forfatter. Helen Oyeyemi. Født i 1984 i Nigeria. Opvokset i England. Debut i 2005 med 'The Icarus Girl'. Romanen 'Boy, Snow, Bird' er fra 2014.
Foto: Pr-foto

forfatter. Helen Oyeyemi. Født i 1984 i Nigeria. Opvokset i England. Debut i 2005 med 'The Icarus Girl'. Romanen 'Boy, Snow, Bird' er fra 2014.

Bøger

Tendens: Afrikanere er brandvarme på bogscenen

Forfattere med afrikansk baggrund trækker et spor gennem litteraturen.

Bøger

Mode handler ofte om tøj. Om udseende. En overgang er hængerøv i bukserne det eneste rigtige. Senere anses det for smart at have fuldskæg eller at være skaldet som et æg.

Men selv den internationale litteratur har sine modestrømninger. I midten af 1990’erne kunne ingen dansk forlægger gå rundt på bogmessen i Frankfurt, uden at udenlandske forlag spurgte, om ikke de blandt deres forfattere havde noget, der mindede om Peter Høeg, som netop da havde kolossal succes?

Alene spørgsmålet kunne få rigtig meget litteratur til at minde om Peter Høeg. Bare lidt.

I dag går jagten hos store amerikanske forlag ikke nødvendigvis på at finde den næste nordiske forfatter, medmindre man kan sige, at det er en ny Stieg Larsson, men derimod på den næste afrikanske forfatter.

Den næste Chimamanda Ngozi Adichie eller den næste Teju Cole. De to forfattere, som begge har nigeriansk baggrund, er nogle af de markante navne, som de seneste år har fået succes både i USA og ude i verden.

Afrikansk litteratur er simpelthen noget af det hotteste lige nu.

Indisk litteratur banede vejen

»Det handler nok lidt om mode«, siger 39-årige Teju Cole, som de seneste dage har været i Danmark for at tale om sin nye roman, ’Åben by’.

Den nigerianskamerikanske forfatter medgiver, at det tidligere var svært for afrikanske forfattere at slå igennem i USA, men at det nu har ændret sig afgørende. Paradoksalt nok som følge af en tidligere modestrømning.

»De afrikanske forfattere har nydt godt af den bølge af indisk litteratur, som slog igennem for nogle år siden. Først var det Salman Rushdie, og senere kom forfattere som Vikram Chandra, Arundhati Roy, Vikram Seth og Kiran Desai. Herefter kom der også en åbning mod afrikanske forfattere«, siger Teju Cole.

Snebolden rullede

Hans udlægning bliver bakket op af den amerikanske redaktør Lorna Owen. Hun var i en årrække redaktør hos Nan A. Talese i Random House og medvirkede her til at udgive både danske Christian Jungersen og nigerianske Helen Oyeyemi.

Ifølge Lorna Owen skulle nogle af de store forlagshuse først opleve, at det faktisk var muligt at få kommerciel succes med bøger af forfattere fra ikke-vestlige lande.

»Efter Kina og Indien var Afrika det naturlige sted at lede efter nye navne. Hvis en forlægger fik enorm succes med en forfatter, var det kun et spørgsmål om tid, før andre forfattere ville lede efter deres helt egen ’Chimamanda Adichie’. Og efterhånden som forfatterne og deres agenter fandt ud af, at forlæggerne var modtagelige, rullede snebolden. På den anden side er det idiotisk at tage alle afrikanske forfattere under et. Helen Oyeyemi er et godt eksempel. Hendes historier er ikke den sædvanlige historie om immigrantens vanskeligheder, men trækker på både vestafrikanske myter og europæiske folkeeventyr for at tale om identitet«, siger Lorna Owen.

Teju Cole kunne ikke være mere enig.

En afrikaner i New York

»Min roman er jo nok lidt usædvanlig. Mange af de større navne i afrikansk og indisk litteratur skriver ofte om hjemstavnen. De bringer nyt til læserne om fjernliggende steder, som de færreste kender, og her bringer de en fortæller ind, som beretter om menneskers liv langt væk. Min bog er ret intellektuel, og der sker egentlig ikke ret meget, ud over at hovedpersonen går og begræder et afbrudt forhold. Det er nok de færreste, der ville have forventet, at en afdæmpet, sorgfuld roman om New York efter 9/11 ville være skrevet af en ung afrikaner. Måske ville Hans Magnus Enzensberger eller Herta Müller skrive sådan en bog, men ikke en ung afrikaner«, siger Teju Cole med et stort smil.

I sin roman diskuterer han faktisk, hvilke forventninger en forfatter af ikkevestlig oprindelse er oppe imod, når han eller hun skal have udgivet en bog på et forlag. At forfatterne kan have svært ved ikke at indfri de forventninger, som forlæggere har.

Som han skriver et sted: »Hvilke vestlige forfattere vil have en marokkansk eller indisk forfatter, som ikke skriver orientalske fantasier, eller som ikke tilfredsstiller længslen efter de fantasier? Det er jo trods alt derfor, Marokko og Indien findes, for at være orientalske«, hedder det i romanen.

Om afroamerikanere bliver overset

De seneste måneder har der været en diskussion i USA om, hvorvidt det nye fokus på afrikanske forfattere på en måde går lidt ud over de afroamerikanere, som er født og opvokset i USA.

Emnet blev vendt i en artikel i The New York Times for et par måneder siden, hvor Chimamanda Adichie bl.a. blev citeret for at sige, at i USA bliver en sort, som ikke er afroamerikaner, i visse kredse set på som ’den gode sorte’. »Eller også vil folk sige: ’Du er afrikaner, så du er ikke vred’«.

Teju Cole kender Chimamanda Ngozi Adichie og hendes synspunkter, og han synes, det er en diskussion, der er nødvendig.

»For den hvide forlagsverden er det bekvemt at ignorere de afro-amerikanske forfattere, og det bliver lidt eksotisk for dem at have os, der har en afrikansk baggrund, for så kan de sige: Jamen, se, vi udgiver da sorte. Hvad er problemet? Men man gør det i stedet for at opmuntre en ung forfatter fra Alabama eller San Diego eller Ferguson«, siger Teju Cole.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den næste Toni Morrison

I forlagsbranchen slår man dog syv kors for sig. I New York Times sagde Chimamanda Adichies redaktør Robin Desser fra Knopf direkte, at det er noget sludder, når nogen mener, at afroamerikanske forfattere bliver overset.

Synspunktet bliver bakket op af senior scout Marleen Reimer fra Maria Campbell Associates. Firmaet holder øje med de nyeste tendenser i amerikansk litteratur for bl.a. danske People’s Press.

»Hvis den næste Toni Morrison dukker op, vil alle være interesseret. Jeg ser den øgede interesse for afrikanske forfattere som et udtryk for, at folk generelt er mere interesseret i internationale forfattere«, skriver hun i en mail.

Marleen Reimer er i tvivl om, hvor stor den afrikanske bølge faktisk er, men hun mener, den er værd at bemærke. Også fordi den har udviklet sig anderledes end andre litterære moderetninger.

Hos Maria Campbell Associates er man scout for forlag i 19 lande, og ofte har oplevelsen været, at forfattere langsomt er slået igennem ude i verden, og så, til allersidst, udkommer de også i USA. Her er det omvendt.

Mange afrikanske forfatter har fået succes i USA og er derefter blevet solgt til forlag ude i verden. Til gengæld kan man ifølge Marleen Reimer endnu ikke helt se, at forfattere med fransk som hovedsprog er blevet en del af den afrikanske bølge.

En bid af Afrika

Teju Cole er slået igennem fra USA, og hans seneste bog bliver oversat til 13 sprog. Som han selv ser det, deler hans egen bog nogle træk med andre bøger af afrikanske forfattere, som har fået succes.

De er skrevet af forfattere, som har en berøringsflade med USA. Man kunne også sige, at læserne af deres bøger både får serveret en verden, de kender, set med afrikanske øjne, plus en bid af Afrika.

Eksempelvis skriver både Teju Cole og Chimamanda Adichie om en nigeriansk virkelighed og om deres oplevelse af Amerika her og nu.

»Det er jo sådan, folk lever deres liv i dag. Folk kan tage et fly og pludselig være et helt andet sted i verden. Man kan ikke sige, at globaliseringen er ny. Allerede for flere hundrede år siden begyndte Europa at have handelskontakt med Fjernøsten, Østen og Afrika. I folks hjem kunne man finde ting fra Indonesien eller Angola. Men globaliseringen har ændret karakter. Selv om vi ikke har ting fra fjerne lande stående, når resten af verden os alligevel i form af nyheder konstant«, siger Teju Cole.

Balancen genoprettes

Som forfatter kan han dog ikke helt forlige sig med tanken om, at hans succes hos litteraturkritikere og læsere kun skulle skyldes en litterær modebølge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De handler om, at læserne går efter noget, som er interessant. Til gengæld var det også ret kunstigt, at de afrikanske stemmer manglede i litteraturen, og nu føles det bare, som om balancen bliver genoprettet. Som kunstner foretrækker jeg også at tænke, at gennembruddet handler om, at det, der bliver skrevet, har en høj litterær kvalitet. Som forfatter skriver jeg ikke bare noget ned, som jeg har hørt. Jeg giver også stoffet en litterær form«, siger Teju Cole.

Selv om han har haft stor succes hos de litterære smagsdommere, lader den 39-årige forfatter sig ikke beruse af fremgangen. Han beholder sit job som lærer i kunsthistorie og litteratur på Bard College, og han følger fuldstændig sin egen vej.

I øjeblikket arbejder han på endnu en bog, som formentlig vil blive set som en del af den afrikanske bølge, for den handler om Nigeria. Til gengæld vil den være helt dokumentarisk.

Uanset hvor stor den afrikanske bølge nu måtte være, har noget dog ændret sig de seneste år. Aminatta Forna, britisk forfatter, hvis far er fra Sierra Leone, sagde det sådan her til New York Times i juni: »Tidligere spurgte folk, hvor de afrikanske forfattere var? Det var dem, der gjorde rent eller arbejdede på kontoret«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce