Umiddelbart lyder følgende romanoplæg ikke ligefrem hverken opmuntrende eller indbydende: En førtidspensioneret professor i lingvistik døjer med nedsat hørelse og tristesse. Han savner sine akademiske rutiner og har lagt forskningen på hylden. Hans noget yngre kone har stor succes med sin karriere som indretningsarkitekt og forhandler af eksklusivt indbo, mens hans 87-årige far skranter gevaldigt. Og endelig bliver han opsøgt af en yngre amerikansk ph.d.-studerende, der vil have ham som vejleder på et forskningsprojekt om stilistisk analyse af selvmordsbreve. Særdeles morsom og velskrevet Nej vel. Det lyder som ikke så lidt af en dødssejler, der ville kunne finde et publikum blandt livstrætte lektorer og professorer i panikalderen, hvis den var tilstrækkeligt højpandet og introvert. Men den er faktisk en bestseller, denne seneste meget veloplagte roman fra britiske David Lodges flittige fingre. Og den er ikke højpandet. Den er ikke navlepillende. Den er til gengæld særdeles morsom, livsklog, rørende og ekstremt velskrevet på den særlig underfundigt britiske måde, den tidligere litteraturprofessor i moderne engelsk litteratur på University of Birmingham mestrer som få. Overtalt til at gå på pension Hovedpersonen Desmond Bates har ladet sig overtale til at gå tidligt på pension, fordi hans lingvistiske institut skulle lægges ind under instituttet for engelsk litteratur, og han kunne godt regne ud, at i den rokade ville han ikke bevare sin position som institutleder. Og egentlig havde han regnet med, at hans nyvundne arbejdsfrihed ville give ham mulighed for at forske på livet løs og skrive den ’store bog’. Sat vand over til en giga livskrise Men det bliver ikke rigtig til noget. Dagene går op i avislæsning, kaffedrikning og huslige sysler, afbrudt af lejlighedsvise ture til London, hvor han besøger sin alderssvækkede far, der lider af begyndende Alzheimers og alderdomsvrede i fuldt udbrud. Men det værste er i virkeligheden det med hørelsen. Det er nemlig ikke noget ædelt handikap. I mytologien er den blinde ofte skildret som et menneske med en særlig indsigt: Teiresias i den hellenske, Odin i den oldnordiske – og generelt hævdes det, at blinde mennesker som en slags kompensation for det manglende syn råder over skærpet hørelse og følesans. Den døve gør ofte sig selv til grin Men nedsat hørelse er, ifølge Desmond Bates, blot latterligt, og den døve er langt mere socialt handikappet end den blinde, fordi vedkommende i eksempelvis selskabelige sammenhænge geråder ud i tåbelige misforståelser og ofte gør sig selv til grin i bestræbelserne på ikke at fremstå som dum. Folk taler ofte nærmest nedsættende TY-DE-LIGT til hørehæmmede, og det er selvsagt vanskeligt for en højtuddannet sprognørd at acceptere. Så der er sat vand over til en giga livskrise, og det bliver ikke bedre af, at hustruen Fred, hvilket er androgynt kort for Winnifred, er blomstret op som midaldrende, både socialt og fysisk. Hovedspor i forfatterskabet Med ’Deaf Sentence’ vender David Lodge tilbage til hovedsporet i sit forfatterskab efter en afstikker med den historiske ’Author, Author’ fra 2004, der handlede om den amerikanske forfatter Henry James’ liv i London frem til hans død i 1916. For langt den overvejende del af David Lodges forfatterskab beskæftiger sig med akademikere eller intellektuelle i en eller anden form for krise. Ofte af en karakter, de fleste udenforstående ville anse for at være noget pjatværk. I gennembrudsværket ’Changing Places’ (første bind af en trilogi) fra 1975 er det to universitetsprofessorer, Philip Swallow fra det engelske Rummidge University og Morris Zapp fra det amerikanske Plotinus, der bytter job og tilværelse i et halvt år, hvilket afstedkommer betydelige skærmydsler på det personlige plan. En præst i eksistentiel krise I fortsættelsen ’Small World’ fra 1984 skildres det trættende konferenceliv, som universitetsprofessorer udsætter sig selv for. Og i det sidste bind ’Nice Work’ fra 1988 handler det om den radikalfeministiske lektor Robyn Penrose, der er ekspert i ’den industrielle roman’ og overbevist om, at kærlighed er en borgerlig fordom, som forelsker sig i en hårdkogt erhvervsmand og får trukket tæppet væk under sig. Og i de efterfølgende romaner møder vi blandt andre en præst i eksistentiel krise, en tv-forfatter med ondt i knæet og livet, en bitter journalist samt en midaldrende kvindelig forfatter ramt af selvransagelse under et ophold som writer-in-residence på et mindre fint universitet. Satirisk udlevering af det akademiske liv Karakteristisk for alle bøgerne er deres nådeløse, satiriske udlevering af det akademiske livs vrangside. For egentlig burde kreative, relativt succesfulde, intellektuelle mennesker være lykkelige, idet de bliver betalt for at beskæftige sig med deres største interesse; men som oftest viser de sig at være indebrændte og ulykkelige, fordi deres tilværelse og arbejdsliv sander til i lokumspolitik, rænkesmederi, stillingskrig og endeløse kampe mod uforstående politikere samt trættende studerende, der stiller krav om eksamensrelevant undervisning, vejledning og andre forskningshæmmende aktiviteter. Selv del af den akademiske verden Lodges romaner er imidlertid ikke ondskabsfulde og vitriolske i deres fremstilling af sårbare, spekulative tidselgemytter. De er barske, javist. Men samtidig kærlige og forstående. For inden David Lodge helt og aldeles helligede sig livet som romanforfatter i 1987, var han i en menneskealder selv en del af den akademiske verden som underviser i engelsk, og sideløbende med sit fiktive forfatterskab har han plejet et teoretisk, der blandt andet omfatter værker om strukturalisme, fortælleteori, den russiske litterat Mikhail Bakhtin og forfatteren Henry James, der som nævnt også er hovedperson i hans forrige roman. Verdensomspændende læserskare Han kender med andre ord sine lus på gangen og har erfaring med at sidde i bedømmelsesudvalg, fakultetsråd, studienævn og ministerielle komitéer. Og han har formentlig set talrige kolleger forvandle sig fra sprudlende, idérige og entusiastiske stipendiater til sammenbidte faglige skyttegravskrigere med tiltagende alkoholproblemer og sønderslidte ægteskaber. Deri ligger hans enorme styrke og sikkert også forklaringen på, at han har en stor, verdensomspændende læserskare, som for de flestes vedkommende nok har en rem af huden selv. Avanceret humor En anden forklaring på hans succes er nok også den underspillede, forholdsvis avancerede humor, der præger hans bøger. I ’Deaf Sentence’ lader han hovedpersonen anstille betragtninger over, hvorfor digtningen er så uendeligt rig på lovprisninger af synssansen og øjnene, men påfaldende fattig på hyldester til hørelsen og ørene. I sangen hedder det eksempelvis »Drink to me only with thine eyes«, og ikke »Drink to me only with thine ears«, selv om begge dele er absurd. Og The Platters ’Smoke Get’s in Your Eyes’ var næppe blevet den samme store succes, hvis den havde heddet ’Smoke Get’s In Your Ears’. Og i Sofokles klassiske græske tragedie ’Ødipus Rex’ ender det med, at hovedpersonen stikker sine øjne ud. Vænne sig til tanken om at dø Havde han punkteret sine trommehinder, ville den katarsiske effekt næppe have været lige så stor, bemærker hovedpersonen. Man siger heller ikke »there’s more to the picture, than meets the ears« og så fremdeles. Nu kunne det måske lyde, som om David Lodges bøger er indforståede. Men det er de faktisk ikke. Og selv om der i ’Deaf Sentence’ optræder referencer til blandt andet lingvistisk teori og lignende, så er det først og fremmest en roman om at blive ældre og vænne sig til tanken om at skulle dø samt sige farvel til sine forældre. Hvilket man strengt taget ikke behøver være akademiker for at kunne forholde sig til.