Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Multikunstner. My Buemann har selv illustreret de forskellige beretninger om at leve med en psykiatrisk diagnose. Tegning: My Buemann.

Multikunstner. My Buemann har selv illustreret de forskellige beretninger om at leve med en psykiatrisk diagnose. Tegning: My Buemann.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

My Buemann lader de psykiatrisk diagnosticerede berette selv

Genremæssig forvirring ændrer ikke på, at ’Sårbare Sind’ er vigtig.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg ved slet ikke, hvad det er for en bog, ’Sårbare Sind’. Det er ikke en kunstbog, ikke skønlitteratur, ikke en fagbog.

Seks danskere med en psykiatrisk diagnose har fortalt deres livshistorie til My Buemann, der så har nedskrevet og illustreret fortællingerne og udgivet dem på I DO ART books. Hun står opført som ’forfatter’, men forholder sig mindre frivolt og mere loyalt til sit stof end (fiktions)forfattere normalt gør. Er bogen en medieret samling selvbiografier, en slags kunstnerisk formidling af psykisk sygdom? Det er i hvert fald både ’hendes’ og ’deres’ bog. Og det er faktisk en god bog, på trods af al den forvirring.

Man møder Lars (f. 1959), som har en personlighedsforstyrrelse. Man møder Michael (f. 1967), der lider af tilbagevendende angstanfald og depression og var lang tid om at erkende det (»I syv år sagde jeg ingenting«). Man møder Mads (f. 1975), hvis psykiske diagnose er bipolar lidelse, og som første gang blev indlagt på den lukkede afdeling efter en manisk psykose, hvor han sad på badeværelset og fyldte sin krop med skrift.

Man møder Marie (f. 1984) med Aspergers syndrom, som gik med selvmordstanker allerede i tredje klasse, og som nu er på førtidspension og skånekost og en gang hver tredje måned taler til forældregrupper for børn med autisme, mere orker hun ikke, for som der lakonisk står: »Jeg er i stand til at være social og til at virke normalt i en periode. Nogle gange en time. Nogle gange en dag«.

Det var faktisk første gang, at jeg uden at tænke videre over det gik ud på toilettet, tog et håndklæde, snoede det sammen og strammede det om halsen, indtil det sortnede for mine øjne

Om end det virker som en malplaceret målestok, er de to stærkeste historier fortalt af Kim og Sidsel. Kim (f. 1962) er maniodepressiv, og hans voksenliv pendulerede i lang tid mellem arbejdspladsen og værtshuset: »Man kunne sige, at det var en selvmedicinering«. Han begynder at se engle og lide af forskellige religiøse vrangforestillinger. Han bliver manisk, psykotisk og efterlader alle sine ejendele ved Den Lille Havfrue, tager alt sit tøj af ved Vor Frue Kirke (overskriften i bogen lyder: ’Gav 65.000 kr. væk og gik strækmarch gennem Istedgade’). I dag har Kim det bedre og er bl.a. med i ’En af os’-kampagnen.

Og så er der Sidsel (f. 1988), hendes diagnose hedder: Skizofreni, borderline. Hun vender alting indad, det er derfor, hun også begynder at gøre fysisk skade på sig selv, det bliver en afhængighed.

Det starter med et forlist forhold: »Det var faktisk første gang, at jeg uden at tænke videre over det gik ud på toilettet, tog et håndklæde, snoede det sammen og strammede det om halsen, indtil det sortnede for mine øjne. Jeg gav slip, fordi jeg blev så svimmel, at jeg ikke kunne holde på det længere – og det var så det. Så hængte jeg håndklædet på sin plads og gik ud i stuen til mine forældre igen«.

Shit. Hun er kun tolv-tretten år på dette tidspunkt, og herefter eskalerer det: »Jeg skar med barberblade. Jeg skar med sakse. Jeg har også syet i mig selv uden tråd. Jeg syede et hjerte«. Det er jo bogstavelig talt hjerteskærende. Siden kæmper hun med hallucinationer, psykoser, selvmordsforsøg, indlæggelser, bæltefikseringer. Alt sammen mens hun for så vidt stadig er barn.

Et fællestræk ved historierne er ikke blot antallet af psykoser og selvmordsforsøg, men også kombinationen af en hård barndom (forældre med alkoholproblemer og/eller psykiske problemer, mobning, fysisk sygdom etc.) og et stressende arbejde. Det lyder trivielt og banalt, men det, der er med det trivielle og banale, er, at det ofte har rod i noget helt og aldeles sandt. Et ekko, der desuden løber gennem bogen, er den intime relation mellem psykisk sygdom, afhængighed og misbrug. Som oftest er det ikke til at sige, hvad der kommer først, men sikkert er det, at der er tale om det modsatte af en synergieffekt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et lidt uheldigt fællestræk er imidlertid en ret ensartet stemme på tværs af historierne, hvilket selvfølgelig skyldes, at der er én forfatter bag. Det næste problem er så bare, at jeg ud fra et æstetisk synspunkt savner, at Buemann i højere grad havde taget hånd om materialet og tilført det sin stemme.

Det er med andre ord ikke rigtig deres stemmer og heller ikke hendes stemme, man hører som læser. Men Buemann er jo også uddannet fra Kunstakademiets Designskole med speciale i visuel kommunikation, så det er måske dér, at hun havde tænkt sig for alvor at præge sit stof. Men tegningerne bliver lidt for illustrerende til min smag. Ud fra et etisk og formidlingsmæssigt perspektiv forstår jeg dog godt forfatterens valg.

Jeg forstår også hendes valg i forhold til ikke at lade bogen indgå i en kritik af eksempelvis psykiatrien eller medicinalindustrien, men i stedet lade disse mennesker og deres historier stå frem – og hvis der er et budskab, er det et budskab om håb. Et håb trods alt. Et håb på trods.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden