Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lyt. Peder Frederik Jensen efterlyser større lydhørhed over for, hvad folk i andre samfundslag end middelklassen faktisk tænker og mener. Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: JACOB EHRBAHN

Lyt. Peder Frederik Jensen efterlyser større lydhørhed over for, hvad folk i andre samfundslag end middelklassen faktisk tænker og mener. Foto: Jacob Ehrbahn

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter: Politikerne bør tale om middelklassens klicheer om Underdanmark

Peder Frederik Jensen savner politik i dansk litteratur. Hvad savner han i politik?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der hænger en marsmand i lygtepælen, når jeg at tænke, før det går op for mig, at det bare er Uffe Elbæk.

Hans valgplakat er grøn og ligner et syretrip eller de sidste timer, inden man vender tilbage til en eller anden form for normaltilstand, når psykedelikummet fiser af.

Heldigvis for min virkelighedsopfattelse får jeg i det samme øje på Manu Sareen, landets socialminister, og jeg får lyst til at hilse på den pæne papmand og jovialt sige tak for sidst og slå ud med armen. Sidst var i Debatten på P1, hvor jeg formulerede en kritik af middelklassens ignorance, når det handler om de nederste i samfundet.

Landets socialminister valgte at tjekke sin smartphone, mens vi talte, og da det blev hans tur, så han desorienteret på mig og sagde: »Jeg forstår ikke, hvad du siger«. Derefter indledte han et langt, standardiseret forsvar af politikerne på Christiansborg.

Vi må antage, at det var en strategi, der fik ham til at påstå, at han ikke forstod, hvad jeg sagde. Alternativt ville det betyde, at landets socialminister er småt skåret eller bare nyforelsket i gang med at snapchatte med sin kæreste. Men det kan vi ikke tro.

Ville vi fatte, hvad en stemme på DF handler om, hvis vi gad lytte og ikke bare afviste skurvognsjargonen som racistisk, mandschauvinistisk og afstumpet?

En ting er, at hans tidligere parti- og ministerkollega har valgt at gå til valg som en superrummelig udgave af Hulk, men at Manu Sareen af den grund skulle være en tegneseriefigur er utænkeligt.

Han var bare ikke optaget af den samtale, jeg ønskede at tage, nemlig hvordan vi fra middelklassens side konstruerer klichéfulde fortællinger om de mange i vores samfund, der normalt går under radaren, og som den midtsøgende borger bliver så overrasket over findes, når Under-, Udkants- og Vandkantsdanmark sætter kryds ved det yderste højre.

Det kan jo undre, for hvis man havde slået en lille del af sin analytiske hjerne til, da der var EU-parlamentsvalg for et år siden, burde signalet gå igennem: Der er en bevægelse i gang i gulvhøjde. En bevægelse defineret af utryghed.

Det er ældre, der ikke genkender det samfund, de har bygget. Det er fag- og ufaglærte, hvis jobsikkerhed er truet. Det er de mange, som velfærdssamfundet i sin tid blev skabt for at give muligheder, der føler sig usikre.

Det er ikke Politikens kernelæsere, slet ikke bogtillæggets. Det er snarere de grupper i samfundet, der ikke føler sig repræsenteret, hvis liv er underfortalt, og som oplever en logik og en verdensanskuelse i det offentlige rum, der ikke tilgodeser deres måde at forstå sig selv og verden på.

Men når kommentatorerne taler om disse grupper, kalder man dem f.eks. bodega/taxa-segmentet. Det gjorde politisk kommentator Sigge Winther i Deadline onsdag aften, og det er sigende, at man sætter lighedstegn mellem denne gruppe og manglende politisk forståelse, manglende logik, når der stemmes. Det er dem, der kan gå fra Enhedslisten til DF på en nat, og det giver jo ingen mening.

Eller gør det?

Ville der være en større anerkendelse af bevæggrundene, hvis disse grupper i samfundet, som lige nu kan være helt afgørende for Helle Thornings regering, var bedre repræsenteret? I litteraturen til eksempel eller i tv-fiktionen eller i aviserne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når det handler om diskussionen af indvandring i dansk og europæisk sammenhæng, er jeg helt sikker på, at højredrejningen bunder i utryghed

Ville vi fatte, hvad en stemme på DF handler om, hvis vi gad lytte og ikke bare afviste skurvognsjargonen som racistisk, mandschauvinistisk og afstumpet?

Ja, naturligvis. De fleste, jeg har arbejdet sammen med og mødt som håndværker, har været helt almindelige mennesker, men en del af dem stemmer på højrefløjen, selv om det samfund, de ønsker, vel er socialdemokratisk?

Det er så det, vi kalder proteststemmer og populistisk højredrejning, og ja, der er tåbeligt at stemme på et parti, der vil pege på en statsminister, der ikke varetager ens interesser, det er utilgiveligt at anerkende Dansk Folkepartis afvisning af de klimatrusler, vi står over for, og det er direkte hyklerisk at kræve ind uden selv at forsøge at forstå omfanget af de katastrofer, der sender mennesker fra hele verden på flugt, men det tåbelige, det ulogiske er mennesket i en nøddeskal, alt det, der ikke kan rummes i et regneark.

Den form for modsætninger og følelsesstyrede motiver bør belyses, kritiseres og vises ærligt i samfundsfortællingen, så flere føler sig forstået. Det modsatte sker, når man 20 år i træk undlader at indoptage det trusselsbillede, de mest udsatte på arbejdsmarkedet står over for.

Det her handler f.eks. om at acceptere, at der er en arbejderklasse i Danmark, hvis hænder i perioder føles nemme at erstatte, og hænderne sidder i høj grad på de mennesker, vi byggede velfærdssamfundet for.

Det står vel på side 1 i sociologihåndbogen, at racisme og angst for forandringer hænger sammen? Den fremmede personificerer en grundlæggende uro ved tilværelsen. Når det handler om diskussionen af indvandring i dansk og europæisk sammenhæng, er jeg helt sikker på, at højredrejningen bunder i utryghed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mennesker, der ikke aner, hvad der skal ske med dem selv og deres børn, stemmer på den nemme forklaring: Det er de andres skyld. De mange, der simpelthen er kommet i tvivl om, om der er plads til dem i en globaliseret verden, reagerer nervøst. Det er den store og meget væsentlige virkelighed, der ikke trænger igennem fedtlaget, som omkranser kulturlivet.

Det er en nervøsitet, der er irrationel og menneskelig. For ikke at sige sammensat og svær at få styr på. Det skal vi måske hele tiden mindes om, at det logiske er defineret, at ens subjektivitet, ens verdensopfattelse altid er i spil mod sin modsætning. Det burde en statsfinansieret kunst- og kulturverden åbne sig imod. Det og forståelsen for bevægelserne i gulvhøjde.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden