Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Overvågning. Med tak til George Orwells roman '1984' har Boualem Sansal begået en islamisk skrækversion anno 2084. Big Brother hedder nu Bigaye. Illustration: Mette Dreyer

Overvågning. Med tak til George Orwells roman '1984' har Boualem Sansal begået en islamisk skrækversion anno 2084. Big Brother hedder nu Bigaye. Illustration: Mette Dreyer

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny bog om verdens afslutning rammer ned i vores værste mareridt

Den algeriske forfatter Boualem Sansal er aktuel med sin nye roman, ’2084. Verdens afslutning’.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frygt og panik, og hvad skal det hele ikke ende med?

En af efterårets mest omtalte bøger i Frankrig er den algeriske forfatter Boualem Sansals roman ’2084. La fin du monde’. Verdens afslutning! Efter terrorangrebet sidste weekend er hans bog ikke blevet mindre aktuel.

Sansal har skrevet en fabel, hvis skrækscenarie (ganske vist lidt ude i fremtiden, men alligevel) uden tvivl ligner det, som de fleste af os går og rumsterer med: det endelige og totale tab af frihed.

Handlingen udspiller sig i det fiktive Abistan, årstallet 2084 i titlen refererer til Den Store Hellige Krig mod de vantro. Ellers er tiden sat i stå – fortiden er, som så meget andet her, blevet udslettet (tænk på Palmyra).

I Sansals dystopiske setup, med pæn tak til George Orwell og hans roman ’1984’, lever alle nu under et religiøst fundamentalistisk rædselsregime: totalitarisme, overvågning, straf. Yölah er gud, Abi hans profet, og sproget (abilang) er så enkelt skruet sammen, at det udelukker enhver selvstændig tanke. Ni gange om dagen skal man bede, tvungen pilgrimsfærd, masser af offentlige henrettelser ...

ANMELDELSE

En parodi? I så fald frygtindgydende nok til at bekræfte vores værste forestillinger! Boualem Sansal er en modig mand, men også klog, for han håner ingen direkte. Ikke et ord om islam eller Islamisk Stat, selv om moralen står blinkende klar.

Romanen er blevet en stor succes i Frankrig, skamrost i den franske presse, over 100.000 eksemplarer er der foreløbig solgt, indstillet til Goncourtprisen, tæt på, men uden at få den (på grund af romanens slet skjulte islamofobi, mener nogle).

Michel Houellebecq, der selv har en fremtidsroman om islam på samvittigheden, har til gengæld givet sin uforbeholdne hyldest: »Boualem Sansal forudser ekstremisternes sejr. Måske har han ret, hans fremtidsvision virker særdeles plausibel«.

Og Houellebecq tilføjede: »Den er værre end min egen roman«. Der skal jo ellers noget til. Sidste år udgav Houellebecq ’Soumission’ (’Underkastelse’), hvor han fremdaterer Frankrig til år 2022, og hvor nationen har fået en muslimsk præsident og indført en blød sharialov. Men Sansal overtrumfer altså, eller som man siger i disse tider: Han forhøjer alarmberedskabet.

Boualem Sansal forudser ekstremisternes sejr. Måske har han ret

Nu har den algeriske forfatter sandt nok også set og prøvet lidt af hvert i sit eget hjemland – elendighed, militærstyre, terror. På grund af sine udtalelser og bøger (bl.a. ’Tyskerens landsby’, hvor Sansal sammenligner islamisme med med nazisme) lever han i dag i indre eksil.

Til anklagen om islamofobi sagde Sansal for nylig i Le Monde: »Jeg ville hellere sige, at jeg er ’islamistofob’!«. Det er efter Sansals mening ikke Islamisk Stat, vi skal frygte mest, snarere islams udbredelse: »I stadig større grad vil islam blive religionen for de omvendte. Og de omvendte er altid de mest yderliggående«.

Han noterer lumsk klukkende i forordet til sin roman: »Sov I bare roligt, kære folk, alt er opdigtet, og resten er under kontrol«.

Sansal er trods alt ikke uden humor, og historien har sine underholdende passager, bl.a. hvor den centrale person Ati beretter om de kæmpemæssige plakater af profeten Abis stirrende portræt, der hænger på murene overalt: »en slags ansigt i negativ, og i midten et magisk øje, der tilspidser sig som en diamant«. Allestedsnærværende og dog usynlig. »Hvis ingen faktisk havde set Abi i virkeligheden, var det kun, fordi hans herlighed var så blændende ...«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

KONTROVERSIEL FRANSK FORFATTER:

En dag har en eller andet skrevet noget i hjørnet på en af plakaterne. Uforståelige ord på et ukendt sprog, men oversat (måske er det systemet, der selv har gjort det) lader ordlyden sig aflæse på abilang: »Bigaye vous observe!«.

Big Brother med islamistisk fortegn: Hurtigt døbes profeten Bigaye af folket, der ganske vist ikke forstår en hujende lyd af noget, eller netop: Lyden af ordet forekommer dem så sympatisk, at der går ren Bigaye i den: Bigaye den Retfærdige, Bigaye den Klartseende, Bigaye den Højtelskede – lige indtil den dag, da regimet får nok og foreskriver, at brugen af det barbariske ord øjeblikkelig medfører dødsstraf.

Ati selv er ved at komme sig efter en tuberkulose, indlagt på et sanatorium tilpas fjernt fra hovedstaden. Her får han forholdsvis uset og langsomt øjnene op. Han begynder at tvivle og høre ord: »Li-ber-té « ... frihed. Ender det alligevel godt?

I en af de mere kritiske anmeldelser af Sansals bog, skrevet af Bruce Fudge, professor i arabiske studier ved universitetet i Genève, hedder det: »Meget af styrken i Orwells roman består i at vise os, hvordan almindelige mennesker kan blive tvunget til at begå ting, som er dybt forkastelige. Sansal sparer os derimod for sådanne dilemmaer. ’2084’ giver os håb og et klart tegnet billede af, hvad der er ret og vrang. Det er uden tvivl også den forenkling, der indtil videre har gjort romanen til den succes, den er i Frankrig«.

For Albert Camus, som Sansal betragter som sin helt og sikkert også helst vil sammenlignes med, blev netop dilemmaet den stående udfordring. Gerne oprøret, men ikke baseret på terror! Camus stod, i både sin egen og den store historie, med et ben i hver lejr: Algeriet og Frankrig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I den posthumt udgivne roman ’Det første menneske’ (da. 1995) beskriver han sin barndom i Algeriet, fattigdommen i et analfabetisk indvandrermiljø, men også solen og havet, legen, fodbolden, vennerne, læreren – alt det, der gjorde ham til menneske. Og med al den splittelse, personligt og kulturelt, der siden fulgte med.

Fra verdens afslutning til det første menneske – sagt for egen regning: Hos både Sansal og Camus er frihedstrangen udtalt. Forskellen er, at mens Sansal skriver i sort-hvidt, insisterer Camus på det komplicerede og ubehagelige.

Camus er ingen bøhmand, til gengæld jo nok så foruroligende, når han tager sine livtag med det menneskelige forhold – inklusive vores forhold til de andre. Camus noterede i øvrigt i sin dagbog (sept. 1945): »Vi befinder os i en verden, hvor man må vælge mellem at være offer eller bøddel – og intet andet. Det valg er ikke let«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden