Krigen mod terror handler slet ikke om det falske valg mellem terror og demokrati, hævder Mikkel Bolt. Den handler i virkeligheden om at beskytte den kapitalistiske verdensorden mod nogen former for oprør.
Men »kapitalismen er en social relation, der må overskrides«. Arbejdsform, løn, penge og nationalstat skal afvises. Ellers vil katastroferne tage til i styrke. Nedsmeltningen i Fukushima er bare det seneste eksempel på, hvordan kapitalismen »direkte producerer dem«.
Et monster, der skifter form
»Et uafhængigt arabisk proletariat ... kan meget vel vise sig at blive udgangspunktet for en global revolutionær proces, der opløser nationalstatssystemet og ophæver pengeøkonomien«, skriver kunstteoretikeren Mikkel Bolt, der akademisk allerede og ganske forfriskende har ophævet skellet mellem humaniora og samfundsvidenskab.
Hans pen har engagement og retorisk tæft. I artikelsamlingen ’I en anden verden’ er der rigelig forførerisk kraft til at indfange ubefæstede læsere, der føler, at verden er uretfærdigt skruet sammen. Og hvem føler ikke det? Men derfra og så til, at der må ske et afgørende brud med den eksisterende orden?
LÆS OGSÅ Ak, nu sidder en venstrekommunistisk akademiker sgu igen med snuden i bøgerne og søger sammenhæng mellem neoavantgardistiske kunstværker og en drøm om samfundsomstyrtning! Udgangspunktet i sådan en figur bliver næppe mere komisk, men det har Mikkel Bolt dog largesse nok til selv at se. Men derudover tager han ingen forbehold. Der er i hele Bolts systemtænkning en masse kraftige analytiske greb, som giver hoved og hale på historiens tildragelser.
Den lyser nemlig tværs igennem begivenhederne og fremkalder et monster af udbytning, der ikke bliver mindre, som tiden går, men som hele tiden skifter form.
Mangler tvivlens nådegave
Arbejdere, kvindegrupper og studerende udfordrede i 1960’erne og 70’erne Henry Fords transportbåndsdisciplin, og kapitalismen antog som modsvar en ny form.
Neoliberalismen hed det nye monster, der som svar på protestbevægelserne bød på nedskæringer, som alle måtte acceptere under henvisning til globaliseringen. Reelt var der tale om udflytning af produktionsarbejdspladser til områder uden arbejderorganisering, en rekolonisering, skriver Bolt.
Det er en reduktiv måde at anskue en kompleks historie på, men ikke nødvendigvis usand.
Men bank lige på antagelsen om krigen mod terror. Ja, Irakkrigen var offentligt baseret på en løgn. Og det er nemt at være enig i, at de vestlige nationer er gået for vidt i deres præventive forsvar mod terror og i flere tilfælde har tilsidesat værdier, de hævder at beskytte.
Men at det skulle være selve målet og ikke en utilsigtet bivirkning er måske at sætte for meget lid til en neoliberal ordens overlæg. At uhyggelige mønstre tegner sig, er ikke ensbetydende med, at nogen har villet dem.
Mikkel Bolt mangler tvivlens nådegave. Han åbner aldrig for, at han kunne tage fejl.
Hvis Fukushimaulykken først og fremmest var forårsaget af kapitalisme, hvad var så Tjernobyl? Og har jordskælvet ingen betydning?
Ingen løsning for de 7 milliarder
Hele systemtænkningen har en væsentlig blind plet. Den anser grupper og ideologier for de væsentlige aktører. Ikke individer. Og derfor er dens empati også med folk, grupper og tanker. Ikke med individer. Heri ligger der en antihumanisme begravet i Mikkel Bolts marxistiske blik. En anden antihumanisme findes i den næsten hollywoodnaragtige manikæisme, forestillingen om, at alle begivenheder kan opgøres i en kamp mellem gode og onde kræfter. Denne form for akademisk analyse agerer fordomsfuldt som en nervøs aktivist, der for en sikkerheds skyld råber pansersvin ved synet af en skolebetjent.
