Når de store træer falder i skoven, brager det helt ind i sjælen. Og bagefter bliver der helt stille. Klaus Rifbjergs død var ventet, men sorgen, savnet og tabet overgår mine værste anelser.

Ligesom man ikke kan se skoven for bar træer, kunne man ikke se Klaus for bar bøger. Men man kunne mærke ham. Hans altoverskyggende indflydelse på alle dem, han kom i nærheden af, ja på hele hans samtid. Ingen kunne komme ham nær uden at blive smittet af hans væsen. Og han kunne se – både naturen og menneskenes natur – durk igennem. Det var måske ikke lige rart for alle. Men jeg var heldig, han støttede, som den eneste, min debut som forfatter.