Litteraturforsker: »Lufthavnslitteratur« er bedre end sit rygte

Klodens største bogforretning har potentielt 3,3 milliarder kunder. Cirka så mange mennesker går nemlig igennem verdens lufthavne på et år og er altså mulige købere til det, der lidt nedladende kaldes lufthavnslitteratur.

Det er den genre, hvor Dan Brown, Ken Follett, Jonathan Franzen, David Lagercrantz, Jussi Adler-Olsen og Liza Marklund ligger i ske på udstillingsbordene.

En skabelonlitteratur, som ikke fornærmer nogen, og hvor bøgerne er så nemme at læse, at man ikke behøver at stoppe op undervejs.

En global genre, som Horace Engdahl, litterat og tidligere permanent sekretær for Det Svenske Akademi, har defineret som bøger, der »skrives af forfattere, som hele tiden rejser rundt og til sidst ikke aner, i hvilket land de befinder sig, og det fornemmer man også, når de skriver« (Pol. 8.12.14).

LÆS ARTIKLEN

Og så føjede han Haruki Murakami og Chimamanda Ngozi Adichies romaner til listen. To forfattere, som ellers er vant til at se sig selv i en lidt finere sammenhæng, men som i Horace Engdahls optik netop er med til at udglatte kulturelle forskelle og reducere japansk og afrikansk litteratur til »eksotisme og globalization«.

For særpræget til en afgangshal

Men udbuddet af lufthavnslitteratur er ved at ændre sig til det bedre, mener Mads Rosendahl Thomsen, lektor på Litteraturvidenskab, Aarhus Universitet.

»Opfattelsen af lufthavne som et vulgært supermarked af dårlige krimier og lægeromaner holder ikke længere i praksis. Jeg kigger altid bøger i lufthavnen og støder på både klassikere og nyere, egentlig ret avanceret litteratur«.

Der er naturligvis stadig tale om et bredt internationalt udvalg.

»Men man skal passe på med at være snobbet, for lette genrer kan også have kvalitet«.

Særprægede bøger og digtsamlinger har det vel trods alt svært i en afgangshal?

»Jo, men det har de også i en almindelig boghandel, kan jeg se her i en halvstor by som Aarhus«.

Det, der ofte fanger bogkøbere i lufthavne, er lettilgængelig faglitteratur i dur med ’50 naturvidenskabelige opdagelser’ eller ’1001 bøger du skal læse inden du dør’, siger lektoren.

»Men igen, hvorfor være kostfornægter; der findes også mange gode faglitterære bøger«.

Hvad er lufthavnslitteratur?

Netop lufthavnslitteratur har været med til at orientere os mod det globale og USA-dominerede. Men sådan en litteratur, med normer, værdier og plot, der kan forstås alle vegne, risikerer vel at miste saft og kraft?

»Det er rigtigt, at globallitteratur ikke stiller hindringer i vejen for nogen, og at den kan læses af alle, men som i Georg Brandes’ teori om verdenslitteratur (1899, red.) tror jeg, at den må have noget lokalt i sig. Den svenske, og danske, krimi er jo lige præcis ikke stedløs, og det er en del af grunden til, at den fungerer globalt«, siger Mads Rosendahl Thomsen.

Er Murakami lufthavnslitteratur?

»Det mener Horace Engdahl jo, og en titel som ’Norwegian Wood’ siger jo det hele: Murakami går vældig meget i dialog med vestlige traditioner og er nok mere end almindeligt interesseret i Beatles, jazz og Hemingway, end gennemsnitsjapaneren er«.

Jonathan Franzen, aktuel med ’Purity’, er også lufthavnslitteratur?

»I den grad. Men nogle gange forveksler vi det at være amerikansk med at være global. Han er vel mest global, fordi han sælger godt«.

At Jonathan Franzen selv erkender at skrive lufthavnslitteratur, fornemmer man næsten, når han i ’Purify’ selvironisk skriver sådan her: »Der er så mange Jonathan’er. En pestepidemi af litterære Jonathan’er. Hvis man ikke læste andet end New York Times Book Review, ville man få den tanke, at det var det mest almindelige navn i Amerika. Synonymt med storhed og talent. Ambition. Vitalitet«.

Dødsangst påvirker bogvalget

Påvirker det vores valg af bøger, at vi skal op at flyve lige om lidt?

Ja, mener psykolog Henrik Bilstrup Nielsen.

»Vi har alle en dødsangst bygget ind i os, og jo mere ængstelige vi er, desto mere tilbøjelige kan vi være til at vælge strategien at blive distraheret og underholdt. Den bog, vi vælger, skal være letfordøjelig, men ikke så let, at den ikke kan fange vores opmærksomhed under takeoff«, siger psykologen, der mener, at man vil være tilbøjelig til at vælge en bestemt type bøger i en lufthavn.

»Bøger, der forholder sig til eksistens og meningen med livet, bøger, der river op i sjælen eller handler om katastrofer vil for mange vælges fra til flyveturen«.

Den britiske boghandlerkæde WHSmith har fire butikker Airside og en Landside i Københavns Lufthavn. Her opfatter man genren lufthavnslitteratur »som alt det, man kan friste de meget hurtigt besøgende med, mens de tænker på, hvilken gate det nu var, de skulle hen til, hvad debutanten i den anmeldelse, de læste til morgenkaffen, nu hed, eller hvad man har brug for at overleve de kommende timer i luften, hvis man har flyskræk«, siger Suzanne Bach-Marklund, category manager books:

»Lufthavnslitteratur bliver brugt nedsættende, fordi det står for den bredest mulige appel til laveste fællesnævner. Men vi prøver at gøre en dyd ud af begrænsningerne. Indimellem vælger vi også en titel, som vi på forhånd ved ikke har nogen bred appel. Så gør vi det for at gøre nogle ganske få læsere og os selv glade. Der skal være plads til små overraskelser«.

Skidestolt forfatter

Fremme ligger Lagercrantz’ ’Det der ikke slår os ihjel’, Thomas Rydahls krimi ’Eremitten’ og Jussi Adler-Olsens ’Den grænseløse’, men også Murakami, Chimamanda Adichie og Franzen. Og Jens Andersens berømmede biografi om Astrid Lindgren ’Denne dag, et liv’.

Hvordan har han det med at skrive lufthavnslitteratur?

»Jeg er skidestolt af at ligge der! Jeg opfatter på ingen måde lufthavnslitteratur som et skældsord. Mange har kun tid og rum til at læse en hel bog, når de rejser. Tidligere tog man krimier med, men det har ændret sig, tror jeg, mange vil have noget mere gods og udfordring med i bagagen. Jeg har det pragtfuldt med at være lufthavnslitteratur«, siger Jens Andersen.

Hvilken bog ville lektor i litteraturvidenskab Mads Rosendahl Thomsen købe, hvis han lige nu stod i lufthavnen?

»’Legacy’ af Klaus Høeck. Men det kan da godt være, at jeg kommer til at lede forgæves ...«.

Men Caspar Erics langdigt ’Nike’ har de.