Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Eksminister. Manu Sareens nyudgivede selvbiografi er lidt for upræcis, selvom der er enkelte gode fortællinger om det at vokse op i et indvandrerhjem. Foto: Miriam Dalsgaard (arkiv)

Eksminister. Manu Sareens nyudgivede selvbiografi er lidt for upræcis, selvom der er enkelte gode fortællinger om det at vokse op i et indvandrerhjem. Foto: Miriam Dalsgaard (arkiv)

Bøger

Grum fejl om Gandhi-møde skæmmer Manu Sareens selvbiografi

Manu Sareen er svær at blive klog på – og desværre lige så svær at blive klog af. Og et centralt møde med Indira Gandhi giver slet ikke mening.

Bøger

Manu Sareen er træt af politik. Han troede engang, at det ville nytte noget at bruge ministermusklerne og nedsætte store seriøse kommissioner. Men ak, i dag ved han bedre:

»Virkeligheden er bare, at der aldrig kommer en skid ud af det. Det er i den grad at stikke blår i øjnene på folk«, skriver den mismodige eksminister.

Men hvis Poul Schlüter ikke var så konservativ, at det gør noget, er den radikale Manu Sareen ikke så fast i kødet, at det gør noget. Og hvad der mere præcist har fået Sareen til at miste troen på politisk virkekraft, står ikke helt klart efter de 300 siders selvbiografi. Han vil da heller ikke udelukke, at han vender tilbage til politik.

’Ja tja bum bum ...’, som Niels Helveg ville sige. Manu Sareen er svær at blive klog på – og desværre lige så svær at blive klog af.

Ser man på selvbiografien som genre, kan man rimeligvis forvente, at en højprofileret politiker og minister har en mission, som handler om mere end blot at fortælle sin livshistorie. Det finder man ikke. Det kunne have været mismodet ved politik, men som overordnet tema bliver dette slet ikke fulgt til dørs. Der er for lidt refleksion og for mange eksempler, som trækker modsat. For politik har også givet ham de største opture.

Holder vi os til livshistorien, har Sareen flere gode fortællinger at byde på. Han kom til landet som 3-årig i 1971. Særligt kapitlerne om hans opvækst i en indisk familie på Bryggen fungerer godt, fordi de fortæller en meget nærværende historie om at vokse op i et indvandrerhjem – på godt og ondt:

»I 5. klasse havde vi fået til opgave at skrive om H.C. Andersen. Jeg var lidt i tvivl om, hvor jeg skulle begynde, og spurgte min far. »»Hvad synes du, jeg skal skrive om H.C. Andersen?«. »Hvem? Ham kender jeg ikke«, svarede min far på punjabi«.

LÆS OGSÅ

Desværre bliver de mange små fortællingers troværdighed truet af en alvorlig fejl i begyndelsen af bogen. Her fortæller Sareen, at han som 21-årig tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han »syn for sagen«:

»Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck«.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen. Hvem farmoderen hilste på, er ikke godt at vide, men at Sareen nævner sit møde med »selveste Indira Gandhi« igen senere i bogen, hvor han går mere i detaljer med sin dannelsesrejse som 21-årig, er – for mig – med til at tænde alle advarselslamper omkring troværdigheden af bogens mange andre oplysninger.

Virker upræcist

Flere steder er han underligt upræcis i sine formuleringer, for eksempel når han om Zornig-sagen skriver, at topembedsmænd »havde været inde over« den advokatundersøgelse, der skulle klarlægge forløbet i Zornig-sagen.

Hvis daværende socialminister Manu Sareen dermed mener, at topembedsmænd har haft adgang til at ændre noget, er det potentielt en kæmpe politisk sag – og burde han så ikke være mere klar i sine formuleringer? Ja, burde han som ansvarlig minister ikke have sat helvede i værk, allerede da han blev opmærksom på dette?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man får et klart indtryk af, at Manu Sareen ser på sig selv som en fandens karl i sin tid som kirkeminister

Flere af historierne fra hans tid som kirkeminister virker også upræcise. Han skriver, at han ikke kan finde sin dåbsattest, at han blev indmeldt i folkekirken i 1999, men hvorfor fortæller han ikke om sin voksendåb og baggrunden for den. Han skriver, at det var »viljen til at være en del af det tolerante danske fællesskab«, der drev ham ind i folkekirken. Men come on, det må være andet end det – og hvordan var det at få plasket vand i håret som 32-årig?

LÆS OGSÅ

Man får et klart indtryk af, at Manu Sareen ser på sig selv som en fandens karl i sin tid som kirkeminister. At han driver gæk med biskopperne og fortæller dem, hvor altervinen skal stå. Men mon ikke han selv tager for stor en slurk, når han skriver, at et skænderi med Kristeligt Dagblads chefredaktør, fører til, at alle Sareens præstevenner »ikke fik optaget deres læserbreve« i avisen?

Selvbiografien er skrevet i samarbejde med Sareens tidligere spindoktor Niels Ditlev. I sig selv et mærkeligt setup, eftersom bogen er skrevet i jegform. Endnu mere mærkeligt er det dog, at en spindoktor ikke er bedre til at beskytte sin (eks)minister.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce