Det ligner virkelig et Se og Hør-blad til forveksling, det nye let ironiske litteraturmagasin fra Forlaget Gladiator. Texas Longhorn hedder det, ligesom den ædle kvægrace, der kom med de spanske kolonister til Mexico i 1600-tallet og kendes på sine ekstraordinært lange horn: en rigtig kraftfuld pioner, helt i tråd med den navnesymbolik, Forlaget Gladiator ellers gør brug af.
Og bladet Texas Longhorn, det er altså udformet nøjagtig som et sladderblad, med store farvefulde tekstblokke og bobler med udråb som ’Afsløring’ og ’Eksklusivt’.
Det er trykt i intet mindre end 12.000 eksemplarer, som distribueres gratis landet over, men så selvfølgelig fyldt med litteratur i stedet for sladder. Foruden en ret genial idolplakat af den mørkklædte, dystert stirrende tyske forfatter Hertha Müller, lige til at rive ud og hænge op på væggen derhjemme.
Så hvad er nu det for noget? Ifølge forlaget selv er meningen med det gratis, iøjnefaldende og kendte format, at det skal bringe litteraturen ud til folket, som man siger, hvilket selvfølgelig både er en nobel intention og markedsføring af forlagets forfattere. Men det stikker dybere med det format.
Mon ikke også det er udtænkt i demonstrativ modsætning til det typiske litteraturmagasin, lækkert, dyrt og for de allerede indviede og opblæste? Texas Longhorn er »the real thing«, som der står. Det er ikke bange for den dårlige smag.
Samtidig ligger der i at mime og ironisere over sladderbladets form utvivlsomt også en kritik af det tabloide, altså den sprog- og kommunikationsform, der om nogen står i direkte modsætning til litteraturens måde at tale og kommunikere på: det hurtige, dumme, formløse sprog. Når litteraturen bliver hældt på det format, handler det klart nok også om at udstille og udhule det indefra.
Dette dobbelte forhold til sladderbladsformatet siger noget om, hvordan det nye litteraturmagasin både ønsker at placere sig et antielitært sted, hvad angår tomme former, og et finkulturelt sted, hvad angår indhold. For det er heller ikke sådan, at der er noget knæfald for formidlingen i Texas Longhorn: Teksterne står, som de er, med forfatternavn, men uden yderligere præsentation. Det er alene selve litteraturen, der er væsentlig her, forstås.
Hvad, endelig, litteraturen angår, er der både bidrag af ’store’ Gladiator-forfattere som Josefine Klougart og Jacob Skyggebjerg, af tidligere elever fra Gladiatorskolen og af frie fugle som Jonas Eika Rasmussen og Peter-Clement Woetmann.
Lea Løppenthin bidrager med et lille digt om sport, Bjørn Rasmussen med en grotesk og morsom Wordfeud-chat-dialog, Ida Marie Hede med en helt udsyret tekst om mode, Jeppe Brixvold med en meditation over elementarpartikler og Joyce og Christina Hagen med ’17 dumme spørgsmål’, som virkelig er ret dumme, stillet til forskellige danske forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Jørgen Leth, Kristina Nya Glaffey og Glenn Christian (» Har du altid haft et dårligt liv?« »Ja«).
Fælles for bidragene er, at de er fine, men at der samtidig ikke for alvor er nogen af dem, der glimrer, og sådan er det også med de mindre profilerede navne, der er med. Der er en smule poesi, og der er nogle let formeksperimenterende ting, men mest af alt er der prosa, solid, langsom prosa. Ikke udygtig, men til gengæld ret kedelig prosa. Ret ens prosa.
Dermed ender det med at være et lidt jævnt og faktisk uspektakulært niveau, litteraturmagasinet har – der måske ikke helt står mål med den dristige form og det spektakel, bladet lanceres med. Derfor er det stadig og altid en god nyhed med et nyt litteraturmagasin, der kan præsentere nye og anderledes stemmer. Og Hertha Müller-plakaten skal man se at få fingre i.
