Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Digte viser kropsdele i et poetisk peepshow af en digtsamling

Byen og kroppen er slagmarker i Glenn Christians nye digtsamling 'Mudret sol'.

Bøger

100 point for at bruge Macs baggrundsskærm som bogomslag. 99 point for at have en hel side i sin digtsamling, hvor der bare står SLUT! 98 point for at kalde sin digtsamling ’Mudret sol’. 97 point for i det hele taget at bruge sin tid på at skrive digte in this life, in these times.

Glenn Christians nye digtsamling ’Mudret sol’ falder i tre dele, hvoraf to låner maske fra henholdsvis den danske billedkunstner Ovartaci og et sprogløst barn fra Auschwitz kaldet Hurbinek. Med maske mener jeg, at digtene ikke bare skriver om, men også som disse figurer.

I bogens første suite, 'En skakt i skrotum', hyler Ovartaci, digtene breder sig ud over siderne i manisk råben.

LÆS OGSÅ

At tage sit navn på sig, sit køn, opleves i denne suite som en nedværdigelse. Kroppen er en art slagmark, noget, der skal overskrides eller overleves, kønnet en forhindring. Jeg får den vanvittige tanke, at du’et i denne suite er den afskårede pik.

Ovartaci kastrerede sig selv, googler jeg mig til, det er ikke en viden, digtene skænker mig, heller ikke, i det hele taget, hvem Ovartaci eller Hurbinek var.

Peepshow
På den måde fornemmer man, at store dele af disse digtes inventar hentes et sted uden for teksten, et sted, som er mørklagt for læseren.

At digtene nærmest optræder som en slags rester af intrikate ritualer, hvortil vi intet kender. Det bærer sit dragende mørke, men bliver også bogens svaghed.

Poesien som et slags peepshow for læseren. Her og der viser digtene kropsdel.

Disse tekster er som monstrøse dukker, sværme af kropsdele og råbende munde, som Hans Bellmers dukker, svulmende og skræmmende, liderlige tekster, spændte af denne ophidselse, der er kendetegnende for Christians poesi, strittende i alle retninger med tusinde arme som en stor behåret stjerne.

Krop og by
Både i første og sidste del fremfører ’Mudret sol’ et tekstbillede uden et fast funderet jeg. Jeg læser det som en kritik af det hele, robuste subjekt.

Alligevel er de suverænt bedste tekster i samlingen dem, der taler fra et fast udsigelsessted. Det bliver på en måde afslørende for Christians strategi – de,t han vil fortælle os, virker bedst, når det møder modstand i det formelle og ikke spejles i en form, der er lige så sprængt som det skrivende subjekt.

Hvor det i Ovartaci-suiten er kroppen, der udgør en art slagmark for køn og identitet, så er det i bogens længste, og langt bedste del, 'Tarnac', byen, der er krigszone. Her bliver udsigelsespunktet mere fast, vi hører fra byens beboere, en skrigen, en hvisken.

På elegant vis sammenskriver Christian by og rum. Krop og by, tror jeg, bliver hos Christian de steder, hvor civilisationen viser ansigt. Jeg læser en smerte i forfatterskabet, der springer fra det at blive kultiveret, domesticeret, civiliseret.

Mellem liv og død

I ’Tarnac’ træder vi ind i en tid, bogen selv benævner som ’Hitlers nye Europa’, men det er et dystopisk og let science fiction-præget, krigshærget Europa. Krigen i denne del af digtsamlingen er også en kamp mellem mænd og kvinder, hvor mænd repræsenterer en gammel verden og kvinderne en ny.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men den nye verden er ikke uden problemer, kvinderne har nemlig forvandlet sig til en hær af hujende robotter: »Hej! Vi er Robotterne/ det skramler/ men sådan er vi/ (…) Vi/ de tidlige kvinder. Vi fjerner ideen om kroppen/ som den masse/ hvor udflåd og væske bliver farverne om kødet (…) Ja! Den ældgamle krop/ revet op med rode«.

LÆS OGSÅ

Disse digte fremskriver en ny krop som et slags modsvar til Ovartaci-suitens forsøg på det samme. Men denne nye krop er en metallisk, dæmonisk massekvinde-krop. Og det er med disse robotkvinders stemmer, at Christian accelererer kraftigt ud i en ophidset og overbevisende monolog, en opvisning i ondsindede urimeligheder, hysteri!

Denne sætning er f.eks. hele bogen værd: »En vaklen mellem syg og rask bestormer alt liv/ bare det trækker vejret«. Ja! Det er så sandt, som det er sagt! En milliard hjerter til denne sætning, en milliard point!

At være i live: altid i en vaklen mellem syg og rask, mellem at vokse frem og visne hen, mellem at komme til live og dø. I dette livsnødvendige hysteri mellem syg og rask krop svinger digtene i ’Mudret sol’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce