Bøger

Dansk forfatter sender rejsebrev fra litteraturworkshop i Malawi

Målet er at skabe opmærksomhed om kvalitetslitteratur skrevet af afrikanske forfattere til afrikanske læsere.

Bøger

Vi griner hysterisk. Ikke fordi joken er sjov, men fordi vi er trætte.

Vi sidder på stranden i Salima, en by, der ligger ud til Malawisøen. Billy Kahora fra Kenya, Jackee Batanda og Beatrice Lamwaka fra Uganda, Shadreck Chikoti fra Malawi og jeg selv. Billy tager skoene af og begraver tæerne i sandet. Han klager over, at turen herud fra Lilongwe tog alt for lang tid, længere end Shadreck havde lovet.

»45 minutter«, siger Shadreck. »Måske føltes det som lang tid, fordi der ikke var så meget at kigge på«.

Jeg nævner ikke det åbne land, en tør, stenet jord, de blomstrende træer, små landsbyer, geder, boder med salg af tomater og mangoer i vejkanterne, bjergene.

»Måske føltes det som lang tid, fordi det tog længere tid denne gang«, siger Billy under sin ternede hat.

Beatrice og Jackee og jeg går omkuld af grin.

Vi har alle sammen undervist på den internationale litteraturworkshop ’Imagine Africa 500 (years from now)’ hen over weekenden. Nu er det mandag. Workshoppen er sat i søen af The Story Club, en forening stiftet af Shadreck, med det formål at samle alle med interesse for litteratur i Malawi. Klubben arrangerer oplæsninger, kritiker-saloner, filmfremvisninger og alt muligt andet, som har med litteratur at gøre.

Det kan lyde enkelt, men i Malawi har den slags stort set ikke eksisteret. The Story Club er samtidig en udløber af det projekt, som Shadreck og jeg startede i fællesskab i 2008, forlaget Panafrica Publishers. Som man kan høre af navnet, havde vi store drømme og åbne arme.

Tanken var – og er – at udgive skønlitteratur skrevet af afrikanske forfattere til afrikanske læsere, fra så mange stemmer som muligt, på så mange sprog som muligt.

Workshoppen søsættes

Siden løb vi ind i den dér lille ting: virkeligheden, og indimellem har vi måttet udgive andre bøger, skolebøger, fagbøger og lignende, hvor et salg er garanteret. Nu, hvor workshoppen er forbi, er det planen, at en antologi skal på gaden med noveller fra de ti lokale deltagere, sammen med noveller fra ti veletablerede forfattere fra hele kontinentet.

Titlen er den samme: ’Imagine Africa 500’. Vi vil have nogle bud på fremtiden, ikke nødvendigvis i form af science fiction, men det kan det naturligvis være. Vi har ikke andre krav, end at der skal være tale om skønlitteratur af god kvalitet.

Torsdag åbnede vi workshoppen på et hotel i hovedstaden med oplæsninger af lokale forfattere såvel som af os udenlandske. Billy Kahoras tilstedeværelse er sensationel. Hvis nogen ved, hvad der foregår i den anglofone, afrikanske litteratur netop nu, er det Billy, og bare det, at han er her, er et ridderslag til de lokale digtere.

At der er tre kvinder blandt de fire indbudte gæstelærere, siger også noget. Shadreck kalder sig selv for den eneste mandlige feminist i Malawi og har etableret en underafdeling af the Story Club, som skal hjælpe landets kvindelige forfattere med at bryde hul på den mur af misbilligelse, de mødes af.

Et par spoken word performere går på scenen, og en musiker, George Kalukush, med en lyd lidt hen ad en ung Tracy Chapman, giver et par numre. Peter Chinoko fra Folkekirkens Nødhjælp, som venligt støtter udgivelsen af antologien, holder tale om en digter, som i 1989 skrev et digt, der sendte ham fire år i eksil. Til sidst afslører han, at digteren er ham selv, og læser den forbudte tekst højt til højlydt applaus.

Flere journalister fra landsdækkende aviser er til stede. En tv-station er ankommet. Og masser af almindelige læsere og litteraturinteresserede. Vi giver lidt at spise og drikke. Workshoppen kan kun finde sted, fordi hollandske Prince Claus Fund har doneret et stort beløb. Shadreck har været syg af nervøsitet i de sidste par dage op til åbningen. Jeg fortæller ham igen og igen, at alt er godt. Alle er glade. Og sådan er det: Alle er rent faktisk så utrolig glade for at være med.

Verdenspressens opmærksomhed

Fra fredag til søndag kører vi undervisningsmoduler fra 9 morgen til 17 aften. Ti unge malawiske forfatterspirer er blevet udvalgt til at deltage på baggrund af indsendte tekster. De er tydeligt nervøse den første morgen. Nogle af dem har fået historier trykt i magasiner, nogle af dem har vundet talentkonkurrencer på deres respektive skoler, men ikke alle. Ingen af dem har haft noget trykt i bogform.

Fire ud af ti deltagere er kvinder. Tre har en computer med, resten arbejder i hånden. Nogle få kender hinanden på forhånd.

I løbet af weekenden trækker vi dem igennem stof, der kan synes både banalt og basalt – det handler om show, don’t tell , det handler om adjektiver, det handler om metaforer, men vi har også diskussioner, der bevæger sig på et mere abstrakt niveau. En af Billys lektioner om point of view og forskellen mellem narrator, narrating og narrated får debatten til at bevæge sig ud i verdensrummet.

Vi har universitetsstuderende siddende, en jurastuderende, en mediciner, en klimastuderende, en ingeniør. Men vi har også unge, der kun har en kort skolegang bag sig, og vi er nødt til at tage hensyn til dem alle. Fælles for dem er, at de har skrevet, fra de var små, og at de arbejder koncentreret alle tre dage.

Andre samtaler handler om det faktum, at de er afrikanere, og hvorvidt det betyder noget. Føler de sig for eksempel forpligtede til at skrive om særlige problemstillinger og på særlige måder, sådan som den udenlandske presse synes at forvente, nu hvor den langt om længe har fået øje på, at der kommer litteratur ud af Afrika? De undgår nok ikke at bemærke, at samtlige gæstelærere mener, at det kan de uden videre vælge at se stort på.

Undervejs bliver de sat til at arbejde praktisk med skriveøvelser, og hver dag får de lektier for. Den sidste lektie er at få skrevet en historie, der er god nok til den kommende antologi.

En manipulerende hovedperson

Jeg er blevet bedt om at fortælle om mit arbejde med den kenyanske forfatter Binyavanga Wainainas essay ’How to write about Africa’. Wainaina er sammen med Billy stifter af forfatterkollektivet, webmagasinet og forlaget Kwani?, et af de mest succesfulde litterære foretagender på kontinentet. Essayet beskriver, hvordan ikke-afrikanske forfattere har skrevet om Afrika, og gør sydende nar af alle de stereotype forestillinger, vi gør os i Vesten om det autentisk afrikanske.

I min egen seneste roman (hvor en dansker bosætter sig i Malawi), lader jeg min hovedperson være bærer af de forestillinger, Wainaina taler om – og en del flere, for hun er generelt et fordomsfuldt menneske, som helst skyder skylden for egne problemer på sine omgivelser, i Danmark såvel som i Malawi. Jeg fortæller om intentionen bag bogen, og hvor jeg fejlede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I romanen ser læseren Malawi gennem det filter af klicheer, som hænger foran min hovedpersons blik. Mit håb er, at læseren vil indse, at der er et gab mellem det, hun siger, og det, der faktisk foregår. Desværre kan jeg høre på folks læsninger, at det ikke altid er tilfældet.

Vi taler om faren ved at have en manipulerende hovedperson som fortæller. Og om man løber en særlig risiko ved at vælge sig en usympatisk kvindelig karakter? Stærke, kvindelige hovedpersoner; ja tak. Lad os styrte af sted som små lemminger for at købe bøger om dém, se bare på tidens krimier. Men ganske almindeligt selvforherligende, løgnagtige, ansvarsforflygtigende hovedpersoner? De har en tendens til at være mest interessante, hvis de også er mænd.

Er det så læserens skyld, hvis han/hun går glip af pointerne? Gid det var. Naturligvis kan man skrive noget, der er så kompliceret eller kontroversielt, at kun en lille gruppe vil værdsætte projektet. Men det kan jo også tænkes, at man ikke har gjort sit arbejde godt nok.

Af Jackee Batanda bliver deltagerne undervist i at give og modtage kritik. Et resultat, vi gerne ser af workshoppen, er, at deltagerne fortsætter med at bruge hinanden som læsere og kritikere.

Fælles erfaringer

Sent søndag eftermiddag rykker vi stolene ud under et træ foran hotellet. Hotellet er bygget og ejet af kinesere, og der er noget Lost in translation-agtigt over det, som vi alle sammen er ved at få pip af.

Vi siger officielt farvel. Der bliver takket, folk falder hinanden om halsen og græder. Det sidste, jeg ser, inden jeg går tilbage til hotellet, er de fire unge, kvindelige forfattere, der sidder i græsset med hovederne tæt sammen. De kendte ikke hinanden, da de kom, men det har vist sig, at deres erfaringer er fælles. Nu taler de om, hvordan de kan organisere sig. De vil komme til at sætte ting i skred.

Tre dages undervisning, skulle det nu være så hårdt? Shadreck har kørt lærerholdet til stranden, og vi opfører os som overstadige teenagere. Vi sopper i søen. Vi får forbipasserende til at fotografere os. Vi spiser pomfritter og drikker øl. Shadreck ligner en, der har brug for et par ugers søvn.

»Det gik godt. Det var en succes. Bare rolig«, siger vi alle sammen til ham.

»Og nu slapper jeg også af«, siger han og ser bekymret ud. »Lige om lidt«.

En voksende middelklasse

Da vi etablerede forlaget i 2008, følte han sig ret alene. Men i virkeligheden har vores projekt været del af en bevægelse. Afrikas kunstnere inden for alle genrer er i fuld gang med etablere sig, og de gør det på tværs af de magtstrukturer, som ellers har en tendens til at æde det hele i de skrøbelige, afrikanske civilsamfund.

Vi kører tilbage gennem Salima sidst på dagen. Byen er et knudepunkt på hovedvejene mod nord og syd i landet og hovedstaden Lilongwe mod vest. Stedet er et uoverskueligt virvar af geder, cyklister, handlende, der falbyder varer fra hytter eller bare tæpper i vejkanterne, tankstationer, murstenshuse, turistlodger, støv, affald, mangotræer.

Flere steder foran de bittesmå huse er der blevet tilføjet sivgarager. Inde i dem står spritnye biler og funkler i solnedgangen. I byens udkant er helt nye parcelhuse og rækkehuse i gang med at rejse sig. De fandtes ikke for tre år siden, da jeg var her sidst.

Et tegn på, at middelklassen vokser, men også på, at den i første omgang interesserer sig mest for materiel sikkerhed. Om den interesse vil føre til mere demokrati og større bevågenhed på menneskerettigheder, kan diskuteres. Alle håber det, men beviset mangler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men kunstnerne har ikke velstanden som primært mål. De vil noget andet. Hvad det er, er de først lige gået i gang med at formulere, og svaret vil komme til at lyde som en kakofoni.

Billy og Beatrice bliver enige om, at solnedgangen er mere spektakulær, end de er vant til hjemmefra. Lys og skygge flimrer ind over os. Luften er varm, alle vinduer står åbne. Himlen lilla over det flade lavland, som lige om lidt bliver oversvømmet, når regntiden kommer.

»Vi må skrive om det her«, siger Beatrice uden at præcisere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce