0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Digte viser kropsdele i et poetisk peepshow af en digtsamling

Byen og kroppen er slagmarker i Glenn Christians nye digtsamling 'Mudret sol'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

100 point for at bruge Macs baggrundsskærm som bogomslag. 99 point for at have en hel side i sin digtsamling, hvor der bare står SLUT! 98 point for at kalde sin digtsamling ’Mudret sol’. 97 point for i det hele taget at bruge sin tid på at skrive digte in this life, in these times.

Glenn Christians nye digtsamling ’Mudret sol’ falder i tre dele, hvoraf to låner maske fra henholdsvis den danske billedkunstner Ovartaci og et sprogløst barn fra Auschwitz kaldet Hurbinek. Med maske mener jeg, at digtene ikke bare skriver om, men også som disse figurer.

I bogens første suite, 'En skakt i skrotum', hyler Ovartaci, digtene breder sig ud over siderne i manisk råben.

At tage sit navn på sig, sit køn, opleves i denne suite som en nedværdigelse. Kroppen er en art slagmark, noget, der skal overskrides eller overleves, kønnet en forhindring. Jeg får den vanvittige tanke, at du’et i denne suite er den afskårede pik.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce