Stjerne. Her ses den Pierre Lemaitre under modtagelsen af den prestigefyldte Goncourt-pris, som han vandt for 'Vi ses deroppe'.
Foto: Thiabult Camus / AP (arkiv)/AP

Stjerne. Her ses den Pierre Lemaitre under modtagelsen af den prestigefyldte Goncourt-pris, som han vandt for 'Vi ses deroppe'.

Bøger

Fransk krigsroman er en mageløs moppedreng

Hvis du læser en fransk roman om året, skal det være Lemaitres 'Vi ses deroppe'.

Bøger

Den tredje franske republik begyndte og sluttede med et katastrofalt nederlag mod den samme ærkefjende, Tyskland, i henholdsvis 1870 og 1940.

Indimellem var der så Første Verdenskrig, som Frankrig vandt med en så dyrekøbt sejr, at krigen meget hurtigt i mellemkrigstiden skiftede navn fra ’la grande guerre’ til ’la grande illusion’. Ikke kun fordi anden halvleg og Anden Verdenskrig nærmer sig, men også fordi der i kølvandet på den første udviklede sig flere skandaler.

Den franske stat lignede i den periode mere en turbulent bananrepublik på kanten af en borgerkrig end den helstøbte nation, den første republik fra 1792 havde drømt om.

Storslået bedrag ’Vi ses deroppe’, Pierre Lemaitres Goncourtpris-belønnede roman, begynder præcis på den baggrund ved slutningen af den store krig, november 1918, og slutter et par år senere med optrevlingen af handlingens to store svindelnumre.

Det ene er grotesk og grusomt hentet direkte fra den historiske og faktuelle virkelighed. Det andet konstrueret snedigt og syrligt af forfatteren selv med en spids sardonisk elegance.

Hvilket der er hvad, må læseren selv finde ud af i denne inciterende og intelligente roman om de stakkels skygger, der kom tilbage fra ingenmandsland. Men begge former for storslået bedrag afspejler et fortvivlet og forgældet Frankrig ramt af krigsgalskab og korruption. Oven på et mandefald, nationen stort set ikke kom sig over, før Tyskland igen gik over grænsen.

Hovedpersoner overlever knapt nok
Den fattigfine adelsmand løjtnant Henri d’Aulnay-Pradelle sender lige før våbenstilstanden to mænd direkte i døden ved under et absurd angreb at skyde dem i ryggen. Synkront er han skyld i næsten at dræbe romanens to små hovedpersoner, småborgeren Albert og rigmandssønnen Edouard. Den første overlever traumatisk at blive levende begravet i et granatkrater, mens den anden, hans redningsmand, får sprængt hele underansigtet væk.

Albert og Edouard indgår derfor ved krigens afslutning både et skæbnefællesskab på sårfeber og granatchok og et valgslægtskab om, at det er omsonst at vende tilbage til nogen form for borgerlig civilisation efter sådanne rædsler.

Deres modsætning, den småfascistiske kvindebedårer og kyniske charlatan Pradelle er en rigtig klassisk romanstræber med det rette kalkulerede giftermål og gustne ambitioner uden grænser som i gode gamle Balzacs komedie.

Uden blusel og totalt kynisk møver han sig op i efterkrigstiden på bogstaveligt at radbrække de mange efterladte lig, brutalt lave penge på den landesorg, der stadigvæk ses i landsbyen som et mindesmærke over dens faldne og i det nordfranske landskabet med de mange hvide kors.

Mageløs

Men Pierre Lemaitres fortælling er ikke bare en læselimousine, du mageligt kan sætte dig ind i for at blive kørt rundt i 1920’ernes Paris. Inde i den spektakulære historie er der et desperat og dog distanceret fjernt far-søn-forhold mellem den homoseksuelle, kunstneriske og selvvalgt fortabte søn, hvis ansigt er sprængt væk i krigen, og hans barske far, en patriark i Joakim von And-klassen, storborgeren, for hvem kunst er et spørgsmål om kapital og klasse.

Netop dette kunstnerromanske aspekt ved bogen er skrevet i den franske litterære indirekte stil, dækket tale, hvor forfatteren nok synes kontrolleret alvidende, men som en skjult gud også driller ved så at sige aldrig at vise sit åsyn direkte med noget, som kunne kaldes en flig af en morale eller bare en definitiv finale på intrigen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

’Vi ses deroppe’ er skrevet af en udtalt litterat, Lemaitre har undervist i litteratur hele sit voksne liv, som sågar til sidst i et efterord spiller med åbne kort om sin intertekstuelle brug af andre forfattere.

Men den er ikke for aficionados af de populære amerikanske Dickens-efterligninger. Den er mageløs, en gallisk moppedreng, tungt underholdende og narrativt kompliceret på den både fascinerende og ikke let fremkommelige franske facon. Så kære læser, orker du kun en fransk roman om året, skal det altså være denne!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce