Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Produktiv. Johan Sebastian Bach (1685-1750) havde 20 børn og skrev over 1.100 værker.
Foto: AP (arkiv)

Produktiv. Johan Sebastian Bach (1685-1750) havde 20 børn og skrev over 1.100 værker.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rapfodet portrætbog af Bach bringer musikken op i YouTube-tiden

Bogen opfordrer til at supplere læsningen med YouTube-klip.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Karl Aage Rasmussen er en blændende jonglør med ord – det ved de fleste musikinteresserede fra hans lange række af komponistskildringer i aviser og bøger. Men at hans ører er lige så skarpe som tungen, beviser han underholdende og lærerigt i en ny Bach-biografi, der maler et interessant billede af skaberen af 1.100+ værker uden meget andet end noder og klagebreve at gå efter.

På kalejdoskopisk vis lærer vi Bach at kende som en travl og slidsom mand, der ofte alene af indre motivation komponerede sig helt ud i alle tænkelige stilarter og besætninger som en nodernes svar på en encyklopædist. En mand, der blev servil og underdanig, når han bad magthaverne om noget – og stolt og bister, når han klagede over de forhold, de tilbød en mand af hans kaliber.

Som alle, der før har læst om Bach, ved, er der ufattelig meget, man ikke ved om manden. Om hans almindelige liv som far til 20 børn gennem 2 ægteskaber. Om modtagelsen af hans musik i de forskellige byer, han var ansat. Om hans tanker om musik – og hvorfor han komponerede, som han gjorde. Vi ved det ikke. Og Rasmussen er en af dem, der rigtig gerne vil vide lidt mere.

Så når kilderne slipper op, og noderne ikke rigtig slår til for en levnedsbeskrivelse – og det gør de ret ofte – kan Rasmussen ikke dy sig for at tage loven om sandsynlighed i brug. Hvis Bach gjorde sådan i en situation, er det ikke svært at forestille sig, at han også kan have gjort det i den anden. Givetvis, måske, sandsynligvis og andre resonerende ord blander sig med rene hypoteser og gætværk bogen igennem.

Masser af musik

Det er ikke en metode, forfatteren forsøger at skjule, så svindel er der ikke tale om. Svagheden for læseren er, at det er ret svært efterfølgende at huske, hvilke af de mange oplysninger der var dokumenteret. Og så kan musikhistorien hurtigt blive rodet – eller i virkeligheden lidt for velordnet.

Musik er der til gengæld masser af. Bach bliver efter en del forviklinger og knubbede ansættelser en slags musikchef i Leipzig, hvor han igennem små 30 år fyldte kirker og kaffehuse med ufattelige mængder af original musik.

En ny kantate for kor, solister og orkester hver uge gennem fem år, store passioner, lejlighedsmusik og meget andet. Mængden i sig selv var ikke så usædvanlig i samtiden, argumenterer Rasmussen, det var kvaliteten til gengæld.

Til forståelse af den leverer Rasmussen gavmildt fire store sammenhængende kapitler om tiden i Leipzig, og der er formidlingen flyvende.

Her spiller forfatteren på alle tangenter med tankevækkende henvendelser direkte til læseren, med fascinerende beskrivelse af det besynderlige bureaukrati i det offentlige liv i en vigtig tysk by i 1700-tallet, med tråde til vores tid om opførelsespraksis og Bachs evne til i dag at være meningsfuld – og frem for alt præcise, levende gennemgange af en god portion af mandens mesterværker.

Underholde med viden

Forfatterens egen forundring over rækkeviden af komponistens skaberevner og drivkraft er den velsmurte motor for stribevis af nøgterne, fyndige karakteristikker af musikken. Uden noder og uden alt for mange fagudtryk med vedholdende opfordringer til at følge med på YouTube, hvor det meste af musikken er tilgængelig ved en simpel søgning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan ret hurtigt læse hen over det hele og lade sig underholde med viden – men brugt rigtigt med en tablet i den anden hånd er der bog til mange dage.

Tiden i Leipzig er omkranset af en minutiøs gennemgang af Bachs ungdom og tidligere, nok så væsentlige ansættelser i Weimar og sovebyen Köthen og efterfulgt af en række afsluttede kapitler om Bach som lærer, som talmystiker, som kapelmester og en stribe flere veldrejede nedslag mellem liv, sjæl og musikliv, som vi kender dem fra essayisten Rasmussens hånd.

Det er en bog uden det store udstyr. De fleste musikinteresserede vil kunne være med, og kender man ikke musikkens former og instrumenter, kan man slå op i ordlisten bagest.

Noder behøver man ikke at kunne tyde, dem har Rasmussen taget sig af.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden