Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det store stygge. Hippier ved Storkespringvandet i København.  Ib Michael skriver et levende portræt af 1960’erne – den besatte Sturm und Drang-tid. Foto: Jens Glargård

Det store stygge. Hippier ved Storkespringvandet i København. Ib Michael skriver et levende portræt af 1960’erne – den besatte Sturm und Drang-tid. Foto: Jens Glargård

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fra afghanerpelsens guldalder

Ib Michael fortsætter sin erindringskrønike – hæng endelig på!

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I virkeligheden har bøger ingen ejer

– de venter hver dag i en uendelighed på at falde i hænderne på en læser.

Sådan hedder det et sted i Carlos Ruiz Zafóns ’Vindens skygge’, men citatet kunne passende overdrages til Ib Michael, som også hele tiden finder interessante, ulæste bøger frem, eller endnu bedre: skriver dem selv. Som her fortsættelsen af ’Blå bror’, der i løbet af 1960’erne gradvis skifter farve fra blå til sort og bliver til ’Sorte huller’.

Et sort hul i galaksen
Blå bror var den ufødte tvilling, der sad inden i Ib Michael, et fikserbillede på levende død. Nu kommer Ib Michael op i 60’erne og skriver et levende portræt af den besatte Sturm und Drang-tid, hvor (en procentdel af) ungdommen skred ud i kaos og kosmos og gjorde sig til eksperter i mayaernes talsystem og deres astronomiske kalender.

Imens røg de pot og stak sig og eksperimenterede med lsd, mens de lyttede til Bob Dylans ’Desolation Road’. Det var den tid, da alle de begavede unge havde en chillum ved hånden og forældrenes generation parkeret et sted i Roskilde eller Saigon – men i hvert fald ude af billedet.

Vi følger Ib Michael i et dobbeltspor, på den ene side opmærksom på sit parforhold til sin elskede Regina, på den anden side genial studerende og eksperimentator. Nu slår Ib og Regina sig ned i et anneks på Edlevej i Hellerup, hvor villaens ejer hedder Edle Makart og er en pæn dame, formentlig i tresserne, med sort hår. Pas på hende.

Personerne går meget igen fra forrige bog, især den homoseksuelle Mark, som udvikler sig til original og eksperimenterende musiker. Det er ham, som bliver forvandlingen for Ib Michael. I den forrige bog var forfatteren selv ’Blå bror’, en død iagttager af alt det, han selv levede med i. Rollen er overtaget af Mark – Mark og Regina er stjerner og tvillingesole, men Mark skal i løbet af bogen brænde sammen og efterlade sig et sort hul i galaksen, uden at »nogen aner uråd«. Det gør læseren nu nok. Det, som er bogens ærinde – om man nu vil – er også det latent dubiøse ved den.

Guddommeligt morsom
Mark er en afgørende hovedperson, et alter ego, transformeret til blå bror, men egentlig ikke så interessant som forfatteren selv. Mark er ikke dobbelt, han er den enkle essens af den nedtur, som 60’erne skal ende i. Og lige meget hvor meget Mark går i afghanerpels og lugter af pis og talg, lige meget hvor stofpåvirket han er, lige meget hvor meget han går i koma, mens han spiller på thereminen og plages af tinnitus, vil han ikke leve.

Forfatteren kryster ham og favner ham – men han er ikke en fængende hovedperson, selv om han er skildret med al den ufattelige solidaritet, plus ordrigdom og suveræne sprogbegavelse, Ib Michael kan mønstre.

Så går det langt bedre og langt morsommere med Ib Michael selv. Hans forfatterskab er en blanding af Umberto Eco og Charles Dickens, tilsat et umiskendeligt stykke dagligdags selvironisk dansk prosa a la Poul Martin Møller. De ture, forfatteren kan tage med sig selv, er guddommeligt morsomme.

Kapitlet om hans forsinkede lsd-rus ude i natten på Charlottenlund Fort er fremragende, alt set i et vidsyn, fra Svanemøllens små natarbejdere til de fjerneste galaksers livsformer, myriader af verdener, det indre og det ydre rum smeltet sammen, mens protuberanser hvæser hen over himlens gry. Bravo – det kapitel (’Det første daggry’) er hele bogen værd, og bliver engang lærestof i skolen, jeg hader at sige det.

Solidarisk og bureaukratisk
Som student sætter Ib Michael punktum med afhandlingen To teser og en formel til universets frigørelse, helt sikker på, at verden herefter vil blive revolutioneret. Men afhandlingen kuldsejler hos Holger – ( er det stand-up-fysikeren, professor i højenergifysik Holger Bech Nielsen?), som i versaler, glædestrålende, forklarer, hvad der er galt: det hele.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Igen et vittigt og solidarisk portræt. Afhandlingen kommer definitivt på De Glemte Bøgers Kirkegård – som er bogtårnet i Hellerupvillaen. Her er vi omsider ved det mystifistiske, magiske, meget moderne bogtema – bøgerne, de gamle, de uudryddelige vidnesbyrd om tider og rum, som er borte.

Det hellige tårn indeholder lig, og også det skal overtages af mus, kulde, politi, fremtiden og myndigheder. Ingen strawberry fields er forever.

Noget afgørende i Ib Michaels instinkt og intellekt kan helt enkelt oversættes til sætningen »Det flyvende tæppe går klokken otte«. Solidarisk både med fantasien, rejsen, den kosmiske bevidsthed – og landingen, bureaukratisk fastlagt.

60’erne er beskrevet, og salig er den, der skriver så fremragende, selv om skrivningen heller ikke er andet end kunstig eufori og drivende skyer i den erindrende hjerne.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden