Ræs. Ebbe Juul Nielsen tvivler på, at vi har godt af al den sundhed. Den deler os nemlig i vindere og tabere, gør os bekymrede og får os til at spilde tid på tomme sundhedsritualer.
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Ræs. Ebbe Juul Nielsen tvivler på, at vi har godt af al den sundhed. Den deler os nemlig i vindere og tabere, gør os bekymrede og får os til at spilde tid på tomme sundhedsritualer.

Bøger

Forfatter: Sundhedsræset ligner en religion

Sundhed er blevet en måde at håndtere vores eksistentielle angst på, mener Ebbe Juul Nielsen.

Bøger

Hvad skal vi til firmafesten? Løbe 5 kilometer, selvfølgelig. For sådan fester vi nu om dage i samfundets sunde klasser. Med smoothie i glasset og sved på panden. Og hvis der er et løb, hvor det faktisk ikke gælder om at vinde, men bare om at være med, må det være det store sundhedsræs. For det bliver man en vinder af at deltage i.

Står man af sundhedsræset, risikerer man at dale i egen agtelse og sakke bagud i karrieren og i kærlighedslivet, mener forfatteren til bogen ’Forbandede sunddom’, som udkommer i dag.

»I dag er det jo svært at blive mellemleder, hvis ikke man gennemfører en halv- eller helmaraton«, siger ph.d. og lektor i anvendt filosofi ved Københavns Universitet Morten Ebbe Juul Nielsen, der i bogen ser sundhedstsunamien kritisk an.

Vi løber ikke bare. Vi løber også fra nogen. Og vil man anerkendes som ligeværdig borger, attraktiv partner, jobansøger og ven, er man nødt til at adoptere det sunde liv, som æder sig ind på andre sider af vores liv, mener han.

»Det er blevet så indlysende, at vi ikke engang ved, at det er sådan. Og så forsvinder friheden og bliver til tvang. Vi er nærmest dømt til sundhed. Men når vi bruger en masse tid på at træne, er der altså en masse tid, vi så ikke kan bruge på noget andet. Og sådan mister vi faktisk en masse livskvalitet i jagten på livskvalitet«.

Selvfede sjæle

Han ser det overalt. Blandt politikere, som »ikke tør prioritere i den vanvittigt dyre medicin, som har en meget marginal nytte«. På arbejdspladserne, hvor der partout skal være fitnessrum, og kantinen servere »økohakkelse og danskvand«. Og når København spærres af, fordi der skal afholdes maraton.

Selv på kærlighedsmarkedet er sundhed trumf, kunne han konstatere, da han løb 100 mandlige profiler på hjemmesiden Elitedaters igennem, før han stødte på en, der nævnte, hvad han læste, mens næsten alle fremhævede en sportsgren.

»Jeg ved fra fødevaresociologer, at familier ikke snakker så meget om, hvor god maden er, som om, hvor sund den er. Og generelt er der sådan en forventning om, at: Nå, men du har da også lige været nede at træne«.

Når vi bruger en masse tid på at træne, er der altså en masse tid, vi så ikke kan bruge på noget andet

Og hvad så, kunne man spørge. Så langt, så sundt. Ernæringsrigtige madvaner og jævnlig motion er vel altid godt?

Ikke nødvendigvis, lyder svaret fra forfatteren og flere andre, der har studeret vores hang til frelse gennem helse. Der er også bivirkninger ved, at stadig flere selvfede sjæle løber rundt i sunde kroppe. Voksende ulighed, bekymring og spild af tid, fordi mange forfalder til småneurotiske sundhedsritualer, der hverken styrker krop eller sjæl.

Mere håb end viden

»Det er meget rart, at man ikke puster, når man går op ad trappen. Og man får også lidt mere overskud til at klare sig i konkurrencen, når man lever sundt«, siger Verner Møller, professor ved Center for Idræt ved Aarhus Universitet.

»Men dybest set ser jeg det som udtryk for, at vi mennesker skal have noget at tro på. Og fordi de færreste i dag går i kirke, dyrker vi i stedet os selv og vores sundhed. I kirken ville vi have frelse og et evigt liv. Nu slår vi os til tåls med måske at holde os i live ved at dyrke sundheden«.

Men hvad har en armbøjning da til fælles med en bøn? Den kan være et fast holdepunkt, forklarer Hans Bonde, professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet. Noget, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

»Sundhed er blevet et sted, hvor man finder tryghed og ro om et absolut budskab«, siger han.

»I religionen skal man lutres, bortdrive det djævelske og renses for synden. Det går igen, når vi dæmoniserer fedtet og alt det sundhedsskadelige. Vi får detox og renselseskure, hvor man bilder folk ind, at de kan rense systemet«, siger professoren og tilføjer, at nidkær omgang med egen krop for nogle får et manisk præg, så de helst skal løbe hver dag og spise bestemte ting, hvilket i hans øjne mere ligner religiøse ritualer end sundhedspleje.

Meget af det moderne liv er uden for vores kontrol, påpeger forfatteren til ’Forbandede sunddom’, Morten Ebbe Juul Nielsen. Arbejdsskader, miljøet, vores genetik og opvækst eksempelvis.

»Og der bliver sundhed ligesom religioner en måde at håndtere vores eksistentielle angst på. Vi får en følelse af kontrol ved at købe de rigtige fødevarer«, siger forfatteren, der også ser en parallel til religion i, at sundhedens velsignelser for den sunde ofte synes hævet over diskussion.

»Ofte er der også mere håb end viden i sundhedskulten. En tro på, at man kan blive frelst ved den næste hovedret«.

Den farlige nutellamad

Trygge gør det os bare ikke, mener Morten Ebbe Juul Nielsen. Tværtimod.

»Der er jo ikke noget mere lammende eksistentielt set, end at man hele tiden går og holder øje med de andres løftede øjenbryn over ens dårlige indkøbskurv og tænker: »Hmm ... kunne jeg nu ikke gøre lidt mere for min krop?«. Eller: »Hvad tænker de andre, når jeg giver lille Birger en nutellamad?«, siger han.

Godt hjulpet af diverse medier, som med hans ord er »grotesk besat« af sundhed og taktfast tamper tidens mantra om pulsure, slankekure, løbestil, wellness og kaloriefattig mad ind i os. Og når vi lydigt tager imod, skyldes det først og fremmest vores trang til anerkendelse, mener han. Fordi sundhed er »en fortrinlig statusmarkør«. En let måde at skille de sunde får fra de usunde bukke på.

»Vi vil åbenbart skille de gode fra de dårlige. I dag opdeler vi os ikke så meget efter, om man har de rette kulturradikale holdninger, som efter, om man har den rigtige fitnesskrop. Det er også meget lettere end at se på folk, om de har læst de tre seneste danske digtsamlinger«, siger han.

Sundhed er blevet et sted, hvor man finder tryghed og ro om et absolut budskab

Men som i al statusjagt er man også her nødt til at øge indsatsen med tiden. For 20 år siden var man sund, hvis man joggede lidt, forklarer Morten Ebbe Juul Nielsen. Så blev det til løb, dernæst halvmaraton, så maraton og nu triatlon.

»Førhen var man sund, hvis man jævnligt spiste salat og droppede alkohol i januar. I dag er det ikke nok at spise økologisk. Det skal helst være biodynamisk. Og sådan hæver man hele tiden barren for at bevare sit statusforspring«, siger han.

År for år vokser forskellen på sunde og mindre sunde danskere. Og det kan blive dyrt for dem, der bliver syge af deres livsstil, mener Morten Ebbe Juul Nielsen.

»Sundhed betragtes i dag langt mere som den enkeltes ansvar end tidligere. Endnu har vi ikke set det store skred i adgangen til sundhedsydelser, men mange overvejer, om ikke det var en idé at stille de overvægtige bagest i køen«, siger han.

Eller som professor Verner Møller udtrykker det:

»Man bliver jo noget selvforelsket, når man lige er cyklet op på toppen af Alpe d’Huez. Og når man bagefter ser den fede, tænker man let: »Det kunne du også bare have gjort. Jeg kan ikke have ondt af dig. Du er en taber, en doven rad«. Og det gør det vanskeligt at have den position«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Miserabel og sund

Vi dyrker nu ikke bare vores krop for at få et forspring, mener han. Men også fordi vi er bange for at blive sat af.

»Vi er ikke forsikret i fællesskaber i samme grad som tidligere. I dag gælder det om at redde sit eget skind. Derfor ruster man sig til konkurrencen med de andre. Vi ved jo, at vores chancer på arbejdsmarkedet er mindre, hvis vi er fede og utrænede. Og man skulle jo nødig være en af dem, der bliver efterladt på perronen og kørt over af to års kontanthjælp«.

For nogle er sundhed blevet et andet ord for lykke, mener professor Hans Bonde. Selv om man sagtens kan være »verdens sundeste menneske og alligevel miserabel, asocial og ulykkelig«, som han siger.

Men i jagten på den sunde lykke distancerer nogle ekstreme sportsdyrkere sig fra deres familier, siger han. At heller ikke alt, hvad vi halvhjertede motionister og kostbevidste gør i sundhedens navn, gavner vores helbred, kan man se af, at dødeligheden blandt sunde overvægtige personer øges, når de taber sig, forklarer Morten Ebbe Juul Nielsen. Og på, at ingen solid videnskabelig undersøgelse endnu har »vist så meget som en ekstra levedag« for dem, der spiser økologisk, som han siger.

Vi bruger ganske rigtigt træning og sunde madvaner til at skille os ud som individer, siger professor Bente Klarlund, der skriver om sundhed her i avisen. Men også til at melde os ind i fællesskaber.

»Hvor man tidligere fandt sin identitet i foreninger, gør man det i dag ved at være særlig. Når snart sagt alle, man kender, har løbet maraton, kaster man sig over triatlon. Men undervejs bliver man også en del af et fællesskab«, siger hun og tilføjer, at de, der virkelig trænger til et sundhedsløft, næppe kan hjælpes med selvhjælpsbøger og brevkasser.

»En meget stor del af befolkningen er på total deroute. Desværre følger problemerne udkantskommuner, manglende uddannelse og ressourcer. Skal vi nå dem, er vi nødt til at indrette samfundet, så det bliver nemmere for dem at leve sundt«, siger Bente Klarlund.

Fitness for professorer

End ikke forfatteren til ’Forbandede sunddom’ kan sige sig helt fri for at være grebet af tidsånden. Morten Ebbe Juul Nielsen træner tre gange om ugen.

»Vægt og lidt cardio«, som han siger.

»Fordi jeg oplever, at det giver et større overskud i hverdagen. Og jeg har tiden, så jeg føler mig ikke underlagt af det«.

Det har professor Verner Møller også.

»Det er meget fornuftigt, at den krop, der er skabt til at lave hårdt fysisk arbejde, bliver brugt en gang imellem, når vores arbejde er så stillesiddende. Det er nok endnu en grund til, at vi går så højt op i sundhed«, siger han.

Løbe kan han ikke længere, efter at han som ung spillede meget håndbold.

»Så jeg er en af de her mænd i lycra nu«.

En tid stillede han cyklen fra sig, fordi han blev træt af at »sidde og glo på cykelcomputeren« og blev »bitter« over ikke at kunne holde samme tempo som året før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men en dag, da fuglene sang, og solen skinnede, kørte jeg af sted uden computer. Pludselig var der en hjort, der kom springende ud fra skovkanten. Fuglene sang, og markerne var gule. Og så fik jeg virkelig lyst igen, så nu kører jeg et par timer tre gange om ugen«.

Tre gange om ugen træner professor Hans Bonde. Altid dog med en fodbold. For der skal være leg i det.

»Ellers gider jeg ikke«, siger han.

»Det er ikke nok, at det er sundt«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Nils Thorsen eller Kultur, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden