»Gud er stor. Og jeg er romkugle-hvisker. Jeg har simpelthen opfundet en romkugle, der løser alle dine problemer. Det er lige før, jeg vil påstå, at den kan forbedre dit parforhold. Den er så sund, at mine børn får den til morgenmad de dage, hvor de ikke gider at spise så meget. Den er med på ture i bilen, til sport og i madpakken«.
Et nyhedsbrev fra Ninka-Bernadette Mauritson er tikket ind i mailboksen. Hun har lavet karriere på detox-kure og kostomlægning, og jeg får øjeblikkeligt lyst til sådan en romkugle med »skjulte grøntsager uden frugt, sukker og gluten«. Den kan efter sigende løse alle mine problemer, og jeg har brug for et fikst snuptag eller en genvej. Og hvem elsker ikke romkugler?
Ret hurtigt opgiver jeg dog projektet og entusiasmen. Den ’medicinske detox-romkugle’, som Ninka har opfundet, indeholder en hel stribe ingredienser, som jeg aldrig har hørt om: Smoothiepulver. Fibersirup. Pulveriserede broccolispirer. Macapulver. Det lyder svært. Jeg dropper det.
På en måde er jeg sgu nok, som danskere er flest: Jeg læser hele tiden tips og tricks alle steder til den der sundhed. Får en fiks idé, prøver den og giver op. Sidste år fastede jeg en dag om ugen. Det holdt i tre uger. Under en ulykkelig forelskelse opfandt jeg min egen kur, ’Chablis Kuren’™, som går ud på at lade være med at spise, græde meget og drikke vildt meget hvidvin. Det tabte jeg en masse af. Lysten til at leve for eksempel.
Den ene uge æder jeg skyr og blåbær, den næste chiafrø og aroniajuice. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men nogen siger, det er sundt, og så parerer jeg ordre. Men de halvhjertede forsøg ender altid i mere frustration og mere forvirring. På Facebook cirkler lige nu to artikler rundt. Den ene fortæller os, at bacon er kræftfremkaldende. I den anden artikel har et andet hold forskere fundet ud af, at bacon derimod er livsforlængende. Nå. Et tredje link forklarer mig, at det er o.k. at spise pommes frites, bare ikke de mørke af dem. Og nu er der sørme også nogen, der mener, at antioxidanter måske alligevel ikke altid er sundt for alle.
Der er ikke så meget at sige til, at vi alle sammen efterhånden er lidt rundtossede omkring det med sundhed. Jeg er sgu oprigtigt i tvivl om, hvad der er godt at spise efterhånden. Brød eller ikke brød? Et glas rødvin til maden eller ej? Mange små måltider eller ugentlig faste? Glutenfri, laktosefri eller neurosefri?
At stige på sundhedstoget
Men jeg tænker meget over det. Måske fordi der ikke er så mange år, til jeg bliver 40. Man kan ikke tillade sig at være ligeglad med sin krop længere i 40’erne. Så går det for hurtigt ned ad bakke.
Så dette er en semiprivat undersøgelse af sundheden. Jeg bliver ikke typen, der på mit dødsleje udånder med et: »Bare jeg dog havde spist færre kulhydrater«. Men jeg er til gengæld begyndt hos en personlig træner. Det er møgdyrt. Og ydmygende. At en højgravid, ung kvinde med et bestemt blik og skrappe regler hjælper mig med at træne og spise sundt. Men nu kører toget altså.
Jeg hader ellers folk, der missionerer. Jeg er overfølsom over for at lide afsavn og bliver træt af folk, der tæller kalorier og siger nej til alkohol, kage eller sjov, fordi de »skal holde igen«. Det er usexet. For folk holder meget igen for tiden. Det sunde liv med motion og afsavn giver status. Vi måler hinanden på det. Folk jubler, når nogen tjekker ind i fitnesscentret. Løber et maraton. Træner til et cykelløb eller dropper kød.
Der er nu kommet en modbølge mod sundhedsstress og slankekure. Folk som Svend Brinkmann, Morten Ebbe Juul Nielsen og svenske Carl Cederström skriver imod wellness-syndrom, selvhjælp og ser jagten på sundhed som fjende af livskvalitet.
Men nu står der så en lille blond kvinde og beder mig cykle, til jeg er ved at besvime. Jeg skal tage billeder af alt, hvad jeg spiser, og sende til hende. Jeg skal gå tidligt i seng. Jeg skal træne 2-3 gange om ugen. Have mere protein og mindre alkohol. Jeg når lige at tænke: »Betaler jeg virkelig for det her«. Heldigvis siger hun, at jeg er bomstærk. Altså af sådan en doven type at være.
Forleden dumpede en af de bøger, som jeg plejer at hade, ind ad døren. Normalt ville jeg tage et billede af den til Instagram og gøre grin med den. Det er nemlig nemt. Bogen har en lyserød kettlebell på forsiden og hedder ’Alle kvinders sundhedsbibel’. Mærker allerede antipatien brede sig.
Men i stedet tager jeg ud og taler med manden bag, Umahro Cadogan. Han bor i Nordvest, med en rockerborg til den ene side og en moske til den anden. Inde i hans stue tæller jeg 18 kettlebells i forskellige størrelser og på hylden 14 slags kosttilskud. På køkkenbordet står to kæmpe blendere, en juicer, en foodprocessor og en del bloklys. Jeg kan mærke, at jeg er imod.
Men jeg er her for at lære noget. Jeg vil også være sund. Jeg vil blive en gammel dame. Jeg vil bekæmpe mine rygproblemer og min mummy tummy. Umahro Cadogan, der har en mor fra Aarhus og en far fra Barbados, ser helt vildt sund ud. Han går i sådan nogle sko med tæer i, har akupunkturnåle i ørerne og står og håndpisker skriggrøn japansk matcha-te til os. Foran ham står en skål med noget, der ligner brombærsoftice. Han byder på en smagsprøve. Mit gæt er, at det er frosne bær, en slags pulver og kakao. Det smager o.k. godt. Sundt i hvert fald.
»Er det en typisk morgenmad for dig«, spørger jeg.
»Ja, det kunne det sagtens være. Kan du smage, hvor frisk teen er? Det er sådan en, man får til teceremonier. Det smager af solskin«, siger han.
Det smager ganske rigtigt virkelig godt. Cadogan fortæller, at han altid er gået meget op i sport og mad. At han prøvede at lave sin første omelet, før han overhovedet kunne tale. At han som 20-årig oplevede at blive meget alvorligt sygt. At han efter halvandet år ind og ud af hospitaler med en krop, der ikke fungerede, og en stribe læger, der kun kunne tilbyde ham en rollator eller at fjerne hans tyktarm, overvejede at opsøge en »læge i Schweiz, der kunne slå mig ihjel på en human måde«.
Forfatter: Sundhedsræset ligner en religionPå det tidspunkt havde han tabt 40 kilo og var mere eller mindre sengeliggende. Men så begyndte han at sætte sig ind i ernæring og biokemi og kroppens funktioner og langsomt helbrede sig selv og blev undervejs ekspert i sundhed og funktionel medicin.
Det er en vild historie. Men hvad skal helt almindelige danske kvinder bruge en bog som din til?
»I den her diskussion om sundhed er der enormt meget viden om, hvad der virker, og hvad man skal gøre. Men det store problem er, at det ikke sker. Vi har viden og taler til folks intellekt, men får ikke deres hjerte og sjæl med. Derfor bliver sundhed ikke levende og lystbetonet, men noget, der afhænger af viljestyrke. Og den holder i maks. tre måneder, hvis man er heldig, så skal den bruges på en anden kamp, noget på jobbet eller i familien. Og så lader vi sundheden flyde igen«.
Hvad er egentlig det fede ved at være sund?
»Vitalitet, glæde, energi, og at din krop ikke er en hæmsko for dig. Men det er en dualitet, som vi mennesker skal danse med hele livet: Hvor meget skal man arbejde for det? Sundhedsbranchen er en god blanding af lort og diamanter med bombastiske enkeltudmeldinger. Det vigtigste for lige præcis dig er at finde ud af, hvilket trin du kan tage, derfra hvor du er. Og omdanne viden til handling«, siger Umahro Cadogan.
Jeg handler. Efter et par dage med min træners råd må jeg jo indrømme, trods parat-skepsis, at jeg har det virkelig godt. Især det med søvnen er en øjenlukker af den gode slags. At gå et par timer tidligere i seng har den umiddelbare effekt, at jeg vågner af mig selv og ikke ligger og snoozer på uret i halve og hele timer. Derefter har jeg overskud til at være sød ved mit barn og tilberede lækre omeletter med spinat og forårsløg i stedet for en sløj havregrød. Og endda tage til morgentræning.
Som var jeg en artig skolepige, der har lavet sine lektier, gennemgår træneren mine madbilleder. Jeg synes selv, jeg fortjener vildt meget ros.
»Der skal du have mere protein. Ta’ noget kylling til. Dine portioner er for store. Du skal spise mindre, det er helt sikkert«.
Men bliver jeg ikke sulten så, spørger jeg. Det ignorerer hun. Og tvinger mig hen på kvalmestadiet og dødeløft med kettlebells igen. Hun vil ikke høre tale om, at det ikke kan lade sig gøre i mit liv at træne tre gange om ugen. Eller at jeg ikke kan fordrage fitnesscentre og hellere vil svømme eller lave yoga, når jeg ikke træner med hende.
»Yoga? Det kan du lave, når du er gammel og skal hygge dig«. Godt ord igen. Jeg melder mig ind i centret.
Monogam sundhed
Forfatter Tor Nørretranders er ude at gå i Dyrehaven, da jeg ringer til ham. Han har skrevet en bog, ’Menneskeføde’, om at omlægge sine kostvaner og lære at blive sund. Det er 11 år siden, at Nørretranders tabte 15 kilo ved at droppe ’græs’ i kosten, altså brød (mel), pasta, ris, kartofler – alle de ting, som man ikke kan spise råt.
»Vi er biologiske væsner. Og der er noget, der tyder på, at vores kroppe ikke er skabt til de ting, som agerbruget har tilført os: stivelse, sukker og hurtige kulhydrater. Det bliver et problem nu, fordi fysisk aktivitet ikke er en del af vores hverdag mere. Derfor droppede jeg dem helt, og sådan har jeg levet siden«, siger Tor Nørretranders, der dengang nærmede sig de 50 år og det dobbelte i vægt.
Hans vigtigste helseråd er, ud over at droppe ’græs’ i kosten, at gå en time hver dag. Nørretranders mener, at effekten ved en lang gåtur er enorm. Det er ubelastet, man skal ikke nå noget eller kigge på et pulsur.
»Mange går til sundhed ud fra en negativ motivation: De er bange for at dø eller blive syge. Det er fair nok, for det er sjovt at leve. Sidst i 30’erne og starten af 40’erne er vores reproduktive alder ved at være forbi, og der indtræder for mange en krise. Drivkraften fordamper og hvad så? Man har ikke behøvet gøre noget ved sin krop før, men nu forfalder den. Man bliver tyk og mister spændstigheden. Det er der, du skal til at sove mere, drikke mere vand, lave nogle strækøvelser, gå ture og spise sundt«.
Wow. Det lyder glædesforladt?
»Du kan faktisk få det vildeste sus ved at omlægge din kost. Det føles nærmest som en forelskelse. Du får så meget energi og bliver begejstret og slipper tungheden i kroppen. Mange af de der sundhedsbøger er jo skrevet på den energi eller forelskelse. Men jeg har valgt kærlighedens vej og truffet et valg. Jeg er monogam med min livsstil i stedet for at skifte rundt. Folk, der sundhedsshopper, er ligesom de serielt monogame: De er høje og håbefulde i tre måneder og så videre. Men man skal vælge noget, der gør en glad og ikke er hysterisk«, siger Tor Nørretranders.
Den er ny for mig. Altså den med forelskelse og monogami?
»Også for mig«.
Det var en, du lige kom på?
»Ja. Jeg får mange af mine ideer, når jeg går«.
Der er mange benspænd i hverdagen med den nye sunde livsstil her i konkurrencestaten Danmark. Jeg er i hele tre butikker for at finde de rigtige bygkerner til en af Cadogans opskrifter. For så at opdage i opskriften, at de skulle have trukket natten over. Jeg prøver så at lave min egen yoghurt, men synes ikke, det giver mening, sådan rent klimamæssigt, at have den stående i en ovn på lavt blus i 12 timer.
Jeg lærer nye sære ord: kakaonibs, proteinpulver, stensalt, smørbønner, mens jeg prøver at følge opskrifterne fra bibelbogen. Det er svært. Når man ikke er særligt avanceret i et køkken og kommer træt hjem fra arbejde med et sultent barn, der synes, at kålblads-wraps ser »vildt klammo ud«.
Vi tror, vi skal præstere for at blive elsketI modsætning til alle andre danskere åbenbart føler jeg også en vis blufærdighed ved sundhedsprojektet. Jeg »tjekker ikke ind i fitten«, som de unge skriver på Instagram (’fitten’ skal her ikke forstås som noget frækt, men betyder ’fitnesscenter’ på ungdomsslang). Til middag hos en veninde må jeg bede om grøntsager i stedet for pasta til kødsovsen. Det er ret pinligt, selv om hun er helt cool med det og endda har en smart køkkenmaskine til at lave snyde-pasta med squash i strimler.
I kantinen på avisen serverer de fedtet lasagne og skipperlabskovs, som om køkkenpersonalet slet ikke har opdaget, at vi lever i en kulhydratforskrækket tidsalder.
Firsertynd og dobbeltrøv
Men man kunne selvfølgelig også spørge nogen om, hvad man får ud af at lade være med at gå i fitnesscenter og have madstress? En af dem, der har givet slip, er instruktør Hella Joof. Hun var vaskeægte firsertynd med spiseforstyrrelser i sin ungdom, mens hun nu er voksen og mere rund.
»Jeg spiser kød og drikker rødvin. Jeg har været på slankekur hele mit liv og orker ikke mere. Jeg vil ha’ lov at ældes med hedeture, dobbelthage og dobbeltrøv. Hvis jeg nogensinde skal være tynd igen, så bliver det med Karen Blixen-kuren: amfetamin, østers og champagne. Og måske lidt syfilis, sex er jo også en slags motion«, siger hun.
Hella Joof vil ikke kæmpe mere med sin vægt. Hun har ikke vejet sig et halvt år, hvilket hun ellers har gjort hver dag hele sit liv, men nu lever hun bare fornuftigt og semi-sundt.
»Jeg gider ikke bruge min energi på det. Det er også for skabagtigt og pattet at være over 50 og gå op i, om man er en størrelse 38 eller 42. Det er jo ligegyldigt«.
Man siger ellers, at ’nothing tastes as good as skinny feels’? Det er sådan et herligt anoreksi-motto?
»Da jeg var allertyndest, var jeg også allermest ulykkelig. Jeg er kun blevet lykkeligere, jo ældre og tykkere jeg er blevet. Jeg går slet ikke op i sundhed mere. Jeg er ikke på Facebook, læser ikke dameblade og følger ingen af de sunde på Instagram. Jeg bor også i Udkantsdanmark, hvor vi ryger og har dårlige tænder«, fortæller hun.
Det lyder jo på mange måder befriende. Sådan bare at være ligeglad og flytte fokus væk fra kroppen. Men der må findes en mellemvej? Jeg er personligt ikke klar til hverken Umahro Cadogans, Tor Nørretranders’ eller Hella Joofs måder at dyrke sundhed på. Men jeg vil gerne lære at være monogam over for et eller andet system inden for sundhed. Men indtil videre famler jeg videre og sundhedsshopper.
Så. Detox-romkugle, anyone?
fortsæt med at læse
