Verden bliver mindre og mindre. Vi får billeder og oplysninger om hændelser fra de fjerneste kroge, sekunder efter de er sket. Alligevel er der områder, de fleste af os kun har et meget overfladisk og måske fortegnet billede af. Et af dem må nok for de fleste være Centralasien.
Her kommer John Andersen os til hjælp med denne rejsebeskrivelse, som i sig selv er lidt af en sensation. Forfatteren startede sidste forår på en lille 250cc motorcykel på en 35.000 km lang rejse langs Silkevejen, den gamle karavanerute fra Istanbul til Kina. Han er lidt af en eventyrer, der ikke mindst er kendt for sine kajakture i de grønlandske farvande, men er samtidig en vidende arkitekt og glimrende fotograf.
Formålet med rejsen er ikke blot at følge ruten, men også at fotografere, opmåle og beskrive de karavanseraier, han finder på vejen.
Karavanse-hvafornoget vil de fleste nok spørge. Karavanseraier er navnet på de specielle landevejskroer, som ligger på den mange tusinde kilometer lange rute, og som er blevet bygget op fra omkring 900-tallet og små 1000 år frem. De er en karakteristisk del af især islamisk byggekunst. Det er firlængede bygninger med kun en indgang, og hvor alle rum vender ind mod gården. Der findes måske omkring et tusinde af dem, de fleste nu blot ruiner, men det er en vigtig del af vores kultur- og handelshistorie. Samtidig ligger der også på ruten rester af paladser, moskeer, kirker og ikke mindst nogle betagende flotte minareter.
Og John Andersen spreder gavmildt lange citater fra tidligere opdagelsesrejsende som Marco Polo, Carsten Niebuhr og Sven Hedin i bogen, så man får den lange og spændende historie med.
Men først og sidst er det en rejsebeskrivelse fra foråret og sommeren 2014. Over 26.000 kilometer på motorcykel, knap 10.000 rundt i Kina med fly, tog og taxa. John Andersen er en erfaren rejsende. Hans lille polaroidkamera, der printer billederne ud, er et glimrende redskab til at komme i kontakt med mennesker, hvis sprog man ikke forstår. Tag et billede af den fremmede, giv ham et print og isen er brudt.
Den længste og mest interessante del af turen går gennem Iran, som han kører igennem på kryds og tværs. Hans billede af landet og dets befolkning er helt forskellig fra det dominerende af et land undertrykt af nogle sorte ayatollaher og hårdt ramt af vestlige sanktioner. Han møder søde, overordentlig gæstfri og glade mennesker, der trods en anstrengt økonomi, forstår at leve livet og hvor kvindernes tørklæder mere er til pynt og for at understrege hårets fylde end det er religiøs undertrykkelse.
Videre går turen gennem politistaten Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan og Kasakhstan frem til den kinesiske grænse. En billedrejse gennem utrolig smukke og øde landskaber afbrudt af byer som Bukhara og Samarkand med bygninger så smukke, at man taber pusten. I Kina kan man ikke køre frit omkring på motorcykel, så John Andersen må rejse som almindelig turist for at nå frem til sporene af den gamle silkevej. Og endelig hjemrejsen gennem Sibirien og Rusland, hvor GPS'en på motorcyklens styr et sted fortæller: Køre ligeud 485 kilometer og drej så til venstre.
Ind imellem føler læseren også, at man er på en lang rejse, hvor detaljer om selve logistikken tager overhånd og gør bogen lidt sej at komme igennem. Bogens kort, der er håndtegnet, opfylder ikke denne læser ønske om at kunne følge med. Men spændende, og når man får at vide, at forfatteren fyldte 71 år midt på rejsen, må man lette på hatten for en virkelig utrolig indsats.
