Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politiken spørger: Hvilke krav bør stilles til en biografi?

Forfattere mener, det kan være problematisk at skrive biografier om nulevende.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litterater mener, at Suzanne Brøgger har kontrolleret sin egen myte ved kun at give forfatteren af sin biografi adgang til arkivalier fra sine første 40 år.

Biografier om nulevende personer kan derfor være problematiske, lyder det.

Men hvad siger forfattere til andre store biografier?

Judith Thurman, amerikansk forfatter af blandt andet biografien om Karen Blixen.

»Jeg ville ikke skrive om en nulevende person, men det skyldes måske mit eget, nok neurotiske, behov for at sikre mig den autoritet, døden giver. En god biografi er et litterært værk i sig selv. Der findes dog kun få gode biografier. Som Suzannes mand, Keld Zeruneith, engang udtrykte det, skal en god biografi efterspore et individs tilblivelsesproces med henblik på lige netop det punkt, hvor det går galt, og individet bliver noget særligt. Vi ønsker, at forfatteren til biografien fortæller os, hvordan den biograferede blev til den særlige person, vedkommende er eller var«.

»Det giver givetvis god mening at se på et særligt livsafsnit. Det er lige præcis det, mange af de bedste biografier gør«.

»Vi forventer af en biograf, at han eller hun er meget omhyggelig med sandheden – at både kilder og kendsgerninger er i overensstemmelse med sandheden. De må ikke være selvopfundne. Der må ikke være nogen projektioner. Når det så er sagt, er sandheden jo kun noget, man nærmer sig, aldrig noget, man kan gribe fat i«.

»Gode biografier bygger på et usikkert, flertydigt fundament – menneskesindets flertydighed. Og jo mere man ved, desto mere ved man, at man i det hele taget ikke ved særlig meget«.

Peter Tudvad, forfatter til flere biografier, blandt andet om Søren Kierkegaard og den tyske modstandsmand Dietrich Bonhoeffer.

»Det er et problem at skrive biografier om nulevende personer. De har en interesse i at redigere deres egen historie. Sådan ville jeg så afgjort også have det«.

»Havde Kierkegaard levet, da jeg skrev min biografi om ham, ville jeg have skrevet den på en anden måde. Jeg ville være mere forsigtig, for hvad nu hvis jeg stødte på ham i Københavns gader? Havde han oven i købet budt mig på kaffe og kage, havde en særlig sympati sneget sig ind«.

»Jeg har én gang skrevet en biografi om en nulevende person, Ebba Mikkelsen, der var sygeplejerske i Det Tredje Rige. Det lod sig kun gøre, fordi vi havde en klokkeklar aftale. Hun gav mig adgang til alle arkivalier, også de klausulerede i Rigsarkivet. Men grænserne for min egen videnskabelige redelighed blev udfordret. Ebba Mikkelsen havde fortrængt, at hun havde været nazist. Jeg var i den situation, at jeg måtte fortælle hende det, og det var jeg bange for. For accepterede hun ikke, at hun havde været nazist, følte jeg ikke, at jeg kunne skrive biografien«.

»Det vigtigste er, at man gør læseren opmærksom på, hvad præmisserne er for biografien. Det er et spørgsmål om videnskabelig redelighed«.

Tom Buk-Swienty, forfatter til bl.a. biografierne om Wilhelm Dinesen, ’Kaptajn Dinesen’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det vigtigste for mig er, at spillereglerne er helt klare. Det er min principielle holdning, at man som læser skal vide, hvad man går ind til«.

»Jeg kan sagtens forstå Suzanne Brøgger. Jeg ville også have et instinkt, der sagde mig, at jeg ikke skulle dele alt. Jeg har selv været lidt i vælten på det seneste, og man bliver blotlagt derude. Det må være grænseoverskridende at have en biograf til at gå rundt og tale om én med andre«.

LÆS OGSÅ

»Men som forfatter ville jeg ikke gå ind i et projekt, hvis jeg på forhånd havde fået armene stækket. Jeg vil så vidt omkring som muligt. Jeg vil have alle i tale, som man kan få i tale. Jeg vil se en person i fuld skala, både indefra og udefra – på den måde, som andre har oplevet personen. Derfor opsøger jeg en lang række mennesker. Jeg finder frem til venner og fjender, og dermed får man et balanceret billede«.

»Jeg har kun været omkring døde personer i mine større biografier, men jeg bruger masser at tid på at tale med efterkommere. Jeg fik adgang til Dinesens arkiv og fik frie hænder til at fremsætte alle de teorier, jeg måtte have. Hvis familien havde blandet sig, ville jeg ikke have skrevet den biografi. Det ville jeg ikke kunne acceptere«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden