Det vakte berettiget opsigt, da daværende sociologiprofessor Henning Bech for ti år siden udgav sværvægterbogen ’Kvinder og mænd’, hvori han kastede et kritisk blik på samfundsvidenskabernes udbud af teser om kønnene og deres indbyrdes samspil.
Ikke mindst den klassiske feminismes grundantagelser om køn og kønslige magtforhold blev taget ordentligt ved vingebenet, og den stridbare professor argumenterede overbevisende for, at selve feminismens udgangspunkt og teoretiske præmis ikke længere holder vand: I en normbrydende og konsekvent uforudsigelig tidsalder er fortællingen om et antagonistisk og hierarkisk arrangeret han- og hunkøn hverken dækkende eller konstruktiv, og dr. Bech påpegede, hvordan den moderne epokes køns kamp i dag er erstattet af senmodernitetens langt mere fleksible og foranderlige køns spil.
