsnalrede mails. Indflettet er også et rigt billedmateriale, fra privatfotos til kunst. Den visuelle lækkerhed, tilrettelagt af fotografen Kim Lykke, svæver et sted mellem dameblad og kunstkatalog og gør værket til et lystfyldt bladreværk.

Man får som læser lyst til at bladre og bladre og blive ved med at opdage de små skjulte skatte af tekster og temaer og billeder, som dukker frem mellem siderne.

Frem dukker logbog og mails og digte og dramatik og sange. Frem dukker indskannede ungdomsdagbøger og børnetegninger og familiefotos. Frem dukker kunstneriske formødre som Marguerite Duras og Hannah Wilkens. Frem dukker yngre, mandlige bimbos: digterne Palle Sigsgaard og Pejk Malinovskij, som gavmildt poserer og skriver.

Frem dukker Jeanette Ehlers’ fotografier af stuerne i Marienborg diskret hjemsøgt af dansende kreolerspøgelser. Frem dukker interview med kendte og ukendte, forfattere og familiemedlemmer. Frem dukker den eksakte beskrivelse af en hispanic tomatplukkerskes uhyrlige arbejdsdag. Frem dukker fotografiet af den absolutte fylde: rosa kirsebærblomster mod blå himmel, med en henvisning, der fører os til Duras’ dødsleje.

»Vi er tre. Vi fletter os sammen. Vi er et vi. Vi er A, B og C«. Sådan åbner bogen, efter tyve sider med henvisninger, credits og fotografier, der med modemagasinets lækkerhed vækker vores glubende appetit.

LÆS INTERVIEW MED DE TRE FORFATTERE

Tre forfatterinder i den fælles krop

De tre forfatterinder skriver altså under signaturerne A, B og C, vi ved i princippet ikke, hvem der har skrevet hvad, det hele indgår i den »fælleskrop«, der fremskrives og benævnes sådan i logbogen fra Brooklyn: »»Der er ingen der bestemmer over os«, griner fælleskroppen«.

Projektet er klart og erklæret: »Vi begyndte vores samarbejde, fordi vi ville diskutere og skrive om køn og frihed«. ’Køn’ og ’frihed’ er to af de elleve temaer, der i forordet angives som fællesbogens grundlæggende. De ni andre er penge, kærlighed, vold, hud, klasse, begær, latter, alder, sted.

Bogen bør fremkalde kriblende lyst til at bladre og læse, om man er midaldrende heterokvinde, lesbisk pindsvin, mandlig kriger eller relativt cool mumificeret frøøre

I elleve indflettede interview har forfatterinderne bedt elleve nordiske kollegaer om at forholde sig til disse temaer efter devisen: »Hvad betyder penge for din skrift?«, »Hvad betyder kærlighed for din skrift?« etc.

Temalisten kan ligne stikord til den identitetspolitiske debat. Men ord som »kærlighed« og »latter« falder udenfor. Det er noget af det herlige ved bogen, at den rejser nogle af de samme spørgsmål som den aktuelle mediedebat, men med litteraturens forskydninger og forventningsbrud. Når debattens ord slippes løs blandt forfattere og digtere, frigøres de fra faste positioner og forventelighed.

Ordet ’hud’ kommer eksempelvis til at handle om mere og andet end hudfarve og etnicitet, som her i Sara Stridsbergs svar: »Sidernes hvide/mørke hud, en kødelighed og blødhed, som møder alfabetets hårdhed. En sort sols mørke skin over verden«.

Ordet ’vold’ står ikke for en negativitet, der skal fordømmes, men bliver af flere af de interviewede forfattere kædet sammen med kunst og kærlighed: »Vold forstået som skønhed = et løfte om lykke«, svarer Ursula Andkjær Olsen. »Jeg finder det umuligt at skelne mellem vold og kærlighed«, svarer Olga Ravn. »Jeg har en stærk følelse af vold, voldsomhed i alt, jeg skriver«, svarer Sara Stridsberg. Og når Bjørn Rasmussen associerer således til ordet »alder«: »lille frøøre/ du er cool og relativ/ mumificer dét« er der sgu revolution i det poetiske sprog.

Ordet »latter« er vigtigt og betegner noget, der har en beklagelig tendens til at være fraværende i den identitetspolitiske debat. Her, i fællesbogen, er latteren nærværende. Og den kobles et par steder til den rabiate feminist Valerie Solanas, som man kun kan opfatte som mandehader, hvis ikke man hører den mørke latter i hendes tekst.

Om pindsvinisme og andre ismer

Jeg kan allerede frygte, at fællesbogen vil blive kaldt for en ’feministisk’ bog. Men det er værd at bemærke, at den undlader at benævne sig selv sådan. Spørgsmålet hedder ’køn’ og stilles til både mænd og kvinder. Bogen vil »bidrage til debatten om køn og feminisme«, men den etiketterer ikke sig selv som feministisk.

Tyren (den feministiske) tages ved hornene i første tekst, som er en mail-udveksling om »feminisme, pindsvinisme og andre ismer«. C skriver med kostelig komik: »Hvis nu, det var i dyrenes rige, at PINDSVIN begyndte at snakke om PINSDSVINISME. Hvordan ville de andre dyr, eksempelvis KATTEN, opfatte det?«.

Kvindehåret som motiv

På bogens forside er et foto af forfatterindernes sammenflettede hår. Det peger både på fletningen som bogens kompositionsprincip og på håret som et tilbagevendende motiv. Og på hele den traditionelt kvindelige beskæftigelse med at flette, binde, strikke, hækle, væve tråde sammen, at skabe tekstiler. Freud, den lurendrejer, mente, at det var noget, kvinder gjorde for at skjule, at de ikke havde en penis. Men at skabe tekstiler er også at skabe tekster.

Som litterært motiv peger kvindehåret på nogle af de berømteste vers i nyere europæisk lyrikhistorie: »Dit gyldne hår, Margarethe/ Dit askehår, Sulamith« fra Paul Celans digt fra kz-lejren, ’Dødsfuga’, med reference til den ariske Margarethe og den jødiske Sulamith, som begge er herrefolkets ofre.

Disse vers påkaldes i et af fællesbogens lange, smukke digte, ’Gennem landskaber’, der til dels kan læses som et associerende potpourri af de (mandlige kunstneres) overleverede vers og billeder, som vi ser et landskab igennem: blå anemone, tornede buske, røg fra en slagmark, stål og storm, oprejst pande, David Lynchs røde forhæng, Hölderlins vindklirrende faner, men altså også Celans hår-relikvier: »dit lyse hår, dit sorte hår, dit røde/brune hår«.

Annonce

I digtet her kvæder den kvindelige digter ømt til en tendentielt mandlig kriger, men altså også til den mandlige poet, der har forsynet hende med ord og billeder og gjort det mulig at ane mere end ét landskab: »bag dette landskab, et andet«.

Identifikationens kraft

Skøn lyrik er den ene ende af bogens brede genrespektrum, den anden er brugsprosaen: mailkorrespondancer og logbøger. Møder i cyberspace og møder irl. Man kan måske spørge, hvorfor vi skal høre om venindernes workcamps i Skagen og København og Brooklyn, om forkølelser og jetlag og tømmermænd og gummistøvleindkøb, men det skal vi for at få det digre tekstkorpus forankret i en fælleskrop af kød og blod.

Det lægger en vigtig og smittende klangbund af levet liv og kammeratlig erfaringsdeling under alt, hvad der ellers foregår i bogen af gakkede indfald og vidtløftige betragtninger.

Når debattens ord slippes løs blandt forfattere og digtere, frigøres de fra faste positioner og forventelighed.

Nu er jeg en læser, der har mange fællestræk med forfatterinderne, fraskilt kvinde født i 60’erne, mor til sønner, ordbegejstret, og der er da også heftige udslag på mit sentimentale identifikationsbarometer, når jeg bladrer i de indskannede privatfotos (med den poetiske overskrift: DISSE FOTOGRAFIER FALMER FAKTISK) og særligt må snøfte over de billeder af den nybagte moderlykke, som også jeg har lagt bag mig.

Men bogen bør fremkalde kriblende lyst til at bladre og læse, om man er midaldrende heterokvinde, lesbisk pindsvin, mandlig kriger eller relativt cool mumificeret frøøre.

Det er en rig, generøs, vigtig, helt og aldeles overdådig bog.

Læs mere: